Tragedien i Hakkoda-bjergene i 1902

Tragedien i Hakkoda-bjergene i 1902      Tragedien i Hakkoda-bjergene i 1902

Den 23. januar 1902 blev 210 soldater fra den japanske hær sendt af sted gennem Hakkoda-bjergene i Aomori-præfekturet for at undersøge om det var muligt at anlægge en passage fra kysten, hvis det russiske militær skulle finde på at ødelægge vej- og jernbanenettet i området. På denne tid var der spændinger i luften mellem Japan og Rusland, hvilket førte til den russisk-japanske krig to år senere, og man frygtede derfor et angreb fra Rusland, af hvilken grund man fra militærets side valgte at forberede sig på det værste. Turen gennem Hakkoda-bjergene var dog mest af alt en træningsmission, som skulle hærde de unge soldater og forberede dem på de umenneskelige forhold, de kunne risikere at skulle befinde sig i under en krig, eftersom bjergene var dækket af et tykt lag sne, som krævede både styrke og samarbejde at komme igennem.

Den 210 mand store enhed forlod Aomori tidligt om morgenen klokken 6.55 med kurs mod Tashiro Onsen 20 kilometer inde i bjergene – en tur der efter planen skulle vare i to dage, men vejret skiftede brat, og de 210 mand blev fanget i en voldsom snestorm, der førte til, at de for vild og i dagevis vandrede rundt i bidende kulde uden at ane, hvor de befandt sig. Den 25. januar blev der målt minus 41 grader i Japan, hvilket er den lavest målte temperatur i landets historie, og først dagen efter, den 26. januar, blev et redningshold sendt ud for at lede efter de forsvundne soldater, men da var det allerede for sent. Regimentet var splittet op, og mens den ene soldat efter den anden var omkommet af kulde i sneen, så gik de overlevende forvildet rundt i grupper, som hele tiden blev mindre og mindre. 193 mænd endte med at dø i bjergene – de fleste frøs ihjel i klynger i løbet af nætterne, mens seks andre omkom inden for de kommende to måneder efter at være blevet reddet. I sidste ende overlevede kun 11 mænd, og otte af dem måtte have amputeret lemmer grundet forfrysninger. En af dem var korporal Fusanosuke Goto, der var den første overlevende, som blev fundet den 27. Han endte med at miste både arme og ben. De sidste overlevende blev først fundet i en hytte den 2. februar, mens det sidste lig blev lokaliseret den 28. maj.

Med 199 ofre er dette den værste bjergvandringstragedie i verden i nyere tid, og i dag står en statue af Fusanosuke Goto i området til minde om ofrene. Hakkoda-bjergene er siden tragedien i 1902 blevet anvendt til lignende militærøvelser, men de er også blevet et eftertragtet mål for turister og skiløbere.

Total Page Visits: 322 - Today Page Visits: 1