Sashimono er møbler og lignende brugsgenstande, der er blevet fremstillet ved at knytte stykker af træ sammen med begrænset brug eller slet ingen brug af søm, skruer, lim eller andre hjælpemidler. Dette gøres typisk via en snedkerteknik kaldet tsugite, hvor man laver nøje udførte indhak i to stykker træ, så disse passer sammen som brikkerne i et puslespil og dermed går i spænd, når de sættes sammen, men man kan dog også anvende et separat stykke træ som bindeled. Mens nogle eksempler på sashimono ubesværet kan drejes sammen og bort fra hinanden, så er der andre, der hamres sammen og således bliver fastmonteret. Fælles for dem alle er dog, at man ved at forene træet skaber en solid struktur.
Sashimono er i århundreder blevet benyttet i Japan, og således har det udviklet sig til et håndværk, der kræver stor præcision, idet man kun kan skabe en perfekt sammenkobling ved at slibe træet til perfektion. Den traditionelle form for sashimono er nu kendt som Kyo-sashimono, hvilket var den elegante og yderst detaljerede form for sashimono, der til tider kan minde om kunstværker. Denne blev derfor benyttet i de finere kredse - særligt ved hoffet, dengang Kyoto var Japans hovedstad, idet kyo betyder "hovedstad".
Under Edo-perioden flyttede mange håndværkere til Edo (datidens Tokyo), da denne begyndte at udvikle sig til en storby, og således opstod Edo Sashimono som en betegnelse for sashimono-værker i en mere simpel og rå stil tiltænkt almindelige mennesker, og i dag er det da også den mest almindelige form for sashimono, der dog stadig kan tillægges et kunsterisk præg ved blandt andet at kombinere forskellige træsorter, så der skabes et farvespil imellem disse. En snedker med speciale i sashimono kaldes for en sashimono-shi, hvilket nu om dage er et højt profileret hverv, som man skal være autoriseret for at blive.