Japans historie er ikke inddelt i tidsaldre, men derimod perioder, der er blevet defineret med udgangspunkt i de samfundsforhold, som førhen kendetegnede tiden. Disse er eksempelvis blevet navngivet efter de byer, hvor den politiske magt befandt sig, men siden 1868 er hver periode dog blevet navngivet efter den regerende kejser. Her på siden kan du se en liste over Japans perioder samt en sammenfatning af de begivenheder og den levevis, som var med til at præge og dermed karakterisere disse.
Japans palæolitiske tid - altså den tidlige stenalder - begyndte på det tidspunkt, hvor mennesket første gang satte fod i Japan, der i denne periode var forbundet til det asiatiske fastland via det frosne hav under istiden. Det er dog ikke muligt at sætte et konkret årstal på, hvornår mennesket ankom til Japan, da det kun er spor fra i forvejen etablerede civilisationer, der har fungeret som bevis på, hvornår mennesket allerede havde slået sig ned i landet. Da havisen begyndte at smelte, blev forbindelsen til det asiatiske kontinent brudt, ligesom vandstanden steg, så Japan dermed blev delt op i øer. Dette førte til, at de mennesker, der havde slået sig ned i landet, blev splittet op, mens nogen blev fuldkommen isoleret fra hinanden, så der senere opstod forskellige folkefærd.
Menneskerne i Japan levede i små jægersamfund, hvor man benyttede sig af stenredskaber, og det er fundet af sådanne genstande, med hvilke man har været i stand til at bekræfte, at mennesket i hvert fald har befundet sig i Japan siden år 35.000 før vores tidsregning. Omkring år 14.000 før vores tidsregning førte opfindelsen af keramik til begyndelsen på Japans sene stenalder kaldet Jomon-perioden. 
Jomon-perioden er Japans sene stenalder og gik fra år 14.000 til år 300 før vores tidsregning. Mennesket havde allerede befolket alle egne af Japan på dette tidspunkt - både de sydlige Ryukyu-øer og helt frem til Hokkaido i nord - og Jomon-perioden begyndte med opfindelsen af keramik, hvilket er grunden til, at perioden har fået sit navn efter de effekter af ler, som man har fundet fra denne tid. Det drejer sig både om krukker, vaser og skulpturer. Særlig kendt er dogu-figurer, der minder om robotter eller rumvæsner, selvom de er skabt til at forestille mennesker. I denne tid blev der desuden lavet smykker af naturmateriale.
Japan var fortsat et jægersamfund i Jomon-perioden, men med tiden begyndte man at dyrke landbrug, hvilket førte til begyndelsen på Yayoi-perioden. Hokkaido fortsatte dog med at befinde sig i en forlængelse af Jomon-perioden nogle århundreder endnu. 
Yayoi-perioden gik fra år 300 før vores tidsregning til år 250 efter vores tidsregning. Denne periode på 550 år er den japanske jernalder, hvor man bliver præsenteret for metal og blandt andet begynder at kreere klokker og sværd. Ler var ligesom i Jomon-perioden et populært materiale, der for eksempel blev anvendt til at lave krukker og figurer. Perioden er opkaldt efter yayoi-folket, der derimod er opkaldt efter det område, hvor man første gang fandt arkæologiske effekter fra disse mennesker, hvis kultur eksisterede fra det sydlige Kyushu til det nordlige Honshu. Man mener, at dette var den tidlige begyndelse på nutidens japanere, der blev til, da det indfødte folk begyndte at formere sig med indvandrere fra det asiatiske fastland, hvorved en ny genetisk gren blev skabt. Andre indfødte folkefærd fortsatte med at eksistere med den oprindelige arvemasse, hvilket for eksempel drejede sig om Ryukyu-folket på Ryukyu-øerne og Ainu- og Emishi-folket i Tohoku-regionen og på Hokkaido.
Yayoi-perioden er desuden begyndelsen på det japanske landbrugssamfund, hvor marker og bondelandsbyer blev mere og mere udbredt, hvilket blandt andet skyldtes tilrejsende kinesere, der introducerede dyrkningen af ris. Dette skabte den første klasseopdeling i Japan baseret på ejendom. Alt i alt er denne tid præget af kontakt med de asiatiske nabolande, hvis kultur og opfindelser blev taget til sig af yayoi-folket. Påvirkningen fra udlandet førte også til, at det japanske sprog opstod, hvilket er grunden til, at dette adskiller sig fra andre indfødte sprog. Det er også fra denne periode, man finder den tidligste kilde, der nævner det japanske folk, i form af en kinesisk tekst, hvor Japan kaldes for Wa. 
Kofun-perioden gik fra år 250 til 538 og er navngivet efter enorme gravsteder, der er unikke for Japan. Disse består af menneskeskabte voldgrave med nøglehulsformede øer i midten, hvor man begravede datidens vigtige personligheder. Kofun-perioden er kendetegnet ved et andet unikt aspekt ved Japan, nemlig shintoismen, der er en naturreligion, hvor man tror, at alt i denne verden er besjælet med en ånd. Dette førte til anlæggelsen af helligdomme rundt om i Japan, der i denne tid var delt op i flere regioner. Den største region (som officielt var Japan) blev styret af Yamato-folket, hvis territorium strakte sig fra det nordlige Kyushu og størstedelen af det vestlige Honshu, hvor Emishi-folket havde hjemme i nord, mens Ainuer beboede Hokkaido. Handel med Kina og Korea førte til en kulturel udvikling i landet, der fik Japan til at minde om sine nabolande. For eksempel blev bøger importeret fra Kina, hvilket medførte, at man i Japan adopterede det kinesiske skriftsystem og dermed også kinesisk etikette og filosofi. På samme tid var der mange kinesere og koreanere, der immigrerede til Japan, hvor de slog sig ned og var med til at udvikle samfundet.
Japan var i Kofun-perioden opdelt i klaner, og den politiske såvel som kulturelle magtbase var nutidens Kansai-region, hvor man den dag i dag finder byer som Nara, Osaka og Kyoto. Hver klan havde sin egen gud (kami), og ifølge shintoismen var Japan skabt af guderne, og kejserslægten var efterkommere af den vigtigste kami, solgudinden Amaterasu. I Kofun-perioden blev navnet Yamato tilføjet til det japanske kejserhus, der siden har været kendt som Yamato-dynastiet.
