Der bliver hele tiden opfundet nye ting, som både gør livet nemmere for os mennesker eller fuldkommen ændrer på vores tilværelse. Dog er der også grænser for, hvad vi har behov for, og derfor er der en hel del opfindelser, der aldrig rigtig slår igennem, fordi man bare sagtens kan leve uden. Japan er kendt for sine kreative opfindelser og står bag mange moderne dagligdagsting, der blev udbredt på verdensplan i sidste halvdel af 1900-tallet. Men i denne periode tog det også overhånd, da japanske firmaer forsøgte at opfinde den ene unødvendige ting efter den anden for at tjene penge på et ikke-eksisterende marked.
I begyndelsen af 1990'erne lod Kenji Kawakami sig inspirere af tendensen med at opfinde tåbelige og unødvendige genstande, da han arbejdede som redaktør hos postordrekataloget Mail Order Life, hvor han dedikerede en sektion til at fremvise prototyper på opfindelser, han selv stod bag. Disse opfindelser kaldte han for chindogu, hvilket kan oversættes til "specielt værktøj", og fælles for disse opfindelser var, at de var mere kreative, end de var funktionelle. Formålet med chindoku var derfor at sætte fokus på materialisme og overforbrug, så chindoku altså var en form for satire, og ordet blev inden længe optaget i det japanske sprog, hvorved det blev et synonym for skøre opfindelser, hvis tåbelige anvendelse overgik behovet for dem.
Chindoku førte til oprettelsen af en international forening, og denne opsatte ti kriterier for, hvornår et produkt kan kaldes for chindoku, ligesom Kenji Kawakami samarbejdede med redaktøren for Tokyo Journal, Dan Papia, med hvem han i 1990'erne udgav to bøger, der præsenterede en række unødvendige opfindelser af japansk oprindelse for engelsksprogede læsere. Siden da er flere af disse opfindelser blevet spredt rundt på internettet, hvilket har ført til en udbredt overbevisning om, at tingene rent faktisk sælges og benyttes i Japan, hvilket dog ikke er tilfældet, da der jo er tale om chindoku. Mens nogle af disse opfindelser ganske vist er blevet masseproduceret og solgt, så er der andre, som aldrig har fundet vej til markedet, fordi der ganske enkelt ikke har været brug for dem. Og så er der nogen, der blot er ment som en joke, hvilket også var tilfældet med Kenji Kawakamis egne opfindelser.
Eksempler på chindoku inkluderer blandt andet:
Smørstift Funktion: Gør det nemmere at smøre brød | Briller med pandestel Funktion: Gør det muligt at ligge på siden med briller på | Kattemopper Funktion: Katten mopper gulvet for en når den går rundt | Spisepinde med blæser Funktion: Gør at man ikke behøver at puste varmen af nudler |
Øjendråbebriller Funktion: Gør det nemmere at ramme øjnene når man bruger øjendråber | Toiletpapirshat Funktion: Gør at man altid har toiletpapir ved hånden, når man har brug for det | Sugekophjelm Funktion: Forhindrer at man vælter forover, hvis man falder i søvn i toget | Smæksko Funktion: Sutsko med stav som man kan hive ud, så de kan bruges som fluesmækker |
Transportable armlæn Funktion: Gør det muligt at hvile armene, mens man går | Slipseparaply Funktion: En paraply i slipset så man altid har en ved hånden | Hovedsmæk Funktion: Forhindrer at håret ryger i maden når man spiser | Hovedstøttestativ Funktion: Gør det muligt at stå op og sove i toget |
Bananetui Funktion: Forhindrer at bananer bliver stødt når man har dem liggende i tasken | Halve skåle med spejl Funktion: Giver indtryk af, at man spiser mere, end man gør, så man kan holde sin kur | Sugekophåndtag Funktion: Kan fæstnes på loftet i toget, så man altid har noget at holde fast i | Moderne lommelærke Funktion: Gør det muligt at drikke fra dåser ved at have dem hængende i brystlommen |
Ansigtselastik Funktion: Hjælper med at træne ens ansigtsmuskler | Alt i et-slips Funktion: Et slips med lommer bagtil til kort og andre ting | Iltmaske Funktion: Gør det muligt at optage ilten direkte fra planter | Bryster til mænd Funktion: Gør det muligt for mænd at amme deres spædbørn |