Metacrinus rotundus er det videnskabelige navn for en art af søliljer, som kun findes i Japan, og den er derfor også kendt som japansk sølilje. Arten er begrænset til kysterne langs Stillehavet - primært på strækningen mellem Shizuoka-præfekturet og Kanagawa-præfekturet, hvor den lever i en dybde på mellem 100 og 150 meter. Hér fæstner søliljerne sig til klipper på havbunden med brug af deres "stilk", mens de spreder deres fjeragtige arme ud, så de til forveksling ligner undersøiske blomster - deraf navnet søliljer. Dette gør det også nemmere for søliljerne at kamuflere sig for rovdyr, idet de blandt andet er et bytte for fisk. Selv hvis en sølilje får bidt sine arme af, kan den dog regenerere disse og leve videre, så længe dens stilk er intakt.
Søliljer er såkaldte filtratorer, der lever af plankton, hvilket en sølilje fanger i havstrømmen med brug af sine arme, der er kendetegnet ved at have et utal af forgreninger. I midten af armene findes munden, som dermed befinder sig på toppen af den stilk, der kan siges at være søliljens krop. Denne vokser sig længere, efterhånden som en sølilje bliver ældre, og kan nå en længde på 40 centimeter. Nederst på stilken findes en sugekopagtig fæstningsmekanisme, som søliljen kan kontrollere, så den både kan fastgøre sig til klipper og slippe sit tag i disse, når den begiver sig rundt i havet, hvilket foregår ved, at den svømmer med brug af sine arme.
Da søliljer er pighuder, er de desuden kendetegnet ved hverken at have øjne eller hjerne. Forplantningen foregår ved gydning, hvor æg bliver befrugtet med sæd i vandet, hvor disse vil udvikle sig til larver, der efter et par dage vil falde til bunds og gennemgå en metamorfoseproces, så de med tiden bliver til søliljer. Metacrinus rotundus ses ofte i klynger og er kendetegnet ved deres lyse nuance. Der er ikke foretaget detaljerede optællinger af bestanden, så det vides ikke, hvor mange eksemplarer der findes, og om arten er truet eller ej.