
Yamano-kulminen befandt sig ved landsbyen Inatsuki i Fukuoka-præfekturet, og var stedet, hvor mange af byens mænd arbejdede. Minen åbnede i 1898 og nåede at være i brug i 75 år, indtil den lukkede i 1973, men 8 år forinden havde den dog nået at lægge grund til den største ulykke i minens historie, da 237 mænd mistede livet den 1. juni 1965. Ulykken skete omkring middagstid, hvor minen på dette tidspunkt var fyldt med i alt 552 arbejdere, da kuldampene i denne af ukendte årsager blev antændt, hvilket forårsagede en voldsom eksplosion, som kostede mange livet, mens endnu flere imidlertid blev fanget, da dele af minen kollapsede og gjorde det umuligt for dem at undslippe. De nedstyrtede sektioner blokerede ligeledes for tilførslen af ilt, og langt de fleste af de omkomne døde derfor af kulilteforgiftning, før det omsider lykkedes for hjælpen at nå frem. Under 40 mænd blev reddet ud fra minen i live, mens 237 altså i sidste ende mistede livet.
Ulykken ramte lokalområdet hårdt, og der blev hvert år afholdt en mindeceremoni i området frem til 2004, hvor de efterladte imidlertid var blevet så gamle, at man ikke længere kunne opretholde traditionen. Der blev dog opsat et mindesmærke ved minen, som fik lov at blive stående efter dens lukning. Det er aldrig blevet opklaret, hvad der helt nøjagtigt medførte eksplosionen i Yamano-minen.