Den 28. oktober 1891 klokken 6.38 blev Gifu-præfekturet ramt af et såkaldt indlandsjordskælv, der havde sit epicenter 10 km. under provinserne Mino og Owari, som derfor har lagt navn til jordskælvet. Med en styrke på 8.0 på richterskalaen er det det stærkeste indlandsjordskælv målt i Japan nogensinde. Forskydninger i jordskorpen er endnu at finde i området den dag i dag, hvor de optræder som mindre forhøjninger, og disse var dengang med til at give en dybere forståelse af jordskælv blandt datidens seismologer, som kunne gøre brug af jordlaget til feltarbejde, hvilket førte til banebrydende forskning inden for studiet af jordskælv, såsom Omoris lov, der påviser, hvordan antallet af efterskælv falder i kølvandet på et stort jordskælv.
Mere end 7.000 mennesker omkom som følge af jordskælvet - primært grundet nedstyrtede bygninger og efterfølgende brande. Tabstallet var størst i byer omkring Gifu, men man oplevede ligeledes ødelæggelser i nærliggende storbyer som Nagoya og Osaka, mens jordskælvet kunne mærkes i flere minutter i Tokyo. Jordskælvet hændte i en tid, hvor Japan var ved at modernisere samfundet med inspiration fra Vesten, så mange af de bygninger, der blev ødelagt, var blevet opført inden for de seneste årtier. Det gjaldt også andre strukturer såsom en jernbanebro, der kollapsede.