Ryoeimaru-hændelsen

Ryoeimaru-hændelsenRyoeimaru var navnet på en fiskerbåd, der blev bygget og søsat i 1924, hvor den var et eksempel på den allernyeste teknologi indenfor fiskeindustrien. To år senere blev Ryoeimaru imidlertid landskendt grundet noget helt andet, for den 5. december 1926 lagde båden til kaj fra Kanagawa-præfekturet med det formål at fange tun nær Japans kyst, hvor en storm dog ramte i dagene efter. Vinden var så stærk, at Ryoeimaru oplevede motorstop midt ude på havet den 12. december, hvorved båden begyndte at drive ukontrolleret rundt blandt de voldsomme bølger. På denne tid var det ikke almindeligt at små fiskerbåde var udstyret med radioer, så det var ikke muligt for den 12 mand store besætning at sende et SOS. De var kort sagt overladt til sig selv og forsøgte i dagene efter at navigere tilbage til land med brug af bådens sejl – dog uden held. Ingen hørte efterfølgende noget til Ryoeimaru, som man derfor gik ud fra måtte været kæntret og sunket i stormen, men sådan forholdt det sig ikke, for bådens kaptajn valgte nemlig at drive til havs for på den måde at tilkæmpe sig forbipasserende skibes opmærksomhed.

Selvom besætningen anvendte både nødblus og signalflag for at komme i kontakt med andre både og skibe, så var der dog ingen af disse, der reagerede. I to uger havde de 12 mænd levet af provianten, de havde til rådighed, da kaptajnen så besluttede sig for at hæve sejlene med det formål at sejle mod Nordamerika, eftersom vinden blev ved med at komme fra vest. I bådens logbog blev de daglige aktiviteter nedskrevet, og i denne fremgår det, at man løb tør for mad i begyndelsen af marts 1927, og at man for at overleve herefter begyndte at spise rå fisk og slagte fugle, der landede på båden. Denne var efter fire måneder til søs endnu ikke i nærheden af land, og besætningen begyndte derfor at erkende, at de skulle dø ombord på Ryoeimaru, idet de gav sig til at udforme testamenter. De første besætningsmedlemmer omkom af sult i marts måned, hvor tre af dem blev begravet til søs, men herfra havde mændene ikke længere energi til at skille sig af med de døde, der derfor blev ombord på båden, hvor de langsomt gik i forrådnelse i selskab med de overlevende. 

Det sidste indlæg i logbogen stammer fra den 11. maj 1927, hvor kun kaptajnen og et enkelt besætningsmedlem endnu var i live, men de døde imidlertid også ombord på Ryoeimaru, idet båden fortsatte med at drive rundt på vandet i et halvt år, da den omsider blev opdaget af et fragtskib nær Seattle den 31. oktober 1927, hvorved båden havde været forsvundet i mere end 10 måneder. Da myndighederne gik ombord på båden, fik man et chok, da det viste sig, at der var 9 menneskelig ombord, men hjemme i Japan kunne man dog besinde sig med, at mysteriet om den forsvundne fiskerbåd omsider var blevet opklaret. Logbogen har desuden været med til at klarlægge omstændighederne og berette om besætningens adfærd, og den er således en førstehåndskilde, der dokumenterer en langstrakt tragedie på meget detaljeret vis. Dog har historien om Ryoeimaru også været anledning til skrøner – eksempelvis en meget udbredt en af slagsen, der fortæller, at besætningen mistede forstanden og slog hinanden ihjel, hvorefter ligene blev parteret og spist.

Ryoeimaru var også navnet på en båd, der i 1960 kom i havsnød, og her var ligeledes 12 besætningsmedlemmer ombord. Dog nåede 9 af disse af blive reddet, mens 3 omkom.

 

Total Page Visits: 162 - Today Page Visits: 1