I Japan er man glade for at spise fisk, og i stedet for at smide overskydende rester bort, når fiskene er blevet solgt og parteret, så har man fundet måder at udnytte størstedelen af fiskene, hvilket blandt andet har ført til, at øjne fra tunfisk er blevet en delikatesse i Japan. Disse er på japansk kendt som maguro no medama og sælges både på restauranter, hvor de indgår i retter, i madboder, hvor de sælges som snacks, og i frosne eller rå udgaver i supermarkeder, så man selv kan tilberede øjeæblerne derhjemme. Smagen minder efter sigende om blæksprutte, mens konsistensen minder om hårdkogte æg.
Tun er store fisk, så øjnene har ofte samme størrelse som tennisbolde, så man kunne sådan set sætte tænderne i dem ligesom med et æble, men det er dog mest almindeligt, at man spiser dem med spisepinde, hvilket kan være lidt svært i retter, hvor hele øjet indgår. Det er nemlig ikke altid, man skærer dette i stykker, men når øjnene udsættes for varme, bliver de naturligt blødgjorde, mens dele af det går i opløsning. Dog indgår hele øjet som regel i en ret, og disse kan tilberedes på alle mulige måder, idet de både kan grilles, koges og steges.
Mens man i mange andre lande spiser fiskeøjnesuppe, så er det kun tunøjne, der er indtil videre er blevet populære i Japan, men det er dog endnu en delikatesse og derfor ikke en udbredt fødevare i Japan, hvor mange japanere derfor aldrig har smagt det. At spise fiskeøjne er nemlig en ret ny trend, som opstod i 90'erne, hvor man blev opmærksom på øjnenes høje indhold af fiskeolie.