Tomohiro Iwakura

Tomohiro IwakuraTomohiro Iwakura var 38 år, da han i 2018 dræbte 5 mennesker i byen Hioki i Kagoshima-præfekturet. Hér boede han i egen lejlighed kun ti minutters gang fra det hus, hvor hans 68-årige far boede sammen med hans 89-årige farmor. Tomohiro kom derfor tit på besøg, for selvom han godt nok var voksen, så var han arbejdsløs og blev som sådan stadig forsørget af sin far og farmor, der blandt andet sørgede for at lave mad til ham, så han altså tit kom forbi for at spise. Om aftenen den 31. marts kom Tomohiro imidlertid forbi sin fars hus for at se fjernsyn, da der på et tidspunkt opstod et skænderi imellem de to mænd, hvilket simpelthen resulterede i, at Tomohiro valgte at kvæle både sin far og farmor, hvorefter han skilte sig af med deres lig ved at begrave dem i en nærliggende skov. Tomohiro blev herefter i sin fars hus, hvor han slog sig ned, men selvom han ellers havde fået to liv på samvittigheden, så var han lagt fra færdig med at tage livet af folk.

Da Tomohiros far ikke mødte op på arbejde, blev hans bror nemlig urolig, så han bad sin 69-årige kone om at tage hen for at se, om hendes svoger var uskadt. Kvinden bragte sin 72-årige søster med sig, men da de mødte op på adressen, var det imidlertid Tomohiro, som åbnede døren. Og da han inviterede begge de ældre damer med indenfor, besluttede han sig ganske enkelt for at kvæle dem begge, så han nu havde taget livet af 4 personer. Men Tomohiro var stadig ikke færdig med at dræbe, for da hans onkel ikke hørte noget fra sin kone, kontaktede han en af sine brors naboer og spurgte, om han gad tage forbi huset for at tjekke, hvad der foregik. Og da den 47-årige mand gik hen for at banke på, blev også han kvalt, da Tomohiro åbnede op.

Tomohiros onkel blev derfor så urolig, at han valgte at kontakte politiet, som senere på dagen ankom til huset i Hioki, hvor der dog ikke var nogen hjemme. Men da betjentene alligevel besluttede sig for at gå ind og dermed fandt frem til de tre lig, blev der omgående igangsat en eftersøgning efter Tomohiro, som blev fundet gående på en vej i nærheden. Han blev omgående bragt med til afhøring, hvor han indrømmede at have taget livet af de tre personer, der lå døde i hans fars hus, og et par dage senere erkendte han også, at han stod bag sin far og farmors forsvinding, idet han ledte politiet frem til deres lig. Den 38-årige mand havde simpelthen slået 5 mennesker ihjel i løbet af en uge, men det var svært at forholde sig til hans motiv bag denne opsigtsvækkende forbrydelse. Ifølge Tomohiro selv valgte han nemlig at slå sin far ihjel i selvforsvar, efter at han var blevet angrebet af manden. Men hvorfor han slog de fire andre personer ihjel kunne han ikke svare på. Han var tilsyneladende bange for at blive anholdt og stillet til ansvar for sin forbrydelse, men dette endte han alligevel med at blive, da han i 2020 blev dømt til døden.

Tomohiro havde generelt svært ved at kontrollere sin vrede. Hans mor havde tidligere boet hos ham, men hun havde valgt at flytte, fordi hun blev tæsket af sin søn, der isolerede sig derhjemme, så hans sociale kompetencer blev svækket. Han havde tidligere været i politiets søgelys grundet sin voldelige adfærd, og denne endte altså med at eskalere i 2018. Hvorvidt Tomohiro rent faktisk dræbte sin far i selvforsvar er ikke til at vide med sikkerhed.

Total Page Visits: 47 - Today Page Visits: 1