Haiku er en japansk digtform, der består af i alt 17 stavelser fordelt over tre vers i et 5-7-5-mønster. Denne regel tager imidlertid udgangspunkt i det japanske sprog, der er koncentreret om brugen af mora, hvilket er den korteste rytmiske enhed kendt som on, der blandt andet har været grundlaget for de japanske skriftsystemer, hiragana og katakana, så at skrive haiku på andre sprog følger altså nogle andre principper. Ydermere skal haiku indeholde en årstidsreference - en såkaldt kigo - så man kan placere digtet i en bestemt periode, og inden for japansk kultur er der bestemte begreber, man forbinder med en af de fire årstider, så det for mange udlændinge kan være svært at identificere disse. Det kan også være en udfordring at oversætte japanske haiku-digte, fordi disse skal indeholde et ord kaldet kireji, hvilket optræder til sidst i et af de tre vers, hvor det fungerer som et retorisk virkemiddel på forskellig vis.
Haiku opstod i Japan i 1600-tallet, hvor det at skrive digte var en populær kunstform, som man eksperimenterede med på forskellig vis. Dette førte blandt andet til, at den første strofe fra de humoristiske kædedigt haikai no renga blev adskilt for sig selv, så man på den måde kunne koge digtet ned til at fylde så lidt som muligt. Og det var altså dette, der blev dyrket som en kunstform: at man kunne udforme et digt og fjerne størstedelen af det, men samtidig bevare essensen af dets indhold ved at beholde dets indledning. Denne strofe var kendt som hokku og fik først betegnelsen haiku i slutningen af 1800-tallet, hvor haiku-digtning som sådan blev opfundet. Traditionelle haiku-digte var altså slet ikke haiku-digte, eftersom begrebet ikke fandtes, dengang de blev skrevet, men de har imidlertid fået denne betegnelse, fordi man fulgte de samme regler - dog var det ikke alle digtere, der valgte at gøre dette, idet nogen blandt andet ikke fulgte 5-7-5-reglen.
Formålet med haiku-digte er at fortælle en historie eller iscenesætte en stemning med brug af et begrænset antal lyde, og mange opfatter det derfor som en kunstform, hvor ordvalg både skal efterleve regler men på samme tid skabe en følelse og danne et indtryk, så man som læser kan leve sig ind i digtet og fornemme dets budskab eller mening, samtidig med at man værdsætter helheden i sin enkle form. Dette er et hyppigst anvendt aspekt ved japansk kunst, hvor man ofte oplever, hvordan minimalismen dyrkes ved at skrælle alle overskydende lag væk, så man kan nyde ting i deres mest simple udgave, hvorved skønheden står tilbage som det eneste. 5-7-5 -mønstret er ydermere med til at skabe en rytmisk harmoni, til trods for at man ellers anvender et ulige antal stavelser. Derfor er det heller ikke en regel, at haiku skal rime, eftersom man altså opnår rytme via balance.
Det kan være svært for udlændinge at følge de sproglige regler knyttet til haiku, men ikke desto mindre er haiku endt med at blive en populær genre inden for digtning uden for Japans grænser, fordi man begrænser sig og beskriver en stemning på simpel vis med enkelte virkemidler. Japansk er imidlertid kendetegnet ved at bestå af korte stavelser, der typisk ender på vokaler, ligesom hele ord kan skrive med en enkelt kanji, så antallet af tegn og selve artikulationen af et haikudigt adskiller sig fra sprog til sprog. Man vil derfor opleve, at 5-7-5-reglen bliver benyttet på forskellig vis, og nogen forholder sig slet ikke til årstidsreferencen, mens sådan noget som kireji nærmest er et ikke-eksisterende koncept i haiku-digte uden for Japan. Selvom haiku sådan set er japansk, så er det altså endt med at blive en digterform, som findes i forskellige udgaver, hvor konceptet dog er det samme: less is more.
Det mest kendte haiku-digt fra Japan er skrevet af Matsuo Basho i 1686 og lyder således:
古池や蛙飛び込む水の音 (furu ike ya kawazu tobikomu mizu no oto)
Dette kan oversættes på forskellig vis, men en hyppig version på dansk er: En gammel dam - en frø springer i - lyden af vand. Og her kan det som udlænding være svært at forstå årstidsreferencen, hvilket er frøen, der symboliserer forår, præcis som man slet ikke får fornemmelsen af, at der er blevet gjort brug af et kireji-ord til sidst i det første vers, hvilket har til formål at isolere dette, så det optræder for sig selv. Dette er fordi kireji er en ordklasse uden sproglig betydning, da det derimod er et poetisk virkemiddel på japansk, hvilket gør at disse ord helt forsvinder i oversættelser, selvom det altså er en af de ting, der skal indgå i haiku-digt.