Irei no hi

Irei no hi betyder direkte oversat "dagen hvor man trøster de døde", og er en dag, hvor man mindes ofrene for Slaget om Okinawa, der fandt sted under slutningen på Anden Verdenskrig som det sidste store slag i Stillehavskrigen. Under dette slag invaderede amerikanske tropper Okinawa, hvilket blev det eneste tidspunkt under Anden Verdenskrig, hvor der blev udkæmpet kampe på japansk jord, og det endte i sidste ende med en sejr til USA, der i sommeren 1945 overtog kontrollen over Okinawa-øerne. Over 100.000 japanere blev dræbt under det tre måneder lange slag, og det er disse såvel som de amerikanske tab, der hvert år mindes den 23. juni, hvor man har valgt at placere Irei no hi, da man mener, at det var på denne dag, de japanske generaler valgte at begå selvmord for at erkende deres nederlag.

Irei no hi blev indført som en helligdag kaldet senbotsu irei no hi i 1961, mens Okinawa stadig var okkuperet af USA, men da okkupationen ophørte i 1972, blev senbotsu irei no hi ligeledes afskaffet, før det i 1991 blev besluttet at genindføre den som en helligdag kaldet Irei no hi, der kun er gældende i Okinawa-præfekturet. Det vil sige, at mange folk har fri, så de kan blandt andet kan deltage i nogle af de mange mindehøjtideligheder, der bliver afholdt på denne dag, mens det i resten af Japan er en helt normal dag. Dette har imidlertid også ført til problemer inden for visse virksomheder og offentlige instanser med tilknytning til hovedøerne, hvor folk kun har fri på nationale helligdage.

 

Total Page Visits: 373 - Today Page Visits: 1