Kofun-perioden blev efterfulgt af Asuka-perioden, hvor buddhismen blev introduceret til Japan, men de to perioder kan også betragtes som en enkel periode kaldes Yamato-perioden. 
Asuka-perioden gik fra år 538 til år 710 og er navngivet efter Asuka-regionen syd for Nara, hvor den politiske magtbase befandt sig i form af Yamato-klanen. Denne periode starter med, at buddhismen blev introduceret til Japan fra Kina og Korea, hvilket skabte voldsomme ændringer i det japanske samfund, hvor templer blev grundlagt overalt i landet de kommende mange hundrede år, uden at disse dog kom i konflikt med tilstedeværelsen af de helligdomme, der var tilknyttet shintoismen, som på daværende tidspunkt var den eneste religion i Japan. Med tiden gled shintoismen og buddhismen snarere sammen og de to religioner har siden eksisteret side om side som de største trosretninger i det japanske samfund. Med buddhismen fulgte ikke blot et nyt verdensbillede, men ligeledes nye traditioner, menneskesyn og en ny opfattelse af livet og døden, samtidig med at konfucianismens tanker blev bragt til landet og førte til en ny opfattelse af moral og levevis. Det var også i denne periode, man i Japan tog den kinesiske kalender til sig, hvilket blandt andet medførte, at man både blev i stand til at opdele døgnet i tolv timer og året i tolv måneder. I afslutningen af denne periode blev de første japanske mønter desuden produceret.
I Asuka-perioden var Japan stadig et klansamfund, men Yamato-klanen var den øverste magt og sørgede for at sikre sig politisk kontrol over området fra det nordlige Kyushu til Tohoku-regionen på Honshu ved blandt andet at indføre skatter og erklære folket for undersåtter af tronen. Yamato blev synonym for Japan, der i denne periode blev opdelt i provinser, ligesom hovedstaden fortsat skiftede for hver gang en ny kejser kom til magten, men dette blev der lavet om på med begyndelsen på Nara-perioden, hvor man i Nara etablerede landets første permanente hovedstad. I Asuka-perioden oplevede Japan dog at have sin første eneregerende Kejserinde - en titel som kun syv andre kvinder nåede at få i Japans historie. 
Nara-perioden begyndte i år 710, da Kejserinde Genmei etablerede hovedstaden Heijo-kyo, der senere blev kendt som Nara - deraf navnet på perioden. Indtil da havde man i Japan flyttet hovedstaden, hver gang en ny Kejser kom til magten, men i denne periode fik Japan for første gang en permanent hovedstad (der dog kortvarigt skiftede til to andre steder fra 740 til 745), indtil i 784, hvor den igen blev flyttet - denne gang til Nagaoka-kyo og ti år senere til Heian-kyo: nutidens Kyoto, hvilket blev begyndelsen på Heian-perioden. Nara blev således Japans første metropol, hvor det menes, at 200.000 mennesker, svarende til 7 % af befolkningen, boede i denne tid. Byen blev blandt andet gjort til endepunktet på Silkeruten, der gjorde det muligt for Japan at handle med andre asiatiske lande. Grunden til, at kejserslægten valgte at forlade Nara i 784 skyldes, at buddhismen endte med at få så stor politisk indflydelse, at man simpelthen valgte at bryde med denne ved på ny at flytte hovedstaden. Men buddhismen havde imidlertid fået så stor udbredelse i Nara, at byen forblev et hovedsæde for religionen og selv den dag i dag er kendt for sine talrige templer, hvoraf hovedparten af disse blev etableret under Nara-perioden.
Det var også i Nara-perioden, man første gang etablerede japanske haver, ligesom man i denne tid begyndte at nedskrive de myter, der i dag udgør grundlaget for Japans historie, idet det kun er fra disse kilder, man har kendskab til landets fortidige forhold, hvilket dog også betyder, at der netop er tale om myter, idet deres ægthed ikke kan verificeres. Nara-perioden er blandt andet kendetegnet ved, at man gradvist begyndte at japanisere indflydelsen fra Kina, hvilket blandt andet førte til den spæde udvikling af det japanske skriftsystem, som tog udgangspunkt i de kinesiske skrifttegn, der ikke fuldt ud gjorde det muligt for japanere at udtrykke sig på skrift. 
Heian-perioden varede i knap 400 år fra år 794 til 1185 og er navngivet efter datidens Kyoto (Heian-kyo), der blev gjort til Japans hovedstad, efter kejserfamilien flyttede dertil ved periodens begyndelse efter at have forladt Nara og kortvarigt opholdt sig i Nagaoka-kyo. Præcis som med Nara blev Heian-kyo opført med udgangspunkt i den kinesiske hovedstad Chang'an, hvor paladset blev gjort til byens centrum. Perioden er generelt kendetegnet ved at være en tid, hvor hoffets magt og status var på sit højeste, og den endte derfor i 1185, da Minamoto no Yoritomo fik den politiske kontrol over Japan og senere etablerede Kamakura-shogunatet. Man har kunnet få et helt særligt indblik i Heian-periodens aristokratiske kultur og traditioner via historiske dokumenter som Fortællingen om Genji og Pudebogen, der blev skrevet af japanske hofdamer i denne tid. Det er blandt andet fra disse, man er blevet sat ind i datidens skønhedsidealer, hvilket eksempelvis inkluderede sortmalede tænder, pudrede ansigter og bortbarberede øjenbryn. Det var dog ikke kejserslægten, der besad den egentlige magt under Heian-perioden, men derimod den adelige Fujiwara-klan, der havde stor indflydelse ved hoffet og i teorien kontrollerede dette ved blandt andet at knytte sig til kejserslægten via ægteskaber. Fujiwara-klanen mistede med tiden sin status, og der opstod i højere grad politiske uenigheder i løbet af det 11. århundrede, hvor forskellige klaner konkurrerede om magten. Dette førte til den tidlige opblomstring af samuraiklassen, der eskalerede med Genpei-krigen, hvor slaget mellem Taira-klanen og Minamoto-klanen altså endte med en sejr til Japans kommende shogun Minamoto no Yoritomo.
