På trods af navnet lever den japanske rørsanger ikke kun i Japan. Der findes nemlig to underarter, hvoraf kun den ene findes i Japan, mens den anden lever på det asiatiske fastland - nærmere bestemt Kina, Mongoliet og det sydøstlige Rusland. Den japanske underart både yngler og overvintrer i Japan, mens nogle fugle dog vælger at flyve over det japanske hav for at overvintre på Korea-halvøen. I Japan lever fuglene spredt i landet fra Kyushu til det nordlige Honshu, hvor de lever ved store græsområder med adgang til vand i form af floder og søer.
Fuglenes leveområder er derfor truet af udbredelsen af det menneskelige samfund, som er medvirkende til, at åbne arealer blandt andet tages i brug til bebyggelse og landbrug. Den japanske rørsanger yngler nemlig på enge og vådområder, hvor de bygger deres reder i det høje græs. Hunnen lægger 3-5 æg, som udklækkes efter to uger, og ungerne er herefter flyvefærdige efter endnu to uger.
Den japanske rørsanger når en længde på omkring 15 centimeter. Brystet er hvidt, mens ryg, vinger og hale har brune nuancer med mørke aftegninger. Om sommeren kan hannerne desuden kendes ved, at de i denne periode har et sort helt sort hoved, mens de i vinterhalvåret har maskeagtige aftegninger ligesom hunnerne.