Festivalbranden i Fukuchiyama

Festivalbranden i Fukuchiyama

Den 15. august 2013 blev der afholdt en fyrværkerifestival i byen Fukuchiyama, hvor hundredvis af mennesker mødte op for at opleve et stort fyrværkerishow efter mørkets frembrud. Folk tog plads på opsatte bænke bag en række af madboder, hvor der blev tilberedt forskellige retter, hvilket blandt andet foregik med brug af gas og maskiner, som krævede brændsel. Omkring klokken 19.30 valgte en ejer af en af madboderne så at fylde benzin på en maskine, netop som fyrværkerishowet skulle til at begynde. Men dette blev dog aldrig sat i gang, for i løbet af ganske få sekunder udviklede festlighederne sig til en tragedie, for da manden åbnede for dunken med benzin, viste det sig, at varmen fra madboderne havde fået dampene i denne til at hobe sig op, så da han fjernede låget, sprøjtede det ud med benzin, som blandt andet ramte en 44-årig kvinde og hendes 10-årige søn på tilskuerpladserne.

Benzinen fortsatte dog med at sprøjte ud til alle sider, og da den ramte madboden ved siden af, fik ilden i denne antændt benzinen, så der udbrød brand i madboden, hvor man uheldigvis benyttede sig af en gasflaske, som tilmed eksploderede. Flammerne fik således fat i benzinen, som var blevet spredt rundt i området, og eftersom denne havde gennemvædet en kvinde og hendes søn, gik der ild i dem begge, mens mange andre ligeledes blev ramt af ilden under denne forfærdelige ulykke, som fik folk til at flygte i panik, mens man straks forsøgte at slukke branden med brug af en brandslange.

Tre madboder endte med at brænde ned, mens 59 mennesker blev ramt af forbrændinger, så man var nødt til at fragte folk til hospitalet med en bus, idet der ikke var ambulancer nok til alle. For den 44-årige kvinde og den 10-årige dreng var skaderne dog for omfattende, og de endte begge med at omkomme på hospitalet i dagene efter, og det samme gjorde en 35-årig mand, så antallet af ofre nåede op på tre. Ejeren af madboden, hvis handlinger startede branden, blev efterfølgende sigtet for at have forvoldt de tre dødsfald, og han blev senere idømt fem års fængsel. Fyrværkerishowet blev naturligvis aflyst, og det samme blev andre store arrangementer i Fukuchiyama resten af året.

Total Page Visits: 10 - Today Page Visits: 1