Det japanske territorium voksede også i størrelse under Heian-perioden, hvor man fik overvundet Emishi-folket, der boede på det nordlige Honshu, hvorved hele øen blev gjort til Kejserens domæne. Emishi-folket ville inden længe forsvinde efter at være blevet besejret. Heian-perioden var også en tid, hvor buddhismen i sandhed fik styrket sin status i Japan, idet forskellige skoler og templer skød op rundt omkring i landet - særligt i og omkring hovedstaden. Det var blandt andet i denne tid man opførte Byodoin-templet i Uji og tempelkomplekset på Koya-bjerget. En af de mest indflydelsesrige munke var Kobo Daishi - også kendt som Kukai - der ikke blot etablerede Shingon-sekten, men ligeledes rejste rundt i landet og hjalp med at anlægge templer, ligesom han grundlagde pilgrimsruten på Shikoku. Under Heian-perioden blev kontakten med Kina for en tid begrænset, hvorved man fik mulighed for at udvikle den japanske kultur, hvilket blandt andet resulterede i udformningen af de to skriftsystemer hiragana og katakana, der blev skabt med udgangspunkt i kinesiske skrifttegn, der endnu var det officielle skriftsprog. Malerkunst blev ligeledes en udbredt praksis, og det førte til udviklingen af en helt unik stilart, der siden har været symbolet på japansk kunst. 
Kamakura-perioden varede i cirka 150 år og startede i 1185 med Taira-klanens nederlag i Genpei-krigen, hvorved Minamoto-klanen fik den politiske magt i Japan. Kejseren udpegede i den forbindelse Minamoto no Yoritomo som landets shogun, og han slog sig efterfølgende ned i Kamakura, hvor han i 1192 grundlagde Kamakura-shogunatet, som perioden er navngivet efter. Da shogunatet ophørte i 1333 sluttede Kamakura-perioden derfor også. Byen Kamakura oplevede en massiv udvikling i denne tid, hvor mange af byens templer blev opført - blandt andet fordi man i Japan blev introduceret for Zen-buddhismen, og det var desuden også hér, man anlagde landets første kunstige ø, der skulle fungere som havn for handelsskibe.
Kamakura var på et tidspunkt hjemsted for 200.000 mennesker, hvilket dermed gjorde byen til den største i Japan og en af de største i verden i denne tid. Over 20.000 indbyggere blev dog dræbt af et jordskælv i 1293, hvilket lagde store dele af Kamakura i ruiner i en tid, hvor nationen i forvejen var præget af problemer. I årtierne forinden oplevede Japan nemlig sit første store angreb fra udlandet, da Mongoliet valgte at invadere landet ad to omgange, men den mongolske flåde blev dog ødelagt i en tyfon, hvilket førte til begrebet kamikaze (guddommelig vind) og en styrkelse af japanernes opfattelse af, at de og deres land nedstammede fra guderne. Krigen med Mongoliet havde dog været en dyr affære, og shogunatet blev blandt andet nødt til at hæve skatterne, hvilket gradvist resulterede i utilfredshed blandt borgere, der fik sværere ved at klare tilværelsen, og samuraier, der ikke modtog løn for deres militærindsats. På samme tid var det nødvendigt at bevare kontrollen over det japanske hof i datidens Kyoto, men shogunatet oplevede til sidst modstand, da Kejser Go-Daigo kom til magten i 1318. Dette førte nemlig til en borgerkrig mellem tilhængere af kejserlægten og tilhængere af shogunatet, hvilket i 1333 resulterede i sidstnævntes fald. Herefter begyndte den såkaldte Kenmu-restauration, hvor Kejser Go-Daigo forsøgte at genvinde kejserligt styre i Japan. 
Kenmu-restaurationen er en lille periode på tre år, der begyndte i 1333, hvor Kejser Go-Daigo havde genvundet den politiske magt over Japan, efter Kamakura-shogunatet var blevet besejret og afskaffet. Kenmu-restaurationen er kendetegnet ved Kejser Go-Daigos forsøg på igen at gøre Japan til et kejserligt styre, og han besad officielt magten over landet, men blev samtidig den sidste kejser til at gøre dette i over 500 år, eftersom hans bestræbelser ikke var en succes. Kejseren var nemlig ikke politisk begavet, så han sørgede for eksempel ikke for at sikre sig folkets gunst - heriblandt samuraiklassen, der måtte betale ekstra skatter, fordi Kejseren fik lyst til at bygge et nyt palads. Dette fik til sidst fatale konsekvenser for Kejser Go-Daigo, for i det skjulte havde generalen Ashikaga Takauji nemlig slået sig ned i Kamakura med henblik på at etablere et nyt shogunat, og da Kejseren fik kendskab til dette beordrede han et angreb på Ashikaga-klanen, der i midlertid opildnede landets samuraier til at støtte dem i stedet for Kejseren, der på den måde måtte se sig selv blive forrådt af den folkegruppe, han havde forsømt. Kejser Go-Daigos beskedne hær blev overvundet, og den 25. februar 1336 ankom Ashikaga Takauji til Kyoto, hvor han to år senere blev udpeget til Japans nye shogun, hvorved Ashikaga-shogunatet begyndte. 
Muromachi-perioden er også kendt som Ashikaga-perioden, idet den er navngivet efter Ashigaka-shogunatet, der også blev kaldt for Muromachi-shogunatet efter det distrikt i Kyoto, hvor dette fik base i 1378. Ashikaga-shogunatet besad den politiske magt i Japan fra 1338 til 1573, men Muromachi-perioden begyndte dog to år tidligere, efter Ashikaga Takauji havde opnået en bred støtte blandt Japans samuraiklasse, så han dermed fik overvundet Kejser Go-Daigos hær og sikret sig kontrollen over Japan. Ashikaga-shogunatet blev herefter grundlagt i Kyoto, der på dette tidspunkt fungerede som landets hovedstad, idet det var hér Kejseren boede. På den måde kunne man nemmere holde øje med det japanske hof og undgå oprør fra denne front, men Kejser Go-Daigo flygtede dog til Yoshino, hvor han oprettede sit eget hof, der konkurrerede med det i Kyoto, hvorved Japan altså havde et imperialt styre i nord og et i syd. Denne tid er kendt som Nanbokucho-perioden og endte i 1392, da Go-Daigos hof overgav sig.
