Sada Abe

Sada AbeSada Abe (1905-1971) var en japansk prostitueret. Hun blev som 14årig voldtaget og blev herfra det, man kan kalde for en besværlig teenager med rebelske træk. Det blev for meget for hendes forældre, der valgte at sælge hende til et geisha-hus i Yokohama i 1922, hvor hun dog ikke kunne indordne sig efter forholdene. Hun forblev en lavt rangeret geisha, hvor en af de eneste pligter er at yde seksuel omsorg over for kunderne. I de fem år, hun arbejdede der, endte hun med at blive smittet med syfilis, og hun forlod derfor etablissementet for i stedet at forsøge sig med det egentlige erhverv som prostitueret.

Sada blev ansat i Osaka, men kom hurtigt i problemer, da hun havde tendens til at stjæle fra sine kunder. Efter to år lykkedes det hende at flygte fra det bordel, hun arbejdede på. Hun slingrede mellem at arbejde som tjener og prostitueret de næste år og endte med tiden i Tokyo, hvor hun mødte Kichizo Ishida. De to påbegyndte et seksuelt forhold, og Sada forelskede sig i Kichizo, selvom deres forhold kun varede lidt over to uger. Kichizo var gift, hvilket gjorde Sada voldsomt jaloux, så hun begyndte inden længe at planlægge at myrde ham.

Efter at have set et teaterstykke, hvor en geisha angriber en kunde med en kniv, valgte Sada at sælge noget tøj og købe en sushikniv, så hun under sit næste møde med Kichizo kunne skræmme ham med den. Kichizo blev dog ikke skræmt af kniven, og de to endte i stedet med at dyrke sex. Bagefter tog Sada dog igen kniven frem og placerede den ved Kichizos penis med beskeden om, at hun ville sørge for, at han aldrig mere kunne sove med andre kvinder. Kichizo grinte og de to fortsatte med at dyrke sex de næste par dage, hvor akten antog sadomasochistisk karakter, da de to gradvist begyndte at kvæle hinanden, hvilket Kichizo tilsyneladende nød.

Om morgenen den 18. maj 1936 lå Kichizo og sov, da Sada valgte at kvæle ham til døde med et klæde. Hun lå herefter med liget i nogle timer, inden hun valgte at gøre brug af den medbragte kniv til at skære hans penis og testikler af. Dem pakkede hun så ind i papir og beholdt dem på sig, indtil hun tre dage senere blev anholdt for drabet. Det var nemt for politiet at finde frem til gerningsmanden, idet Sada havde skrevet sit navn med Kichizos blod på hans lår og lagen, ligesom hun havde snittet sit navn i hans arm.

Sada havde planlagt at begå selvmord, men blev opsporet af politiet. Hun fik en dom på seks år for drabet på Kichizo, men blev løsladt efter fem års afsoning. Kichizos kønsorganer blev overdraget til Tokyo Universitet, hvor de blev udstillet efter Anden Verdenskrig, men de er dog siden forsvundet. Hændelsen blev filmatiseret i 1976 i Ai no koriida (In the Realm of the Senses), og på det tidspunkt var Sada Abe forsvundet fra offentlighedens søgelys, så ingen ved, hvornår hun døde.

140total visits,1visits today