Branden i Shirokiya-stormagasinet

Branden i Shirokiya-stormagasinetShirokiya-stormagasinet var et otte etager højt indkøbskompleks beliggende i Tokyo og var byens største stormagasin, da der den 16. december 1932 opstod brand i en legetøjsbutik på tredje sal, hvor en medarbejder var i gang med at skifte pærer på et juletræ, da dette blev antændt af en gnist. Klokken var dog 9.15, da ilden brød ud, så der var ikke så mange kunder i stormagasinet, der derimod var fyldt med ansatte, som var ved at gøre klar til at åbne butikker og restauranter. Mange nåede at flygte ud fra bygningen, mens man forsøgte at slukke ilden, men det varede dog ikke længe, før den fik spredt sig til de øvre etager via flugtvejene, så over 1000 mennesker blev fanget. Udenfor var brandvæsnet dog hurtigt til stede, så det var muligt at redde flere ned med brug af stiger, som desværre kun kunne nå frem til fjerde sal, så de folk, der befandt sig på de øverste etager sprang i stedet ned i de udspændte sikkerhedsnet, mens andre bandt tøj og gardiner sammen, så de selv kunne kravle ned. Nogle endte imidlertid med at miste grebet og styrtede dermed i døden, men endnu flere omkom af røgforgiftning inde i den brændende bygning, hvor ilden allerede blev slukket klokken 12. 14 mennesker endte med at miste livet – heriblandt medarbejderen i legetøjsbutikken, der havde forsøgt at slukke ilden.

Umiddelbart efter branden i Shirokiya-stormagasinet holdt mange legetøjsbutikker op med at sælge dukker lavet af celluloid, fordi det var disse, der var skyld i, at ilden fik spredt sig så hurtigt og samtidig førte til den tykke røg, der kostede folk livet. Grundet manglen på et alternativt materiale varede det dog ikke længe, før dukkerne var tilbage på hylderne, indtil man begyndte at udvikle mindre brandfarligt legetøj efter Anden Verdenskrig. Branden i Shirokiya-stormagasinet lagde desuden grund til en moderne skrøne, for flere medier studsede nemlig over det høje antal af kvindelige dødsofre og fandt på den forklaring, at de simpelthen havde nægtet at kravle eller springe ud fra den brændende bygning, fordi de var iført kimonoer og derfor ikke havde trusser på. Af frygt for at blotte sig selv valgte de kort sagt at dø, og denne hændelse førte tilsyneladende til en markant mode-ændring i Japan, hvor Vestligt tøj efterfølgende blev mere populært, end det i forvejen var, ligesom de ansatte i Shirokiya-stormagasinet tilmed blev bedt om ikke at gå i kimono mere. Dette var som nævnt blot en skrøne, der primært blev populariseret grundet Vestlige medier, men den er endnu så kendt, at mange i dag fortsat tror, at branden i Shirokiya-stormagasinet førte til japanernes endelige afsked med deres traditionelle påklædning. I virkeligheden var der blot tale om en hændelse, som tilfældigvis opstod i en periode, hvor Japan befandt sig i slutningen af den moderniseringsproces, der havde præget landet i et halvt århundrede.

Shirokiya-stormagasinet åbnede igen efter branden og skiftede senere navn, før det i 1999 lukkede – 336 år efter at være blevet grundlagt som en tømmervirksomhed (Shirokiya betyder ordret hvidt træ handel).

 

Total Page Visits: 238 - Today Page Visits: 1