Japansk hare

Den japanske hare lever kun i Japan, hvor den er udbredt på tre af de fire hovedøer, Honshu, Shikoku og Kyushu, ligesom den er at finde på flere småøer. Harerne lever primært i bjergområder med skovarealer, og bestanden har formået at holde sig stabil, efter den japanske ulv blev udryddet i begyndelsen af 1900-tallet, hvorved den japanske hare ikke har nogen naturlige fjender udover bjørne, der dog sjældent har held med at nedlægge harer, grundet deres adræthed og fart. På grund af menneskelig aktivitet bliver den japanske hares leveområder dog hele tiden indsnævret, og det har betydet, at dyrene ofte bevæger sig bort fra naturen og mod det menneskelige miljø, hvilket har bevirket, at mange betragter dem som skadedyr, fordi de nærer sig på afgrøder, men ellers lever de af græs og andre vilde planter.

Eftersom den japanske hare ikke er truet, er det tilladt at jage dem, hvilket japanerne både gør for kødet og pelsens skyld, men generelt også for at holde bestanden nede. Den japanske hare når en længde på omkring 50 centimeter og en vægt på mellem 1,5 til 3 kg. Pelsen er rødbrun, men i de nordlige egne, hvor der falder meget sne, skifter harerne dog farve om vinteren, hvor pelsen bliver hvid, så de bedre kan kamuflere sig.

 

Total Page Visits: 1670 - Today Page Visits: 1