For at varetage kontrollen over resten af landet, udnævnte shogunatet daimyoer rundt omkring i Japans provinser, som blandt andet førte til anlæggelsen af de første borge, hvilket stimulerede fremkomsten af små byer, der ville ende med at vokse i størrelse henover de kommende hundrede år og blive nogle af de storbyer, der eksisterer i dag - heriblandt Tokyo, der blev grundlagt som byen Edo i 1427. Ashikaga-shogunatet oplevede dog modstand fra dets daimyoer, hvilket i 1467 resulterede i den ti år lange Onin-krig, der lagde størstedelen af Kyoto i ruiner. Samtidig gik Japan ind i den såkaldte Sengoku-periode, der er kendetegnet ved at være en tid præget af interne konflikter, for selvom det lykkedes for Ashikaga-slægten at bevare shogunatet, så var dette dog svækket, eftersom man mistede opbakningen fra flere daimyoer. Dette førte til flere borgerkrige henover de næste hundrede år, før shogunatet blev væltet af daimyoen Oda Nobunaga i 1573, hvorved han overtog den politiske magt.
Det var også i Muromachi-perioden, Japan for første gang fik kontakt til Vesten, da nogle portugisere ankom til landet i 1543. Allerede få år senere gik koloniseringen af landet i gang, da præster og missionærer kom til for at udbrede kristendommen, men det var dog ikke det eneste nye, som man i Japan blev introduceret for, idet man ligeledes begyndte at importere nye produkter såsom skydevåben, brød og glas, hvilket medførte, at man desuden måtte tage helt nye ord og begreber til sig. Handel med Portugal foregik primært i Nagasaki, der inden længe blev gjort til et kristent hovedsæde i Japan. I bytte for varer modtog de portugisiske handelsskibe oftest guld og sølv, men også japanske slaver, der blev fragten til udlandet som arbejdskraft eller prostituerede, hvorved disse blev de første japanere til at sætte fod i blandt andet Vesten. Slavehandel med Kina og Japan blev dog gjort forbudt af de portugisiske myndigheder allerede i 1571. 
Azuchi-Momoyama-perioden er en kort periode på 30 år, der gik fra 1573 til 1603, og den fungerer således også som afslutning på Sengoku-perioden. Azuchi-Momoyama-perioden og begyndte, da daimyoen Oda Nobunaga fik væltet Ashikaga-shogunatet, hvorefter han overtog den politiske kontrol af Japan. Med hjælp fra sin efterfølger Toyotomi Hideyoshi lykkedes det for Oda Nobunaga at gøre op med flere årtiers borgerkrig, da han formåede at samle landets daimyoer under sig, uden han dog agtede at etablere et shogunat. Oda Nobunaga døde i 1582, mens Toyotomi Hideyoshi døde i 1598, men herefter opstod der uenigheder om, hvem der skulle efterfølge ham, idet Toyotomi Hideyoshis søn kun var fem år gammel. Daiymoen Tokugawa Ieyasu så derfor en mulighed for at få kontrol over Japan, da han i al hemmelighed planlagde at oprør, der eskalerede med Slaget ved Sekigahara i 1600, hvilket blev det største slag, der havde fundet sted på japansk jord, da over 100.000 loyale tilhængere af henholdsvis Toyotomi-slægten og Tokugawa-slægten tørnede sammen i et syv timer langt blodbad, hvor 30.000 mænd omkom. Tokugawa Ieyasus hær var i undertal, men han endte alligevel med at vinde slaget - blandt andet fordi han var i besiddelse af geværer og kanoner, som han havde erhvervet sig fra Vestlige handelsskibe. Ieyasu Tokugawa slog sig efterfølgende ned i Edo (datidens Tokyo), hvor han i 1603 etablerede Tokugawa-shogunatet, hvilket blev enden på Azuchi-Momoyama-perioden, selvom man dog kan betragte denne som værende afsluttet allerede med Tokugawas sejr efter Slaget ved Sekigahara i 1600. Perioden er navngivet efter de to borge i Azuchi og Momoyama, der tilhørte henholdsvis Oda Nobunaga og Toyotomi Hideyoshi.
Azuchi-Momoyama-perioden var desuden den tid, hvor man i Japan foretog den første store invasion i udlandet, da man to gange forsøgte at invadere Korea, men begge gange dog uden held. Kontakt med udlandet var generelt et kendetegn ved perioden, hvor det især var handel med Vesten, der satte sit præg på samfundet. Portugal havde domineret på denne front, men i slutningen af perioden kom hollandske og spanske skibe også til Japan. I slutningen af 1500-tallet havde kristne missionærer formået at konvertere omkring 200.000 japanere, hvoraf mange af disse befandt sig nær Nagasaki, hvor man derfor begyndte at opføre kirker ved blandt andet at smadre helligdomme og templer. Kristendommen blev gradvist betragtet som en fjende af nationen, og modstanden over for europæere steg derfor. 
Edo-perioden begyndte i 1603, da Tokugawa Ieyasu etablerede Tokugawa-shogunatet i Edo (datidens Tokyo, der har lagt navn til perioden), efter han i 1600 havde overtaget den politiske magt i Japan ved at vinde Slaget ved Sekigahara. Nogen betragter derfor år 1600 som værende den egentlige begyndelse på Edo-perioden, der generelt er kendetegnet ved at være en tid præget af fred, idet Japan officielt blev samlet under ét styre. Dette skyldtes blandt andet den måde, som man fra shogunatets side valgte at holde landets godt 300 daimyoer i skak, for Tokugawa Ieyasu havde selv været daimyo, så han var om nogen klar over, at de kunne udgøre en trussel, så for at sikre sig deres loyalitet, blev det besluttet, at familierne til alle daimyoer skulle være bosiddende i Edo, hvor de i teorien skulle fungere som gidsler, så daimyoerne på den måde var nødt til at rejse frem og tilbage fra deres respektive egne og således bevare et tæt forhold til shogunatet, der ligeledes sørgede for at knytte bånd til kejserslægten via ægteskaber. Den fredelige tid betød desuden, at mange samuraier stod uden beskæftigelse og dermed blev roniner - herreløse samuraier - mens fodsoldaterne ashikaga helt blev overflødige. Mange samuraier endte af den grund med at blive ansat ved fægteskoler, og dyrkelsen af kampsport blev med tiden mere og mere udbredt.
