Kabuki

KabukiKabuki er en traditionel teaterform, der er kendetegnet ved at skuespillerne er iført flamboyante kostumer og overdrevet makeup, og så er det desuden kun mænd, der optræder på scenen. Oprindeligt var det faktisk kvinder, der grundlagde den type teater, som senere blev til kabuki, men i 1629 blev det forbudt for kvinder at optræde, så mændene overtog i stedet hvervet, og fordi der var behov for kvindelige roller i et teaterstykke, så endte mændene med at påtage sig disse, præcis som kvinderne tidligere havde spillet mandlige roller. Kabuki med mandlige skuespillere hed egentlig yaro kabuki og opstod omkring år 1612, hvor det særligt var unge mænd, der blev skuespillere, fordi de havde nemmere ved at påtage sig kvindelige roller, og de mænd, der specialiserer sig i disse kaldes for onnagata eller oyama.

Det blev faktisk forbudt for mænd at spille kvindelige roller i 1642, så i en kort periode måtte skuespillerne kun spille mænd, og fordi temaerne i stykkerne ofte var af erotisk karakter, så begyndte der at opstå homoseksuelle fortællinger, idet det blev populært blandt skuespillerne at spille unge mænd kendt som wakashu i stedet for kvinder, og wakashu kabuki blev derfor også banlyst, før begge forbud med tiden blev afskaffet på den betingelse, at alle skuespillerne ikke måtte bære parykker og desuden skulle barbere deres isse og påtage sig en chonmage-frisure, der tydeligt viste, at de var voksne (maskuline) mænd. Skuespillerne valgte så at iføre sig tørklæder, når de spillede kvinder og unge mænd, indtil forbuddet mod parykker også blev afskaffet. At det kun var mænd, der måtte spille skuespil, havde faktisk indvirkning på de første filmproduktioner i Japan, hvor det i begyndelsen var mænd, der spillede kvinder, indtil kvinderne atter begyndte at indfinde sig i hvervet, men fordi kabuki anses for at være en traditionel form for teater, så er det fortsat ikke tilladt for kvinder at blive kabukiskuespillere.

Kabuki inspirerede til udviklingen af mange andre typer af teater, men selvom kabuki mødte modstand fra myndighederne, der favoritiserede det mere sofistikerede noh-teater, så blev det med tiden en af de mest populære former for social underholdning – først på gadeplan og senere blandt middelklassen, hvilket førte til etableringen af kabuki-teatre, så skuespillerne havde en fast scene, hvor de kunne optræde foran et stort publikum. Det var for det meste kun mænd, der fungerede som publikum, og selvom erotik var et af de mest populære temaer, så var komedie det imidlertid også, og der opstod med tiden forskellige genre inden for kabuki – blandt andet aragoto, der er kendetegnet ved, at skuespillerne ofte har en overdrevet gestik og teatralske bevægelser, mens dette er mere realistisk i wagoto. For at skuespillerne nemmere skulle kunne ses på scenen, blev det også almindeligt, at de iførte sig farverige kostumer og tydelig makeup kaldet kesho – begge med farver eller mønstre, som skulle symbolisere karakterens rolle. Der optræder imidlertid også statister kaldet kurogo, som er fuldkommen klædt i sort, hvilket skyldes, at de står for at udføre effekter og derfor ikke spiller en egentlig rolle. Før i tiden blev kabuki opført med dårlig belysning, så disse statister var svære at se, mens de i dag er noget mere tydelige på scenen, hvor der nu også gøre brug af moderne effekter såsom wirere, der kan få skuespillerne til at “svæve”.

En kabukitrup består af et fast hold af skuespillere, og mange af disse har faktisk nedarvet deres stilling som kabukiskuespiller fra deres far, og de bærer derfor også et scenenavn, som går i arv, ligesom de sørger for at bevare og videreføre ældgamle stykker. Selvom kabuki oprindeligt ikke besad prestige, så er det endt med at blive betragtet som en kunstform, og kabuki er faktisk blevet optaget på UNESCOs liste over kulturarv. Grundet sin kulturelle værdi mødte kabuki dog modstand efter Anden Verdenskrig, hvor man mente, at teaterformen besad for mange traditionelle elementer i en tid, hvor man ønskede at komme videre og udvikle samfundet. Kabuki blev egentlig gjort forbudt af de amerikanske styrker under okkupationen af Japan, men forbuddet varede ikke ret længe, og herefter stod en lille gruppe japanske mænd for at genoplive teaterformen, hvilket blev en succes, selvom kabuki havde sin storhedstid i 1700-tallet.

I dag er det at være kabukiskuespiller et anerkendt hverv, som kræver en uddannelse, og det bliver spillet af mænd i alle aldre. Kabuki-stykker tager desuden udgangspunkt i den tid eller perioden før, hvor teaterformen opstod, hvilket vil sige, at skuespillerne stadig er klædt i traditionelle kostumer, ligesom de ofte benytter gammeldags tale, som selv mange japanere har svært ved at forstå. Der er heller ikke gjort brug af baggrundsmusik i kabuki, men der optræder dog musik i form af traditionelle instrumenter, som der spilles på på scenen som en del af stykket. En kabuki-forestilling varer typisk et par timer eller mere, men der findes faktisk stykker, som tager en hel dag at fremføre. Der er imidlertid ikke mange kabuki-teatre i Japan, og de fleste findes i storbyerne, hvor de ligner moderne bygninger, mens kun ganske få originale teaterbygninger er tilbage.

Total Page Visits: 39 - Today Page Visits: 3