Dødsulykken på Mihama-kraftværket

Dødsulykken på Mihama-kraftværketAtomkraftværket i byen Mihama i Fukui-præfekturet åbnede i 1970 og fungerede uden problemer i mere end 20 år, indtil det i 1991 blev ramt af sin første ulykke, der resulterede i et radioaktivt udslip. Ingen mennesker tog dog skade, men 13 år senere mistede 5 medarbejdere dog livet, da endnu en ulykke ramte Mihama-kraftværket. Denne indtræf den 9. august 2004, hvor et af kraftværkets vandrør uden videre sprang læk, hvorved kogende vand og glohede dampe med temperaturer på omkring 150 grader begyndte at fosse ud, netop som mere end 200 ansatte var i gang med en rutineinspektion forskellige steder på kraftværket. De 11 arbejdere, der tilfældigvis befandt sig i rummet med det ødelagte vandrør blev alle ramt af vandet og dampende og blev enten skoldet eller fik voldsomme forbrændinger, der for fire mænds vedkommende var så voldsomme, at de endte med at dø på stedet. Mens seks andre blev såret i lettere grad, så blev en syvende indlagt med så svære forbrændinger, at hans liv ikke stod til at redde, og han døde derfor på hospitalet to uger efter ulykken den 25. august.

Med fem dødsfald blev ulykken betragtet som den værste atomulykke i Japan på daværende tidspunkt – også selvom den faktisk ikke havde nogen forbindelse til atomreaktorerne. Ulykken skete nemlig i en separat bygning, hvor turbinerne til reaktor 3 blev opbevaret, hvilket også vil sige, at der altså ikke forekom noget radioaktivt udslip eller nogen nedsmeltning. Om ikke andet blev reaktor 3 lukket ned i tre år, indtil man i 2007 havde fået forbedret sikkerheden på kraftværket, og efter Fukushima-atomulykken i 2011 betød nye sikkerhedskrav, at man besluttede sig for, at reaktor 3 fremover skulle være den eneste aktive reaktor på Mihama-kraftværket, da reaktor 1 og 2 lukkede ned i 2015.

Dødsulykken på Mihama-kraftværket21total visits,1visits today