Tyfonen Ida i 1945

Tyfonen Ida i 1945
Ødelæggelser efter tyfonen

          Tyfonen Ida i 1945

Tyfonen Ida begyndte som en tropisk cyklon over Stillehavet den 10. september 1945, hvor den gradvist antog status som tyfon, da den satte kursen mod Ryukyu-øerne, som tyfonen bevægede sig langs med, før den fortsatte videre mod de japanske hovedøer. Hér passerede tyfonen over størstedelen af landet, da den ramte Kyushu den 17. september, hvorefter den begav sig over Shikoku og de centrale egne af landet - heriblandt Kanto-regionen og dermed også hovedstadsområdet, hvorfra den fortsatte videre ud over Stillehavet, hvor den officielt døde ud den 20. september.

En måned forinden havde Japan tabt Anden Verdenskrig, og landet lå derfor i ruiner, hvilket blot blev forværret af tyfonen Ida, der blandt andet forstærkede ødelæggelserne i flere bomberamte byer, hvor folk levede i midlertidige boliger, som nemt faldt sammen. Dette var eksempelvis tilfældet i Hiroshima, der var blevet jævnet med jorden af en atombombe, og i Hiroshima-præfekturet endte omkring 2000 mennesker derfor med at miste livet, hvilket var mere end halvdelen af det nationale dødstal, der nåede op på over 3700 ofre, hvoraf 1300 af disse aldrig blev fundet.

Den højeste vindhastighed blev målt til lige knap 63 meter i sekunder i Makurazaki i Kagoshima-præfekturet, og på japansk er Ida derfor kendt som Makurazaki-tyfonen. Men det var dog ikke kun den stærke vind, der førte død og ødelæggelse med sig, for med tyfonen kom enorme mængder nedbør, der resulterede i store oversvømmelser og dermed også jordskred, der begravede hundredvis af bygninger. Værst stod det til i byen Kure, hvor mere end halvdelen af ofrene i Hiroshima-præfekturet omkom - primært som følge af jordskred. Tyfonen førte ydermere til et skibsforlis i det japanske hav, hvor et skib med koreanske flygtninge, der var på vej hjem til Korea, gik ned efter at have forladt Japan. Over 100 koreanere menes at have mistet livet, men man er dog ikke sikker på det egentlige antal dødsofre, idet dette er baseret på antallet af lig, der skyllede i land. Og eftersom ofrene ikke var japanere, er denne hændelse derfor også en ulykke, der længe har været overset.

Total Page Visits: 51 - Today Page Visits: 1