Elaphe quadrivirgata er den videnskabelige betegnelse for en slangeart, der kun lever i Japan, hvor den er kendt som shimahebi, hvilket betyder "ø-slange", selvom arten faktisk lever i det meste af landet og derfor er temmelig almindelig. Der er tale om en ikke-giftig slange, der ikke desto mindre er i besiddelse af tænder, og hvis de føler sig truet, hænder det, at de bider mennesker, hvilket kan føre til infektioner. Slangerne lever af smådyr såsom frøer, øgler, gnavere og fugle. Længden varierer alt efter kost, for mens slangerne på Hokkaido som regel ikke bliver længere end en meter, så er der andre steder i Japan, hvor de kan blive op til to meter lange - eksempelvis på Izu-øerne, hvor slangerne er kendte for at spise fugle og æg.
Farven varierer fra individ til individ, men standardfarven er gråbrun med sorte aftegninger - som regel fire striber, hvilket er grunden til, at arten også er kendt som japansk firestribet rotteslange. Der findes imidlertid også gule og sorte slanger, og disse er særligt populære som kæledyr. Ude i naturen bevæger slangerne sig rundt på landjorden, hvor de typisk opholder sig i landområder eller i skove, men de er også i stand til at svømme og kan derfor også ses i vandløb og søer. I parringssæsonen kæmper hannerne om hunnernes gunst ved at bryde med hinanden, hvilket man kan være heldig at se, sidst på foråret. Vinderen får lov at befrugte hunnen, som nogle måneder efter lægger 4-15 æg.