
Kusari-doi (også kaldet kusari-toi) er japanske nedløbskæder, der ligesom nedløbsrør har til formål at transportere vandet ned fra en tagrend. Forskellen er bare, at vandet er skjult i et nedløbsrør, mens det er synligt i en nedløbskæde, så man dermed kan se og beundre vandet, mens det løber ned langs kæden. Men kusari-doi er dog også tænkt som dekorationer, og derfor findes de i mange forskellige udgaver, hvor vandet på forskellig vis transporteres fra tagrenden og ned i et afløbsrør eller en beholder.
Kosari-doi kan eksempelvis bare være en kæde, men denne kan også være forsynet med identiske kopper, der opsamler vandet undervejs. Disse kopper kan findes i vidt forskellige designs, og har et hul i bunden, så vandet således holdes i en forenet stråle via kæden som bindeled. Det oprindelige formål med kusari-doi var nemlig at opsamle regnvand, så dette kunne benyttes senere, men ved at anvende en kusari-doi fik regnen også tillagt en æstetisk værdi, så man kunne sidde og betragte denne under et uvejr, og derfor blev en kusari-doi oftest opsat i nærheden af en veranda. Selv efter introduktionen af nedløbsrør, er det stadig udbredt med nedløbskæder i Japan, hvor de typisk ses ved templer og helligdomme, men også ved private hjem.