Porygon-hændelsen

Den 16. december 1997 blev 685 japanske børn kørt på hospitalet med epilepsilignende anfald, efter de havde set et afsnit af den populære anime-serie Pokémon. Der var tale om afsnit 38, hvor en række af stærke lysglimt forekom gentagende gange, hvilket havde en voldsom effekt på visse seere, der ikke kunne tåle denne type stimulans, hvorved de altså blev ramt af symptomer som sløret syn, hovedpine og kvalme, mens andre oplevede så voldsomme effekter som midlertidig blindhed og kramper.

Skønt 4½ millioner husstande så med, og at der derfor var tale om en begrænset hændelse, valgte man i en periode at trække Pokémon af skærmen og helt bandlyse afsnittet, der ikke blev vist i andre lande og aldrig siden er blevet sendt på japansk TV. I afsnittet optræder Pokémon'en Porygon, der derfor har fået tillagt negative værdier, hvorved denne og dens udviklinger siden er blevet udeladt fra serien. Ironisk nok blev de stærke lysglimt dog udløst af hoved-Pokémon'en Pikachus tordenangreb, men det blev altså Porygon, der fik skylden, da det var første gang, denne Pokémon optrådte i serien, hvorfor det var denne, man forbandt med hændelsen. Nogle benyttede sig dog af lejligheden til at kritisere Pokémon generelt, idet der var tale om et yderst populært franchise, som nogle mente var samfundsskadeligt, hvilket Porygon-hændelsen blev anvendt som et belæg for.

Porygon-hændelsen var dog ikke den første af sin slags, idet tegnefilmsscener med samme type effekter tidligere havde resulteret i lignende symptomer blandt seere. Men der havde indtil da været tale om ganske få tilfælde, man umiddelbart ikke kunne kæde sammen med tegnefilm, så Porygon-afsnittet var derfor med til at belyse en hidtil ukendt fare ved det at se TV. Efterfølgende nedtonede eller begrænsede man derfor lyseffekterne i anime-serier, og det er nu almindeligt, at der i starten af japanske tegnefilm optræder en advarsel om, at man ikke skal sidde for tæt på skærmen og samtidig sørge for at rummet, man befinder sig i, ikke er for mørkt.

Pokémon-serien vendte tilbage på skærmen efter fire måneders pause med fornyet åbningssekvens samt forskydning af visse planlagte afsnit, hvilket skabte uregelmæssigheder i handlingen. Porygon-afsnittet kan findes i sin originale japanske udgave på internettet med de udskældte lys-scener, og hændelsen er siden blevet parodieret flere steder.

Total Page Visits: 832 - Today Page Visits: 1