Den japanske terrier er en hunderace, der har sin egentlige oprindelse til Europa. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvilke hunderacer den japanske terrier nedstammer fra, men man mener, at det var europæiske handelsrejsende, der omkring 1600-tallet medbragte terriere til Japan, hvor de blev udbredt som selskabshunde i de højere kredse. Da Japan senere lukkede sine grænser og begrænsede kontakten til udlandet, betød det også, at nye hunderacer ikke kunne blive introduceret, og at den japanske terrier opstod som en krydsning af de racer, der allerede var ankommet til landet. I 1930 blev den japanske terrier så anerkendt som en selvstændig race, og i dag er den udbredt i Japan, men ikke i resten af verden, hvor det derimod er en sjælden race.
I Japan er den japanske terrier endnu en populær selskabshund, der egner sig til små boliger, idet racen kun bliver omkring 30 centimeter høj og når en vægt på cirka 4-5 kilo. Udseendemæssigt minder den meget om en dansk-svensk gårdhånd - dog i en noget slankere udgave med et mindre hoved. Ligesom med en dansk-svensk gårdhund er pelsen dog meget kort, ligesom den typisk er hvid med mørke aftegninger - det ses oftest at hele hovedet er mørkt. Halen er naturligt lang, men mange hunde er født med stumphaler.
Den japanske terrier er generelt en lidt forsigtig race, der er kendt for at virke nervøs og nærmest skrøbelig, hvilket kommer til udtryk ved dens holdning, idet den kan virke ret underdanig, men ellers er det også en glad og energisk race.