Ukiyo-e er en genre inden for japansk billedkunst, der var populær under Edo-perioden, der løb fra 1600-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet. I denne periode var Japan lukket af for omverdenen grundet en isolationspolitik, som varede i over 200 år, hvor japansk kultur derfor oplevede en renæssance, idet man oplevede minimal indflydelse fra andre kulturer. Ukiyo-e blev derfor skabt for at skildre og dyrke aspekter ved japansk kultur såsom dagligdagslivet, landskaber og menneskeskikkelser, hvilket blev portrætteret på malerier og træsnit med en karakteristisk stil, der siden har gjort ukiyo-e til en af de mest genkendelige stilarter inden for orientalsk billedkunst. Ukiyo-e betyder direkte oversat "billeder fra den flydende verden", hvilket skal forstås som den fysiske verden, og derfor beskæftiger genren sig altså med virkeligheden og de mennesker, der lever i den.
I begyndelsen blev ukiyo-e skabt i stort/hvid, før det blev almindeligt at benytte sig af farver, og disse billeder er ikke blot eksempler på kildemateriale, som dokumenterer tilværelsen i fortidens Japan, men også udviklingen, idet man fortsatte med at med at producere kunst, selv efter de japanske grænser blev åbnet op for omverdenen i slutningen af 1800-tallet, hvor den Vestligt inspirerede industrialisering begyndte at udvikle samfundet. I denne tid blev nye stilarter og fotografering ligeledes bragt til Japan, så efterspørgslen efter ukiyo-e med tiden døde ud, selvom det fortsat produceres. Mange japanske kunstnere blev landskendte grundet deres værker, og disse er også endt med at blive verdenskendte grundet deres simple men på samme tid detaljerige design med en todimensionel dybde. Mens baggrunde i visse tilfælde var udeladt, så var de andre gange med til at fylde billedet ud - blandt andet da man i 1700-tallet lod sig inspirere af Vestlige malerier til at skabe undergenren kendt som uki-e, hvor der skabes en tredimensionel dybde i billedet.
Ukiyo-e blev blandt andet anvendt til at portrættere mennesker, og særligt mennesker har da også et karakteristisk udseende inden for denne genre, idet de ofte har farveløs hud, små øjne og små munde. Stort set alle aspekter ved japansk kultur er blevet gengivet i ukiyo-e, men særligt kendt er den erotiske genre kaldet shunga, der kan betegnes som et tidligt eksempel på porno, idet man trods alt havde kunstnerisk frihed til at portrættere alt. Så mens ukiyo-e godt nok tog udgangspunkt i virkeligheden og skildrede denne på nogenlunde autentisk vis, så var shunga dog også kendt for at overdrive de menneskelige kønsorganer og skildre visse fantasier. I 1790 blev der desuden lavet en lov, som forbød uautoriseret salg af ukiyo-e, idet disse blev underlagt censur.
Som regel udformede en kunstner et motiv, mens dette fungerede som base for produktionen af et færdigt produkt hos en udgiver, der havde folk ansat til at fremstille dette, ligesom man havde et officielt segl, der blev påtrykt produktet, så dets ægthed samtidigt blev verificeret. Mens træsnit kunne masseproduceres, så kunne malerier kopieres, så ukiyo-e endte med at blive en handelsvare, som mange japanere ejede. Havde man penge nok kunne man tilmed bestille et unikt originalværk. Billederne blev blandt andet malet som dekorationer på træplader, vifter, skriftruller og foldeskærme, idet de som oftest var idylliserede og romantiserede gengivelser af virkelige steder eller mennesker. Af samme grund var det normalt at portrættere smukke kvinder, af hvilken grund prostituerede og geishaer ofte blev anvendt som modeller. Generelt blev der dog eksperimenteret med stil og motiv blandt de forskellige kunstnere, som da også pyntede på virkeligheden i deres værker, som ikke desto mindre har været med til at give nutiden indsigt i dagligdagen i det feudale Japan. I dag findes mange af disse udstillet på museer, mens det også er muligt for almindelige mennesker at erhverve sig dem på auktioner. Ellers findes der også moderne kopier af populære motiver.