Den 1. september 1923 oplevede Japan det dødeligste jordskælv i landets historie, da Kanto-regionen blev ramt af rystelser, der målte omkring 7,9 på richterskalaen. Epicentret lå syd for Tokyo og fordi der på daværende tidspunkt boede mere end 2 millioner mennesker i byen, der et halvt århundrede forinden havde fået status som Japans nye hovedstad, resulterede befolkningstætheden i titusindvis af dødsofre, idet store dele af storbyen blev lagt i ruiner. Dette skyldtes ikke mindst, at man siden slutningen af 1800-tallet havde forsøgt at modernisere det japanske samfund med udgangspunkt i Vesten, hvilket også betød indførelsen af Vestlig arkitektur såsom højhuse og byggeteknikker, der inkluderede brugen af mursten. Kanto-jordskælvet viste imidlertid, at disse nye og moderne bygninger ikke kunne modstå kraftige jordskælv, eftersom de faldt fra hinanden, og man indså således vigtigheden ved ikke blot at kopiere Vestlige bygninger - det var også nødvendigt at modificere dem.
Selvom mange blev dræbt under selve jordskælvet som følge af sammenstyrtede bygninger, så var de fleste dog indirekte ofre, idet endnu flere omkom under brande, som opstod grundet ødelagte gasrør, eftersom jordskælvet ramte klokken 11.38, hvor mange var i gang med at lave middagsmad. Cirka 38.000 mennesker havde for eksempel søgt tilflugt i Yokoamicho Park, hvor alle blev kvalt, da en gigantisk hvirvelvind af ild indtog området og sugede al ilten til sig. Vandrør var ligeledes gået i stykker, hvilket besværliggjorde slukningsarbejdet, så det tog flere dage at slukke ilden. Blandt de bygninger, der gik tabt var blandt andet universiteter og biblioteker, hvor vigtige dokumenter og historiske kilder blev brændt. Jordskælvet førte endvidere til, at Japans daværende højeste bygning og første vestlige skyskraber - Ryounkaku på 52 meter - blev ødelagt og efterfølgende måtte rives ned. Ryounkaku blev bygget i 1890 og indeholdt blandt andet Japans første elektriske elevator, ligesom det var den mest populære attraktion i Tokyo.
Uden for Tokyo blev landsbyer begravet i mudderskred, et tog med passagerer blev revet i havet, og ved kysten oplevede man en tsunami. Over en halv million hjem blev ødelagt og 1,9 millioner mennesker blev dermed hjemløse, mens det officielle dødstal lyder på 105.385 ofre, selvom det tidligere blev formodet, at langt flere var omkommet. Umiddelbart efter jordskælvet opstod der eksempelvis historier om, at op mod 500.000 mennesker havde mistet livet. Fejltællingen skyldtes blandt andet, at der i kølvandet på jordskælvet blev begået en massakre mod det koreanske mindretal i Tokyo og omegn, fordi der blev spredt rygter om, at koreanerne gjorde brug af den efterfølgende undtagelsestilstand til at stjæle og begå hærværk. Uskyldige koreanere i tusindvis blev ikke blot ofre for selvtægt - de blev også slået ihjel af politi- og militærfolk i en periode på tre uger efter jordskælvet, hvor mange fejlagtigt blev antaget for at være blevet dræbt under naturkatastrofen. Selvom over 300 japanere blev anholdt for mord, så fik mange af dem lov at gå fri, fordi man anså deres ugerning for at være en patriotisk handling og ikke en forbrydelse.
Efter jordskælvet blev det diskuteret at omlokalisere den japanske hovedstad, men Tokyo beholdt altså denne status, selvom mange borgere valgte at forlade området og søge til andre egne af Japan eller sågar udlandet, hvilket resulterede i en masseudvandring af japanere. Det var blandt andet også dengang flere af Tokyos nuværende yderområder blev befolket. Ødelæggelserne gjorde det dog muligt at modernisere Tokyo med helt nye vejsystemer og bygninger, hvilket den dag i dag kendetegner storbyen som en struktureret metropol, og så blev katastrofen desuden begyndelsen på et globalt fokus på vigtigheden ved at forstå jordskælv og sikre sig mod dem. I 1960 gjorde man i Japan 1. september til national katastrofebekæmpelsesdag, og Kanto-jordskælvet er fortsat en af de mest omtalte og skelsættende begivenheder i Japans historie.