Manzai

Manzai er en form for komediespil, der typisk består af en mandlig duo, hvoraf den ene af disse spiller en seriøs rolle, mens den anden spiller en useriøs rolle. Humoren opstår således i samspillet mellem de to modsætninger, hvilket både inkluderer vittigheder, misforståelser, fejltagelser, mimik og fysisk interaktion. Oftest er der også en fysisk forskel mellem de to, så de udadtil kan fremstå som modsætninger, hvilket som regel gælder kropsbygning og påklædning. Duoen er tilsammen kendt som manzaishi, mens den seriøse mand kaldes for en tsukkomi, og den useriøse mand kaldes for en boke. En tsukkomi har således til formål at repræsentere det fornuftige og rationelle menneske i dettes møde med et uintelligent fjols, hvilket vil resultere i irritation, rettelser, belæring og afstraffelse. Der er dog ingen grænse for antallet af manzaishi, så selvom en duo er det mest almindelige, så kan der sagtens være tale om en trio, kvartet og sågar flere, selvom dette er sjældent grundet de begrænsede roller.

Manzai hart sin oprindelse i Heian-perioden, hvor det blev opført for at undeholde folk i forbindelse med festivaler. Den moderne version opstod dog i Osaka i 1930'erne, og derfor taler de fleste manzaishi med en såkaldt Kansai-dialekt, idet mange nu forbinder manzai med Osaka, som ligger i Kansai-regionen. Manzai bliver dog opført overalt i Japan, hvilket foregår på en scene foran et publikum, der helst skal underholdes og dermed grine af interaktionen mellem de medvirkende. Et kendetegn ved manzai er, at alt skal virke spontant og improviseret, selvom det er indøvet. Historisk set har hurtig snak altid været en del af manzai, og dette udgør derfor størstedelen af en manzai-forestilling, men ellers er der som sådan ingen regler for, hvad de medvirkende kan foretage sig, idet de eksempelvis også kan synge, danse og benytte sig af rekvisitter. Det er blandt andet normalt, at en tsukkomi benytter sig af en papirvifte kaldet harisen til at slå en boke med, når han dummer sig.

Det er ikke altid den samme person, der spiller den samme rolle, og under en opvisning kan enten en tsukkomi eller en boke være i fokus, eller de kan derimod deles om rampelyset. Mens en boke i sig selv fungerer som et komisk element, så er det primært i interaktionen med en tsukkomi, at der opstår humor, fordi en tsukkomi udfordres af en boke og forsøger at virke overbærende og rationel, indtil vedkommende mister tålmodigheden. Der er derfor ikke nogen "sjov person" i manzai, fordi de medvirkende er sjove sammen.

Total Page Visits: 30 - Today Page Visits: 1