Kokeshi

Kokeshi

Kokeshi er japanske dukker fremstillet af træ med det gennemgående karakteristiske træk, at de kun består af et hoved og en krop. Dukkerne er altså ikke i besiddelse af hverken arme eller ben, så man snarere kan kalde dem for figurer, eftersom de er designet således, at de kan stå oprejst. Mange benytter derfor kun kokeshi som dekorationer, da det er meget ualmindeligt at benytte dem som legetøj. Oprindeligt blev kokeshi da også fremstillet med det formål at fungere som souvenirs, hvilket er en status, de fortsat besidder den dag i dag, eftersom der findes et utal af former og størrelser, som typisk varierer fra egn til egn. Kokeshi-dukker har deres oprindelse fra en række varme kilder i Tohoku-regionen, hvor de første dukker lignede aflange pinde med et rundt hoved. Dukkerne fik påmalet mønstre på kroppen og et ansigt samt hår på hovedet - som regel med farverne rød, grøn og sort.

Kokeshi-dukker er blevet populære grundet deres simple design og lige så simple udtryk, hvilket mange finder charmerende. I dag findes der også moderne kokeshi-dukker med en mere menneskelignende form, hvor håret er en del af udskæringen, men dukkerne er stadig kendetegnet ved ikke at have arme og ben. Disse dukker blev udbredt i resten af Japan efter anden verdenskrig og er desuden mere farverige, idet hele træet ofte er malet, mens det bare træ derimod er synligt hos de traditionelle dukker, hvor det fungerer som hudfarve. De traditionelle kokeshi-dukker er officielt tilknyttet 11 egne i Tohoku-regionen og opdeles derfor i 11 kategorier: Nambu, Tsuchiyu, Sakunami, Naruko, Tsugaru, Kijiyama, Yajiro, Hijori, Togatta, Yamagata og Zao Takayu.

Traditionelle kokeshi-dukker fremstilles af forskellige træsorter, der ligges til tørring i en årrække, før træet er klar til at blive forarbejdet af en kunsthåndværker kendt som kijishi. Moderne kokeshi-dukker bliver derimod massefremstillet og er derfor også billigere end de traditionelle dukker. Dog bliver der også massefremstillet dukker med et traditionelt design. Fælles for de fleste kokeshi-dukker er imidlertid, at de er håndmalede.

Total Page Visits: 567 - Today Page Visits: 1