Karafuto-Ken er det japanske navn for hunderacen, der også er kendt som Sakhalin Husky. Denne stammer nemlig fra den russiske ø Sakhalin, der på japansk kaldes for Karafuto, idet den tidligere var ejet af Japan. Hér formåede de indfødte at fremavle racen, der er kendetegnet ved sin meget tykke pels, som den udviklede grundet de kolde temperaturer, og den blev derfor brugt som både arbejdshund og slædehund - også da Japan var i krig med Rusland i begyndelsen af 1900-tallet. Under Anden Verdenskrig blev alle hunde dog nærmest udryddet i Japan, idet folk blev beordret til at skille sig af med dem, fordi man skulle spare på maden, der kun skulle gå til mennesker, og nogen valgte tilmed at spise deres kæledyr for ikke at sulte.
Sammen med andre hunderacer var Karafuto-Ken-hunde derfor tæt på udryddelse, da krigen sluttede, men det lykkedes dog at sikre bestanden, og man fremavlede blandt andet hunde, som skulle bruges som slædehunde, da Japan meldte sig ind i den videnskabelige undersøgelse af Sydpolen. Racen blev særlig kendt efter en hændelse i slutningen af 1950'erne, hvor man var nødsaget til at efterlade 15 hunde alene på Sydpolen, og da man vendte tilbage et år senere, viste det sig, at to hunde, Taro og Jiro, endnu var i live, hvilket gjorde dem til nationalsymboler i perioden herefter.
Racens popularitet steg, men de gik dog hurtigt af mode igen, fordi der var tale om en krævende race, der både havde brug for at være aktiv, ligesom den tykke pels gjorde den japanske sommervarme uudholdelig for hundene. Lidt efter lidt forsvandt Karafuto-Ken fra de japanske hjem, og i begyndelsen af årtusindeskiftet var der kun rene eksemplarer tilbage på Sakhalin, hvor de dog alle endte med at dø, så der i dag kun er blandingshunde tilbage. Karafuto-Ken formåede imidlertid aldrig at blive officielt anerkendt som en selvstændig hunderace, før den uddøde.