Begyndelsen af 1600-tallet var dog fortsat præget af uro, hvilket særligt skyldtes to grupper: Toyotomi-klanen og de kristne. Det var Toyotomi Hideyoshi, der tidligere besad kontrollen over Japan, og det var hans død i 1598, der førte til, at Tokugawa Ieyasu valgte at tilkæmpe sig magten, eftersom Hideyoshis søn, Hideyori, på det tidspunkt kun var fem år gammel og derfor ikke kunne efterfølge sin far. I 1614 var Hideyori dog blevet voksen og sammen med en gruppe loyale støttere valgte han at begå oprør mod Tokugawa-shogunatet, hvilket resulterede i et slag ved Osaka-borgen, hvor Toyotomi-klanen blev bragt til en ende, da Hideyori begik seppuku, hvilket således konsoliderede Tokugawa-shogunatets overherredømme. Men der var dog også problemer med de kristne, som der efterhånden var flere tusinde af i Japan, idet der endnu foregik handel med Vesten, hvorfra der kom præster og missionærer i hobetal. Fra shogunatets side var man opmærksom på den koloniseringsproces, der på dette tidspunkt foregik i resten af verden, så man betragtede i stigende grad kristendommen for at være en fjende, hvilket førte til, at man simpelthen valgte at forbyde religionen og samtidig bandlyse alle udlændinge, og for at sikre sig yderligere lukkede man desuden grænserne af til omverdenen, så handel og kontakt med denne fremover kun kunne foregå med Holland og Kina på en kunstig ø kaldet Dejima i Nagasaki, hvorved den såkaldte sakoku (lukket land)-politik trådte i kraft, da det samtidig blev forbudt for japanere at forlade landet. Dette skete efter Shimabara-oprøret, hvor en gruppe kristne rebeller gik til modstand mod shogunatet i Shimabara på Kyushu, hvilket resulterede i en massakre af de kristne og et øget had til religionen. Det blev nemlig forbudt at være kristen i Japan, så alle kristne japanere blev tvunget til at frasige sig deres tro, og hvis de nægtede, blev de i stedet henrettet. Dette betød, at mange kristne japanere måtte leve i frygt og holde deres tro hemmelig, mens andre havde held med at flygte til udlandet.
Lukningen af Japans grænser betød, at japansk kultur oplevede en renæssance under Edo-perioden, idet påvirkningen fra udlandet var minimal, hvorved japanerne altså var nødsaget til at udvikle samfundet med udgangspunkt i deres egne værdier. Dette førte til nye former for kunst, musik og teater, ligesom der opstod nye myter, digteformer og fortælleteknikker, idet der generelt opstod et behov for alsidig underholdning. Samtidig blomstrede de nationalistiske tanker, for uden kontakt til andre lande blev det ret almindeligt at japanerne betragtede sig selv som rene og overlegne i forhold til andre folkefærd. Økonomien var ligeledes afhængig af en national orden, og med en hierarkisk opdeling af landets samfundsklasser var alle borgere bekendt med deres plads og status, så dagligdagen derfor blev præget af rutine. Dette højnede livskvaliteten blandt japanerne, hvilket blandt andet kommer til udtryk i befolkningsudviklingen under Edo-perioden, hvor antallet af indbyggere i Japan blev fordoblet og nåede op på 30 millioner. Mange af Japans borge blev revet ned, da Tokugawa-shogunatet kun tillod én borg per distrikt, men disse blev imidlertid renoveret og gjort til enorme komplekser, der fungerede som hjertet i de byer, hvor mange japanere valgte at slå sig ned. At man i Japan var overladt til sig selv betød dog også, at landsdækkende sult blev en konsekvens af perioder, hvor høsten fejlede, eller hvis landet blev ramt af naturkatastrofer.
I 1800-tallet blev idyllen desuden spoleret, da Japan i højere grad blev udsat for henvendelser fra udlandet, idet man her ønskede at komme i kontakt med Japan, så man kunne indgå handelsaftaler. Mod øst var USA opstået i løbet af Edo-perioden, og det var især hér, man var interesseret i japanske varer, så man kunne positionere sig på verdensmarkedet. I 1853 ankom Matthew Perry med sine "sorte skibe" til Japan og opfordrede landet til at åbne sig op for omverdenen med truslen om sanktioner, hvilket blev begyndelsen på enden for Tokugawa-shogunatet - den periode, der kaldes for bakumatsu. I Japan så man sig nemlig nødsaget til at ophæve sin sakoku-politik, og dermed sluttede omkring 250 års isolation, da man først tillod amerikanske søfarere at betræde japansk jord, hvorefter andre nationaliteter fulgte trop. Hermed begyndte store omvæltninger at præge det japanske samfund og japanernes virkelighedsopfattelse, da man her blev introduceret for helt nye produkter, tænkemåder og koncepter, ligesom moden skiftede, da Vestlige klæder, kort hår og skæg blev mere og mere udbredt blandt mænd. De første fotografier blev for eksempel taget i Japan i denne tid, da kameraer kom til landet. Med udlændinge kom også nye sygdomme såsom kolera, der endte med at koste hundredetusinder af japanere livet, mens kristendommen igen blev tilladt, så Japans skjulte kristne frit kunne dyrke deres religion.
