Noh er en traditionel teaterform, der opstod i Japan 1300-tallet, hvor det blev en populær form for underholdning, idet der er tale om en fortælleroptræden med inkorporeret musik, dans og skuespil. Noh-teater er sådan set en måde at lytte til historier ved at se disse blive opført, hvilket bliver gjort af en lille trup bestående af skuespillere og musikere, der alle har en plads på scenen. Der er ofte tale om mytiske fortællinger, som bliver fortalt af en hovedperson kaldet shite, der er kendetegnet ved at bære en maske, der skal vise, at vedkommende optræder som en bestemt karakter. En shite får narrativ støtte af en gruppe sekundære fortællere kaldet jiutai, som sidder ved siden af selve scenen, mens en shite på denne har selskab af medskuespillere - heriblandt waki, der spiller levende mennesker, mens en shite ofte spiller åndelige skabninger eller hellige skikkelser. I baggrunden sidder orkestret og spiller på traditionelle instrumenter, der fungerer som baggrundsmusik under stykket. Geki noh er den type noh, hvor tale udgør forestillingen, mens Furyu noh er en slags opvisning med dans som den dominerende fortælleteknik.
Noh er karakteriseret ved, at skuespillernes tale er meget poetisk og rytmisk med en nærmest monoton tone, mens deres bevægelser er langsomme og nøje koreograferet og tilpasset musikken, så det hele går op i en højere enhed og skaber en højtidelig stemning. De medvirkende bærer desuden store og farverige kostumer, som kan ses på lang afstand, og fordi noh-teater ikke har udviklet sig meget siden det opstod, så er der tale om traditionelle kostumer, eftersom stykkerne stadig består af klassiske fortællinger den dag i dag. Præcis som med kabuki, så er alle medvirkende oven i købet mænd, men i modsætning til kabuki, så er noh-teater historisk set blevet favoriseret i de højere kredse, fordi man anså det for at være en sofistikeret form for underholdning, hvilket også førte til, at det i hundredvis af år ikke udviklede sig. Noh-teaters storhed endte derfor i slutningen af 1800-tallet, hvor man i Japan begyndte at modernisere samfundet, så bevarelsen af de traditionelle kunstformer var noget, som skuespillerne selv måtte kæmpe for. Efter Anden Verdenskrig erkendte myndighederne dog vigtigheden ved at sikre kulturarven, og noh er i dag også på UNESCOs liste over kulturarv. Dog findes der kun ganske få skoler, hvor man kan blive uddannet som noh-skuespiller nu om dage, og mange af de nuværende skuespillere kommer fra en familie, hvor hvervet er gået i arv.
I Japan opføres noh typisk sammen med kyogen, der er en traditionel form for komedie, og tilsammen er denne type teater kendt som nogaku, hvor noh udgør hovedstykkerne, mens kyogen mest fungerer som korte indslag imellem disse. Noh er nemlig mere alvorligt og kunstnerisk, så man har i sin tid erkendt behovet for en opkvikkende grinepause nu og da. Oprindeligt blev noh opført ved templer og helligdomme, og nogle steder kan man stadig finde noh-scener ved disse, men nu om dage findes der imidlertid teatre, hvor forestillingerne primært foregår. Disse opføres stort set udelukkende kun med brug af de medvirkendes stemmer og bevægelser, og brugen af rekvisitter er derfor meget begrænset. Det mest fremtrædende er den karakteristiske noh-maske, der tydeligt forestiller den skikkelse, som skuespillerne portrætterer såsom en dæmon eller en kvinde.
Selvom der eksisterer omkring 2000 noh-stykker, så er det kun under 300 af disse, der opføres som faste forestillinger på nogle af de få teatre rundt om i Japan, hvoraf de fleste befinder sig i storbyerne. En normal forestilling består af omkring 5 opvisninger, og en traditionel noh-scene er desuden kendetegnet ved, at publikum sidder foran scenen og på venstre side af denne.