Yuhei Kodama var en dreng, som boede sammen med sine forældre i byen Shinjo i Yamagata-præfekturet. Det var også hér, han gik i skole, men imens han gik i grundskole, begyndte Yuhei at blive udsat for mobning fra de andre elever, hvilket varede ved, da han i 1992 begyndte i mellemskole, hvor de særligt fra de ældre børn, der drillede og chikanerede ham på daglig basis. Yuhei blev blandt andet beordret til at smide tøjet i klasseværelset, og optræde med pinlige sange, så han generelt blev ydmyget og gjort til grin foran de andre børn på skolen, som derfor ikke turde være venner med ham.
Yuheis storebror gik også på skolen, så han havde godt hørt, at hans lillebror blev udsat for mobning, men det var ikke noget, som Yuhei erkendte eller fortalte til hverken lærerne eller sin familie. I stedet bed han drillerierne i sig - selv da disse udviklede sig til voldelige overgreb. For selvom hans forældre dermed fik mistanke om, at han blev mobbet og sågar spurgte skolen, om dette var tilfældet, så var der ingen beviser for dette, og Yuhei selv nægtede at afsløre, at han dagligt blev hånet og tæsket på skolen.
Det er uklart, om han skammede sig, eller om han var bange for at forværre problemerne, men disse eskalerede ikke desto mindre den 12. januar 1993, hvor den 13-årige Yuhei skulle deltage i klubaktiviteter i gymnastiksalen efter skoletid. Hér blev han dog tvunget til at udføre numre af syv ældre elever, og da han på et tidspunkt besluttede sig for at gøre modstand, blev han i stedet banket af dem alle, hvorefter de valgte at skubbe ham ind i en sammenrullet gymnastikmadras, som de anbragte i oprejst stilling med Yuheis hoved vendt nedad, før de forlod ham i hjælpeløs tilstand uden at fortælle nogen, hvor han befandt sig.
Da Yuhei ikke kom hjem efter skolens lukketid, blev hans forældre derfor urolige, og de valgte da at kontakte skolen for at høre, om han stadig befandt sig på den. En lærer, som var til stede, tog derfor rundt på skolen for at lede efter Yuhei, indtil han ankom til gymnastikalen og hér fandt drengen i den sammenrullede gymnastikmadras. Men selvom han straks blev befriet, så var han dog livløs, og hans ansigt var svulmet op til dobbeltstørrelse, fordi han i timevis havde hængt med hovedet nedad, hvilket desværre havde kostet ham livet, idet han på et tidspunkt var blevet kvalt.
Fem dage senere blev de syv skyldige udpeget og anholdt, og mens fire af dem blev renset for anklager, så blev de tre andre imidlertid dømt for at have forvoldt Yuhei Komadas død, da to af dem blev sendt i et ungdomsfængsel, mens den tredje blev anbragt på en reformskole. De blev senere dømt til at betale erstatning til Yuheis familie. Men selvom sagen således var lukket, så skabte den ikke desto mindre fokus på problemet med mobning i Japan, hvor man længe havde ignoreret dette trods gentagende sager om børn, der havde begået selvmord efter at være blevet mobbet. Så nu, hvor et barn havde mistet livet som et direkte resultat af mobning, begyndte man at tage dette mere seriøst.
Det var dog mest af alt medierne, som tog debatten op, for de japanske skoler nægtede at forholde sig til mobning, som et udbredt problem. Selv Yuheis skole påstod, at han ikke var et offer for mobning, hvilket var et godt eksempel på, hvordan problemet for det første blev fornægtet, men også ignoreret, fordi man på de japanske skoler forsøger at løse konflikter internt. Selv i lokalsamfundet i Shinjo blev Yuheis død betragtet som et brud på den fælles fred, og tragedien blev derfor bagatelliseret af de lokale, mens mange sågar gav Yuhei skylden for sin egen død, fordi han som mobbeoffer ikke havde indordnet sig efter fællesskabet. Hans familie var da også udefrakommende, som var flyttet til Shinjo i slutningen af 1970'erne, men selvom de ellers havde forsøgt at indordne sig, så førte Yuheis død til, at de blev udsat for chikane, tilråb, hærværk og social udstødelse - altså kan man sige, at de ligeledes blev ofre for mobning, fordi dette bare var så almindeligt, at folk ikke kunne se problemet eller erkendte konsekvenserne ved det, selv efter et uskyldigt barns død.