Mødet med udlandet på Japansk jord førte dog til stridigheder på flere planer. For det første var der endnu et udbredt had til udlandet blandt folket, hvilket resulterede i både diskriminering og sågar drab på udlændinge, der blev set ned på, fordi de blev anset for at være urene og barbariske. På den anden side var der også mange japanere, der betragtede især vesterlændinge for at være overlegne, idet de var teknologisk avancerede i forhold til japanere, og dette førte til en fascination af Vesten og dennes ideologier, som man mente kunne være med til at løfte standarden i Japan, hvor man endnu befandt sig i den feudale tidsalder. I 1860'erne eksisterede der således to grupperinger i Japan: Dem der foragtede moderniseringen, og dem der støttede op om den, og da shogunatet blev gjort til et symbol for fortiden, var det derfor også styret, man valgte at gå imod for at bryde med denne. I stedet agtede man at gøre den nyligt tiltrådte Kejser Meiji til Japans officielle overhoved, og dette førte til Boshin-krigen i 1868, hvor der flere steder i landet blev udkæmpet kampe mellem tilhængere af shogunatet og tilhængere af Kejseren. Da Tokugawa-shogunatet blev væltet i Edo, blev dette samtidig enden på Edo-perioden og begyndelsen på Meiji-perioden, der blev navngivet efter Kejser Meiji, som fik den politiske magt i landet som den første kejser i over 500 år. Tiden omkring Edo-periodens afslutning er desuden kendt som Meiji-restaurationen, der er kendetegnet ved, at man i Japan lod sig inspirere af Vesten til at modernisere samfundet. Dette indebar blandt andet, at Kejseren flyttede fra Kyoto til Edo, der dermed blev Japans nye hovedstad og samtidig omdøbt til Tokyo. 
Meiji-perioden er navngivet efter Kejser Meiji, der fik den politiske magt i Japan efter Tokugawa-shogunatets fald under Boshin-krigen i 1868. Herfra blev japanske perioder navngivet efter den regerende kejser, og perioden sluttede derfor med Kejser Meijis død i 1912. Meiji-perioden anses for at være begyndelsen på det moderne Japan, da man i denne tid lod sig inspirere af Vesten til at modernisere Japan ved at bevæge sig bort fra den feudale tidsalder for i stedet at tage industrialiseringen til sig. Denne hæsblæsende moderniseringsproces er kendt som Meiji-restaurationen og førte til markante samfundsforandringer på ganske kort tid, hvor japanerne skulle vænne sig til en helt ny tilværelse. Udadtil begyndte japanerne at gå i Vestlige klæder, ligesom man påtog sig Vestlige frisurer og skægvækst. Elektricitet kom til landet, og nye bygninger såsom banker, museer og villaer blev opført i mursten med udgangspunkt i Vestlig arkitektur, og så åbnede Japans første jernbane i 1872, der med tiden gjorde det muligt for folk at rejse lange afstande på kort tid, mens sporvogne senere hen kom til i byerne. Biler kom også til Japan under Meiji-perioden, men det var dog hestevogne, cykler og rickshaws, der var de mest populære transportmidler. Nye begreber opstod, da man blandt andet blev nødt til at udvide sin forståelse af videnskab og teknologi, og med indførelsen af skoler blev flere og flere japanere i stand til at læse, ligesom de blev indehavere af den samme viden, hvilket for de voksnes vedkommende foregik med introduktionen af aviser, hvor der blandt andet blev postet fiktion, der førte til opblomstringen af mange store forfattere. Der blev indført en national dialekt, så det japanske sprog gradvist blev standardiseret, og så blev folk i stand til at kommunikere sammen på tværs af landet med et post- og telegrafvæsen, ligesom telefoner blev indført. Mange japanere blev sendt udenlands for at suge omverdenens kundskaber og erfaringer til sig, ligesom udlændinge blev hentet til Japan, så man kunne lære fra dem på første hånd, og det var med til at gøre Japan til den største asiatiske økonomi i denne periode. Japan blev desuden til et konstitutionelt monarki, da man dannede en regering, og landets første premierminister, Ito Hirobumi, trådte til i 1885. Daiymoer blev udnævnt til guvernører, og Japan blev for første gang opdelt i præfekturer.
Meiji-restaurationen havde dog også konsekvenser for den japanske kultur. Majoriteten af landets borge blev revet ned, da de blev betragtet som et unødvendigt levn fra fortiden. Samuraiklassen svandt bort, da der blev indført regler for brugen af våben. Og så besluttede man sig for at gøre shintoismen til statsreligion og således styrke Kejserens guddommelige status, da man via lov adskilte buddhismen og shintoismen, der før da var blevet dyrket side om side i Japan, hvor mange templer måtte indskrænke sig, da de samtidig fungerede som helligdomme. Grundet buddhismens tætte relationer til Tokugawa-shogunatet oplevede religionen derfor stor modstand i begyndelsen af Meiji-perioden, hvilket førte til flere angreb på templer, hvor bygninger, statuer og andre religiøse genstande blev ødelagt. Japan tog ligeledes den Vestlige kyskhed til sig, så mænd og kvinder ikke længere måtte være nøgne sammen, ligesom erotisk kunst samt skulpturer blev ødelagt eller gemt væk fra offentlighedens øjne.
Japan lod sig desuden inspirere af Vesten på andre måder, for udadtil kunne man se resultatet af koloniseringen, der havde ført til at Vesten dominerede på verdensplan, og da man anså Japan for at være et guddommeligt land, besluttede man sig for at teste sin egen styrke ved at etablere et militær og udbrede det japanske territorium. Japanerne havde stort set udryddet Ainu-folket på Honshu, så disse boede i stedet på Hokkaido, der dengang var kendt som Ezo. Her havde japanerne allerede slået sig ned, men under Meiji-perioden valgte man dog at gøre øen til en del af Japan, efter man i forbindelse med Boshin-krogen i 1869 havde besejret de sidste tilhængere af shogunatet, der havde etableret Republikken Ezo. 10 år senere overtog man Ryukyu-øerne, da man tvang kongen til at forlade dem og rejse til Tokyo, og da man herefter udså sig Korea, kom Japan i krig med Kina i 1894, hvilket førte til japansk sejr året efter, hvor Japan blandt andet fik kontrol over Taiwan, mens Korea blev gjort til en del af Japan i 1910, hvorved den japanske kultur begyndte at præge landet i tiden herefter. Japan var desuden i krig med Rusland fra 1904 til 1905, hvilket ligeledes resulterede i en sejr til Japan, og selvom landet havde lidt økonomisk, så begyndte hovmodet efterhånden at tage over, da man på kun et årti havde formået at overvinde to af verdens største lande. 
