Hvis man bliver inviteret hjem til en privat bolig i Japan, så er det almindeligt, at man medbringer en lille gave, hvilket kan sammenlignes med en værtindegave. Dog er der tale om en forholdsvis billig ting, der udelukkende er til for at vise ens taknemmelighed over at være blevet inviteret. Det kan være en pakke konfekt, en souvenir fra ens hjemland eller en lille figur af en art - det vigtigste er sådan set indpakningen, der skal se pæn og indbydende ud. Denne overrækkes med begge hænder, og mens dette gøres kan man eventuelt sige "tsumaranai mono desu ga ... ", hvilket kan oversættes til "det er ikke meget, men ..." forstået som at ens gave umuligt kan leve op til den ære det er at blive inviteret. Idet man træder ind i et privat hjem kan man også sige "ojamashimasu", hvilket er en høflig måde at sige "undskyld, jeg trænger mig på", som igen viser, at man værdsætter invitationen. Man giver ikke hånd, når man mødes, men udfører i stedet et lille buk, hvilket sådan set også kan gøres hver gang, man gerne vil takke for noget.
I Japan smider man skoene i entreen, og der vil typisk være tøfler til rådighed, som man kan benytte sig af. Er der ikke det, må man gå træde ind i boligen med strømper (ikke i bare fødder). I entreen vil der normalt være et optrin, der fører videre ind i boligen, og dette må ikke betrædes med sko på. Man må gerne sætte sig på det og tage skoene af, men skoene må på intet tidspunkt komme i berøring med det. Når skoene er smidt, skal de stilles pænt til siden, og her er det normalt at anrette dem med hælen ind mod optrinnet, så de er klar til at tage på, når man skal ud igen. Skal man bruge badeværelset, så skal man desuden skifte tøfler, og et par nye vil derfor befinde sig på badeværelset, mens de andre efterlades ude foran døren. Man skal desuden smide tøflerne, hvis man ankommer til et værelse, hvor gulvet består af tatami-måtter (et gulvtæppe lavet af strå), hvor det desuden er almindeligt, at man sidder på gulvet.
Som gæst bliver man typisk vist ind i stuen, hvor man først sætter sig, når man får henvist en plads. Japanske familier har normalt faste pladser, så det er uhøfligt at sætte sig ned uden at være sikker på, om man må sidde der. Hvis man er blevet inviteret til middag, kan man altid imitere adfærden, som hjemmets beboere udviser, for familier spiser forskelligt. Det er dog vigtigt, at man holder sig tilbage og opfører sig som gæst og ikke virker alt for anmassende eller grådig.
Når maden bliver serveret siger man "itadakimasu", der er det japanske udtryk for velbekomme, men som egentlig betyder noget i retning af "jeg tager imod dette måltid". Nogle siger dette ved at forene håndfladerne, som om man beder. Ønsker man at rose maden, kan det gøres med udtryk som "oishii desu" og "umai desu", der betyder, at det smager godt. Det er faktisk i orden at sige dette, mens man har mad i munden, for så viser man, at man nyder det så meget, at man ikke kan vente med at komme med ros. Hvis man spiser nudler eller suppe, så er det nærmest forventet, at man slubrer, fordi det viser, at man nyder smagen.
Det kan altid være en god ide at fortælle om eventuelle allergier eller haderetter, inden man bliver inviteret, men hvis man får serveret noget, som man hverken kan tåle eller lide, så er det i orden at afvise ved høfligt at udtrykke sin beklagelse. Hvis man kommer til at sætte tænderne i noget, og man først da finder ud af, at man ikke kan lide det, så er det meget respektløst at spytte maden ud eller skære ansigter. Synk i stedet og lad være med at spise mere af den pågældende madvare.
I Japan fylder man ikke sit eget glas, når man indtager et måltid - det er der andre, der står for, og det er i mange tilfælde kvinden i huset, der overvåger glassene og sørger for at de altid er fyldte, men det hænder også, at det er manden i huset, hvis han sidder ved siden af eller over for en. Hvis man har fået nok, skal man ikke bunde sit glas, men derimod lade det stå urørt, for så viser man, at man ikke kan få mere ned. Japanere spiser som regel med pinde, så hvis man ikke kan finde ud af det, er det i orden at bede om en gaffel. Hvis man spiser med spisepinde må disse aldrig stikkes ned i maden, ligesom man heller ikke skal lægge dem oven på sin skål eller tallerken, før man er færdig, da det er den måde, man viser, at man har fået nok. Indtil da vil man sikkert blive spurgt, om man vil have mere. Efter man er færdig med at spise siger man "tak for mad" med "gochisousama deshita".
Selvom man er gæst, så hænder det, at man hjælper til med at bære ud eller tilmed vaske op. I Japan er der dog en noget traditionel kønsfordeling, så eftersom det er kvinden, der står for at udføre dette, så er det derfor også mere anerkendt, at kvindelige gæster assisterer, mens mænd kan læne sig tilbage og se på. Af ren venlighed bør man dog altid spørge, om man skal hjælpe, men japanerne er så gæstfrie, at mange vil afvise og selv klare arbejdet.
Når man er på besøg i et privat hjem, så er det menneskerne, der bor der, som man bør engagere sig i. Det vil sige, at man ikke skal sidde med mobilen fremme eller småsnakke for meget med hinanden, hvis man er flere, der er blevet inviteret. Japanere er meget interesseret i at fortælle om deres egen kultur eller lære om andres, så der vil altid være noget at tale om, hvis der åbnes op for et emne. At udvise mangel på forståelse eller grine over for japanernes levevis er meget uheldigt, så hvis der er noget, man synes, der er underligt, kan man i stedet udtrykke overraskelse eller virke interesseret.
At flade ud eller "lade som om man er hjemme" kan nogle gange blive betragtet som uhøfligt, mens andre vil forstå, at man kommer fra et land, hvor det er helt normalt, men ellers er det sådan, at man under sit ophold i et privat hjem opretholder en form for påpasselig og nærmest anspændt adfærd, fordi man er gæst og derfor forventes at opføre sig som en. Er man på besøg hos en enlig person af samme køn som en selv, plejer atmosfæren dog at være lidt mindre formel.
Når man forlader et hjem, så takker man for sit besøg - igen med buk. Ude i entreen smider man tøflerne på optrinnet og kan sætte sig på dette, mens man tager sine sko på. I nogle tilfælde vil værterne følge en ud og blive stående foran huset, indtil man er ude af syne - på den måde sikrer de sig, at man kommer godt af sted. Der kan eventuelt udveksles flere buk, hver gang man vender sig op for at se, om de stadig står der. Ellers er det også blevet udbredt at vinke.