Tragedien på Asahidake i 1962

Tragedien på Asahidake i 1962
Asahidake

Tragedien på Asahidake i 1962

Den 23. december 1962 forlod 11 medlemmer fra bjergbestigningsklubben ved Hokkaido University of Education Hakodate for at bruge vinterferien på at bestige det knap 2,3 kilometer høje bjerg Asahidake på det centrale Hokkaido. Gruppen bestod af studerende fra forskellige årgange og blev delt op i to hold bestående af henholdsvis 5 og 6 personer med en leder fra fjerde årgang på hvert hold. Asahidake er det højeste bjerg på Hokkaido, men det er dog en del af en bjergkæde, og turen mod toppen ville derfor vare i flere dage, hvor de studerende skulle overnatte i bjerghytter og telte undervejs. Ydermere var bjergene dækket af sne, så det var generelt en krævende udflugt, der havde til formål at fungere som træning for de unge mennesker, så de kunne opnå erfaring i at bestige bjerge. Men i begyndelsen af det nye år, var det desværre kun en enkelt af dem, som vendte ned fra bjerget i live.

De to hold påbegyndte turen fra to forskellige ruter og skulle efter planen mødes på selve bjerget den 28. december, så de sammen kunne tage turen ned samme dag. Men i denne periode blev Japan ramt af voldsomme mængder sne, hvilket der dog ikke var tegn på, da turen gennem bjergene begyndte den 24. december. I de første dage var sigtbarheden nemlig god med lette snebyger, men temperaturen nåede imidlertid ned på omkring minus 30 grader om natten, og selv i dagtimerne var det bidende koldt.

Den 28. december skulle de to hold efter planen mødes efter at have passeret flere bjerge, men grundet forsinkelse blev de først forenet dagen efter, hvor vejret var klart, og der var derfor stadig ikke tegn på uvejr, selvom en stormvarsling var blevet sendt ud via radio. Den 30. december blev de 11 studerende derfor overrasket af en snestorm, hvilket fik dem til at bygge en iglo, hvor de kunne være i læ. Hér opholdt de sig i flere timer, indtil loftet pludselig begyndte at bryde sammen i løbet af aftenen, hvor mørket var faldet på, samtidig med at stormen forsat rasede. Der udbrød derfor panik, mens de unge mennesker forsøgte at danne sig et overblik over situationen og holde sig selv beskyttet fra elementerne, men det meste af deres udstyr gik tabt, og de måtte derfor holde varmen ved at forsamle sig, mens de forsøgte at holde sig vågne med fællessang.

Den næste morgen var gruppen derfor stærkt nedkølet, da de nåede frem til toppen af Asahidake. Men hér skulle det hurtigt vise sig, at de alle var så medtaget, at de én efter én begyndte at kollapse og simpelthen faldt døde om i sneen. Mens de overlevende forsøgte at bygge igloer, hvor de kunne få varmen, begyndte de også at miste førligheden i kroppen, før de også mistede bevidstheden. Til sidst var der derfor kun to overlevende tilbage i skikkelse af den ene anfører og en studerende fra anden årgang, som nytårsdag måtte bæres ned fra bjerget, før han ligeledes udåndede på vejen. Og således var der kun en enkelt person, som kunne vende tilbage, da vejret klarede op samme dag, og han kunne dermed også slå alarm. Dog var det for sent, for alle hans medstuderende var allerede døde, og hændelsen blev efterfølgende forsøgt fortiet fra universitetets side, så denne kun blev omtalt i et beskedent omfang i medierne, selvom det var en af de værste bjergvandringsulykker i Japan i nyere tid. Men det skyldtes også, at den blev overskygget af en anden ulykke, der fandt sted i samme periode, hvor 13 universitetsstuderende omkom på Yakushi-bjerget i Toyama-præfekturet.

Ulykken skyldtes ikke kun det dårlige vejr, idet de studerende ligeledes besluttede sig for at fuldføre deres træning uden udstyr på trods af dette, så selvom den ene af holdlederne overlevede, så blev han også tillagt en stor del af skylden, idet han var den hovedansvarlige og samtidig den mest erfarne, hvilket er en mulig forklaring på, hvorfor lige netop han overlevede. Han blev dog ramt af stærke forfrysninger og måtte efterfølgende have sine fødder amputeret. Søgningen efter lig stod på i flere måneder, før det sidste blev fundet i midten af juli.

Total Page Visits: 109 - Today Page Visits: 1