Taisho-perioden er navngivet efter Kejser Taisho og varede i de 24 år, hvor han sad på tronen, efter sin far Kejser Meijis død i 1912 til han selv gik bort i 1926. Kejser Taisho led dog af psykiske problemer, så allerede i 1919 tog hans søn, kronprins Hirohito, over som regerende prins, og han ville ende med at efterfølge sin far som Kejser Showa. Taisho-perioden er generelt kendetegnet som en tid, hvor indflydelsen fra Vesten i sandhed fik sit tag i det japanske samfund, hvor man for første gang indførte et egentligt demokrati med etableringen af et toparti-system. Det var især moden fra USA, der prægede påklædningen blandt Japans overklasse og ungdom, og flere og flere japanere flyttede til byerne, hvor gaderne blev gjort større, mens gamle bygninger blev revet ned, så etageejendomme kunne blive opført. Biler blev mere og mere udbredt i de japanske storbyer, og der var derfor behov for at indføre færdselsregler. Eftersom man havde implementeret et jernbanenet med udgangspunkt i et britisk system, valgte man derfor også, at biler skulle køre i venstre side præcis som i Storbritannien. Fascinationen af Vesten førte dog samtidig til en foragt over for andre asiater, så koreanere og kinesere, der befandt sig i Japan blev jævnligt udsat for diskrimination.
Under Første Verdenskrig sluttede Japan sig til de allierede styrker og nød økonomisk godt af krigen i Europa, idet man kunne producere og sælge krigsudstyr. Efter krigens afslutning var Japan således blevet en af verdens fem stormagter, og landet var derfor med til at oprette Folkeforbundet i 1920. I 1923 blev Japan dog ramt af den største naturkatastrofe i landets historie, da det store Kanto-jordskælv endte med at koste over 100.000 mennesker livet, mens Tokyo blev lagt i ruiner. Under det efterfølgende kaos blev mange koreanere blandt andet dræbt i en længerevarende massakre, da man frygtede, at de ville benytte sig af det svækkede samfund til at begå oprør og kæmpe for et selvstændigt Korea, da landet i denne tid var underlagt japansk styre. Nationalistiske tendenser fandtes altså stadig i Japan, hvilket senere skulle vise sig at få store konsekvenser, da man i Japan endnu mente, at man var et guddommeligt folk, der var hævet over andre - selv Vesten, som man ellers havde set op til, men i stedet begyndte at se ned på. 
Showa-perioden er navngivet efter Kejser Showa, og perioden varede derfor fra 1926 til 1989, hvor han var Japans regent, hvilket dermed gør Kejser Showa til den kejser, der har haft titlen som Japans Kejser i længst tid. Showa-perioden er ligesom Meiji-perioden kendetegnet ved voldsomme ændringer i det japanske samfund, hvilket primært skyldes, at det var i denne tid, Anden Verdenskrig fandt sted, hvor Japan spillede en dominerende rolle i Asien. Under Taisho-perioden havde man forgæves forsøgt at etablere et demokrati, hvilket blot resulterede i interne konflikter, da socialismen og kommunismen vandt frem som en trussel mod samfundsordenen. I stedet udformede man i 1925 en lov med det formål at bremse disse bevægelser, men det fik imidlertid blot den japanske nationalisme til at blomstre og med dette fulgte hovmod, da man i Japan så småt begyndte at betragte sig selv som værende overlegen i forhold til andre nationer, mens Vesten, som man tidligere havde set op til, blev anset for at være en fjende af Japan, der blandt andet valgte at melde sig ud fra Folkeforbundet og således på ny trække sig selv væk fra omverdenen.
Japans premierminister, Inukai Tsuyoshi, blev likvideret i 1932, da man fra militærets side forsøgte at begå et statskup, og selvom dette mislykkedes, så formåede man dog at tilegne sig den politiske magt, hvorved det blev muligt at forlede både Kejseren og folket med nationalistiske ideologier via konstruktionen af et fjendebillede i skikkelse af Vesten og et offer i skikkelse af Asien, som man mente, det var op til Japan at frelse og forene, så man kunne stå stærkest på verdensplan. Dette førte i første omgang til en invasion af Kina, hvor man dog ikke kom med fred, da man derimod startede en decideret krig ved at overtage byer og udøve massakrer på befolkningen. Japan fik blod på tanden og valgte at begive sig videre til andre asiatiske lande, og inden længe var deres erobringer ude af kontrol, hvilket styrkede japanernes selvbillede i en sådan grad, at man tilmed tillod sig at angribe USA ved at bombe flådestationen på Pearl Habor i 1941, hvorved USA officielt gik ind i Anden Verdenskrig, der allerede var godt i gang.
De kommende år blev en magtkamp mellem USA og Japan, og selvom Japan fik udbredt sit territorium og dermed så ud til at vinde krigen, så blev nationen dog også svækket grundet de økonomiske, materielle og menneskelige tab, som man led. De allierede styrker fik genvundet flere områder, mens Japan blev ramt på hjemmebane med bombetogter, men alligevel nægtede man at give op. Til sidst så USA ingen anden udvej end at tage et nyt masseødelæggelsesvåben i brug, da man kastede to atombomber over Hiroshima og Nagasaki, og med frygten for fuldkommen at blive destrueret valgte Japan endelig at overgive sig i 1945, hvilket samtidig blev slutningen på Anden Verdenskrig. Japan måtte opgive samtlige af sine territorier, så man blandt andet mistede Taiwan og Korea, mens hele landet desuden blev okkuperet af USA, der de næste 7 år varetog kontrollen over Japan, før en fredsaftale blev underskrevet i 1952. Dette skete blandt andet efter at Kejseren havde frasagt sin guddommelige status, ligesom shintoismen var blevet afskaffet som statsreligion, så man på den måde kunne forhindre, at de nationalistiske værdier skulle spire frem på ny. Det at gå i krig med andre lande blev desuden gjort forbudt via lov, og så blev et egentligt demokrati omsider indført.
