Natten til den 20. marts 1934 rykkede brandvæsnet ud til en brand i byen Takefu i Fukui-præfekturet, hvor et buddhistisk tempel stod i flammer. Da ilden var blevet slukket fandt man desværre ligene af i alt seks personer bestående af templets 42-årige hovedpræst, hans 40-årige kone samt deres tre døtre på 18, 8 og 6 år. Herudover omkom en 23-årig stuepige også, men til politiets store overraskelse var de alle døde, før branden brød ud, idet de simpelthen var blevet slået ihjel. hvorefter templet var blevet antændt for at skjule forbrydelsen. Selvom store dele af bygningerne blev udbrændt, så lykkedes det nemlig at få bugt med ilden i tide, så man efter fundet af ligene kunne konkludere, at ingen var døde af røgforgiftning. De var derimod blevet stukket ihjel, så jagten på en massemorder hermed gik ind.
Politiet kastede blandt andet blikket mod stuepigen, fordi man blandt hendes ejendele fandt kærestebreve fra tre forskellige mænd, og det var derfor muligt, at der var tale om et jalousidrab rettet mod hende. Men ved templet boede dog en munk i skikkelse af en 58-årig mand, som tilfældigvis ikke havde været hjemme, da ilden brød ud. Politiet var derfor interesseret i, hvor han havde befundet sig, og bragte ham med til afhøring på stationen, hvor munken besluttede sig for at krybe til bekendelse, da han tilstod, at det var ham, som havde slået hovedpræsten, hans familie og stuepigen ihjel.
Det viste sig, at stuepigen rent faktisk var kernen i forbrydelsen, eftersom munken havde forelsket sig i hende måneden forinden. De to mødtes herefter i al hemmelighed indtil den 19. marts, hvor stuepigen havde for travlt til at ses med ham, hvilket fik munken til at opsøge hende klokken 22.30, hvor han simpelthen invaderede templet og fandt frem til hendes værelse, hvor det viste sig, at hun var i selskab med en anden mand, som var ingen ringere end templets hovedpræst, som dermed var sin kone utro. Og synet af dette fik munken til at se rødt, idet han vendte hjem for at hente en kniv, hvorpå han i løbet af natten vendte tilbage til templet, hvor han først dræbte stuepigen, før han gik videre til at dræbe præsten og hans familie. Efterfølgende satte han så ild til templet med det formål at begå selvmord ved at omfavne stuepigen. Men da naboerne fik øje på ilden, skyndte de sig at slå alarm, og efter at have hørt dette valgte munken at stikke af.
Alt dette var en del af munkens tilståelse, som han dog senere trak tilbage, og uden beviser, som pegede på ham, kunne han ikke blive dømt for at have stået bag forbrydelsen, så i sidste ende endte han derfor med at gå fri, til trods for at hans historie ellers stemte overens med sporene på gerningsstedet.