Ramune

Ramune

Ramune er en japansk produceret sodavand, som findes i mange forskellige varianter, der med tiden har rundet 50, selvom flere af disse har været midlertidige, idet ramune fås i et fast sortiment med limited edition-udgaver, som løbende skiftes ud. Ramune fås dog mest i frugtudgaver, hvor lime-citron var den første, der kom på markedet i 1865, mens kommerciel produktion begyndte i 1872. Siden er der kommet mange andre varianter såsom melon, jordbær, annanas, appelsin, blåbær og cola. Af lidt mere specielle smagsvarianter kan blandt andet nævnes yoghurt, matcha og wasabi.

Ramune er blandt de ældste sodavand i Japan og er dermed en af de mest kendte former for læskedrik i landet, men en stor forklaring på drikkens popularitet skyldes dog også, at den fejlagtigt blev markedsført som et middel mod kolera. Ramune fremstilles i dag af forskellige producenter, mens distributøren Hatakosen har sørget for at ramune har fundet vejen uden for Japans grænser, så sodavanden nu sælges overalt i verden, hvor de mange forskellige smagsvarianter har gjort ramune populær

Ramune er dog ikke kun kendt for sine mange smagsvarianter, men også flaskerne, der er af typen codd-neck bottle, hvilket er en traditionel sodavandsflaske af glas, som blev opfundet i 1800-tallet. Disse åbnes nemlig ved, at man får en lille prop med flasken, som skal presses ned i kapslen, så der dannes et hul i denne, som man kan drikke fra. Samtidig udløser man en glaskugle, der har fungeret som en indre prop, og denne vil således falde ned i flaskehalsen, som er snævret ind, hvor glaskuglen vil forblive fanget, når flasken smides ud og sendes til genbrug. Glaskuglen kan samtidig være med til at blokere for åbningen, når man drikker, så det derfor kræver øvelse at drikke ramune, da flasken skal vinkles på en bestemt måde. Ramune fås dog også i både dåser og plastikflasker, men det er 200 ml. glasflaskerne, der er mest populære.

Total Page Visits: 22 - Today Page Visits: 1