Med okkupationen kom også mange nye ændringer i samfundet såsom nye traditioner. Det var blandt andet i denne tid personlige fødselsdage og jul blev indført i Japan, ligesom man tog det Vestlige nytår til sig. Hvor der før havde været en stor foragt mod Vesten, så blev man igen betaget af denne, og det var især amerikansk kultur, der var med til at sætte sit præg i Japan under genopbyggelsen af nationen. Forbrugssamfundet spredte sig i Vesten, og dette fik Japan blandt andet gavn af, da man valgte at investere i opfindelsen og udviklingen af nye produkter, som man solgte til udlandet, hvilket i løbet af blot få årtier fik den japanske økonomi til at boome, og således fik man også rejst sig fra ruinerne i en sådan grad, at Tokyo fik OL-værtsskabet i 1964, hvilket blev et symbol på Japans evne til at komme videre efter en katastrofe. Alle Japans byer blev genopbygget, så samtlige spor efter Anden Verdenskrig blev fjernet. I Tokyo byggede man blandt andet Tokyo Tower, der dengang var verdens højeste struktur, ligesom skyskrabere begyndte at skyde frem. De japanske hjem blev moderniseret, så der blandt andet kom flere værelser, heriblandt badeværelser, mens familier dog blev mindre, da man begyndte at få færre børn, ligesom det blev mere almindeligt for ældre at flytte på plejehjem. Og så var Japan fremme i forhold til den teknologiske udvikling, så fjernsyn, køleskabe, radioer og biler hurtigt kunne blive en del af husstanden hos mange middelklassefamilier, som der kom flere og flere af, så Japan med tiden blev en af verdens største økonomier, hvilket også skyldtes, at man på grund af loven ikke kunne indgå i de krige, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvorved man kunne forblive en fredelig nation, der ubekymret kunne udvikle sig.
Der var dog også ridser i lakken under den økonomiske optur, for som man havde frygtet før Anden Verdenskrig, så førte udbredelsen af kommunismen i Japan blandt andet til grupperinger, der endte med at blive terrorbevægelser, som både udførte interne og internationale angreb i løbet af 70'erne. De nationalistiske værdier var heller ikke helt forsvundet blandt befolkningen, så det politiske system oplevede modstand i forskellig grad - for eksempel da forfatteren Yukio Mishima forsøgte på et statskup i 1970. Og i slutningen af 1980'erne skete det uundgåelige så, da Japans økonomiske boble begyndte at briste, hvilket førte til det såkaldte "tabte årti", hvor Japan oplevede nedgang. 
Heisei-perioden begyndte, da Kejser Showa døde i 1989, og hans søn Akihito overtog tronen. Når han dør, vil han blive kendt som Heisei-kejseren, og af samme grund blev perioden navngivet Heisei. Som noget helt unikt, så endte denne dog ikke med Kejser Akihitos død, for han fik nemlig lov at abdicere og overlade tronen til sin søn Naruhito, hvilket skete den 30. april 2019, hvorved Heisei-perioden altså varede i 30 år. Denne er generelt kendetegnet som en kaotisk periode, for den startede stort set samtidig med at den økonomiske boble bristede efter flere årtiers økonomisk vækst i Japan, hvilket havde gjort landet til en global stormagt i efterkrigstiden. Der gik dog nogle år, før den økonomiske krise begyndte at vise sig, så i begyndelsen af 1990'erne var Japan stadig i rivende udvikling og havde nogle af de største byer i verden, men langsomt begyndte det at gå ned i bakke, og det såkaldte "tabte årti" blev en realitet, da virksomheder gik konkurs på stribe, hvilket havde indvirkning på både samfundet og befolkningen. Store byggeprojekter blev skrottet, og hele familier mistede deres indkomster, fordi manden i huset blev arbejdsløs. Dette havde eksempelvis en effekt på antallet af selvmord, der ligesom antallet af hjemløse eskalerede i denne tid, hvor hård kriminalitet også blev mere udbredt end før. Tokyo blev blandt andet udsat for et terrorangreb af den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo i 1995, hvilket var det værste angreb på japansk jord siden Anden Verdenskrig.
På trods af interne kriser, så formåede Japan at bevare sin globale dominans, delvis fordi der i denne periode opstod en udenlandsk besættelse af japansk kultur. Alt fra sushi, anime, manga, musik, gyserfilm, gademode og spil fik en renæssance uden for Japans grænser, og det satte sit præg på både den japanske eksport samt antallet af turister, der eksploderede under Heisei-perioden. Den stigende kontakt med udlandet påvirkede også det japanske samfund, der i begyndelsen af perioden var meget homogent, men langsomt åbnede man grænserne op for udenlandsk arbejdskraft og lod flere udlændinge komme til landet, så de kunne være med til at gavne den japanske økonomi, og mange af disse giftede sig med japanere, så antallet af halvjapanere steg markant. Behovet for udenlandsk arbejdskraft skyldtes blandt andet, at den japanske fødselsrate faldt under Heisei-perioden, mens landets gennemsnitsalder steg. Der blev kort sagt flere og flere ældre, så Japan til sidst blev kendt som et ældresamfund, hvor en fjerdedel af befolkningen havde rundet 65. Den høje gennemsnitslevealder var netop medvirkende til, at Kejser Akihito besluttede sig for at abdicere, da han i en alder af 85 ikke længere kunne varetage alle sine forpligtigelser. Behovet for mere arbejdskraft førte også til, at flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet under Heisei-perioden, hvor der generelt blev gjort op med de gamle samfundsnormer, idet ungdommen også begyndte at bryde fri fra disse for i stedet at tænke og handle mere individuelt i stedet for at være bundet af deres forældres forventninger til dem.
Heisei-perioden er også kendt for sine naturkatastrofer, for det var nemlig i 1995 og 2011, at to af de værste naturkatastrofer nogensinde ramte Japan i skikkelse af Kobe-jordskælvet og Tohoku-jordskælvet og tsunamien, der ikke blot kostede tusindvis af mennesker livet, men som også er blandt de dyreste naturkatstrofer på verdensplan. Tohoku-jordskælvet førte ydermere til den største atomulykke siden Tjernobyl-katastrofen i 1986, da der opstod en nedsmeltning på et atomkraftværk i Fukushima, hvor man måtte evakuere folk og anlægge en eksklusionszone grundet forhøjet radioaktivitet i området. Denne havde siden indvirkning på økosystemet i og uden for Japan. Trods økonomisk krise og katastrofer, var der dog også oprejsning i Japan, hvor man eksempelvis opførte verdens længste hængebro og verdens højeste tårn. Og præcis som i kølvandet på Anden Verdenskrig, så blev Japan endnu engang tildelt OL-værtsskabet - denne gang i 2020 - hvilket atter blev et symbol på en nations evne til gang på gang at rejse sig fra ruinerne og stå stærkere end før. 
684total visits,2visits today