Sikahjorte er en hjorteart bestående af 14 underarter, der findes udbredt i store egne af østasien, men arten er dog navngivet efter det japanske ord for hjort (shika), og sikahjorte trives da også bedst i Japan, hvor bestanden er eksploderet i løbet af det seneste århundrede, efter de japanske ulve blev udryddet, så hjorte nu kun skal bekymre sig om bjørne og mennesker. I andre asiatiske lande er nogle underarter med tiden blevet udryddet, og bestanden af sikahjorte er generelt svundet ind grundet skovrydning i jagt, men i Japan lever der sikahjorte i de fleste afkroge af landet – selv på nogle isolerede småøer, hvor visse underarter har hjemme. Underarterne adskiller sig desuden fra hinanden i udseende, så der ikke findes nogen overordnet beskrivelse af en sikahjort, eftersom alt fra størrelse, pelsfarve og gevirlængde varierer, alt efter hvilken underart der er tale om.
I Japan er den mest udbredte underart cervus nippon nippon, der er kendetegnet ved at have rødbrun pels, hvor de hvide pletter, der ellers er karakteristiske for sikahjorte, ikke er nær så tydelige – kun i løbet af sommerhalvåret. Det er kun hannerne, der får gevirer, og disse tabes naturligt med tiden og vokser ud igen af sig selv.
Det er tilladt at jagte sikahjorte i Japan, men nogle steder betragtes de som hellige, fordi man anser dem for at være gudernes budbringere, så det er eksempelvis ikke tilladt at jagte sikahjorte i Nara, der blandt andet er kendt for sine tamme hjorte, som er blevet så vant til mennesker, at de er blevet en almindelig del af gadebilledet. Majoriteten af Japans sikahjorte er dog vilde og lever i naturen, hvor de holder til i skovområder, men de finder typisk føde på åbent land – heriblandt på marker, og fordi der er så mange hjorte i Japan, så er man gradvist begyndt at betragte dem for at være et problem, når de oftere ernærer sig på afgrøder. Sikahjorte kan sagtens leve på andre breddegrader, og derfor har man haft held med at introducere dem til andre lande uden for Asien.