Metabolisme (shinchintaisha på japansk) er en arkitekturstil, der opstod i Japan efter Anden Verdenskrig, hvor en gruppe japanske arkitekter forsøgte at revolutionere den moderne arkitektur ved at inddrage naturen i denne - nærmere betegnet biologien, idet man forsøgte at kombinere moderne byggeteknikker med ideen om organisk vækst. Metabolisme var derfor nytænkende og banebrydende, hvorved det blev anset for at være en avant garde-stil, eftersom man forsøgte at tilpasse sig fremtiden ved at skabe bygninger, som kunne passe ind i denne, så det altså ikke rigtig fungerede i nutiden. Dette gjaldt både bygningernes design og formål, hvilket givetvis er den grundlæggende forklaring på, at metabolisme aldrig rigtig slog igennem. Men efter oliekrisen i 1973 blev Japan imidlertid også ramt af en økonomisk krise, hvilket gjorde det svært at investere i nye byggeprojekter, så nye ideer derfor også blev skrottet. I dag er metabolisme stort set et uddødt koncept, og kun få bygninger designet med udgangspunkt i metabolismen eksisterer den dag i dag.
Metabolisme blev præsenteret for et internationalt publikum i 1959 af Kenzo Tange, der var en af grundlæggerne af metabolisme. Mange af de japanske arkitekter, der specialiserede sig i metabolisme, tilhørte Tanges studie, som blandt andet blev udvalgt til at designe flere bygninger og pavilloner til Verdensudstillingen i Osaka i 1970. Selve inspirationen til metabolisme-bevægelsen var det faktum, at Japan lå i ruiner efter Anden Verdenskrig, men at man på trods af dette var i stand til at rejse sig og videreudvikle samfundet, præcis som en biologisk organisme, der er i stand til at regenerere sig selv, formere sig og eksistere som en enhed i en større helhed (metabolisme er den videnskabelige betegnelse for stofskiftet). På den måde opstod tanken om at bygge bygninger, der kunne fungere som forstørrede organismer, hvor hele samfund kunne bestå som en del af et større samfund - altså en by i en by. Af samme grund er metabolisme kendt for sine megastrukturer, der dog aldrig rigtig blev realiseret, idet de både var for dyre og for ekstreme. Her kan blandt andet nævnes Kiyonori Kikutakes Ocean City, der var tænkt som kunstige øer, som kunne fungere som bydele, og Tower-shaped City, der skulle have været en 300 meter høj skyskraber, hvor man kunne bo og leve uden nogensinde at begive sig uden for denne.
Kenzo Tange havde derimod planer om at bygge en hel bydel på Tokyo bugt, så man dermed kunne tilpasse sig befolkningstallet, som var stødt stigende i hovedstaden i efterkrigstiden. Og det var netop antallet af mennesker, man tog højde for inden for metabolisme, mens man samtidig ikke forholdt sig til folks bevægelsesfrihed, idet man ofte isolerede folk, så de kunne eksistere som enheder i en større helhed. Mange af de projekter, som rent faktisk blev realiseret, var beboelsesejendomme og kontorbygninger, hvis formsprog var kendetegnet ved at besidde det organiske formsprog i skikkelse af enheder, der tilsammen udgør en større helhed. Dette kom også til udtryk i bygningernes design, der var meget dynamiske i deres udtryk - ofte med forskudte elementer, præcis som med naturen, hvor orden hersker på et kaotisk plan. Et af de mest ikoniske eksempler på metabolisme var blandt andet Nakagin Capsule Tower i Tokyo.
Når det kom til stykket, var japanerne mere tilhængere af struktur og fri bevægelse, så metabolisme slog aldrig rigtig igennem. Og da det ikke var muligt at realisere projekter i Japan, forsøgte de japanske arkitekter blandt andet i Afrika og Mellemøsten, hvor man i 1970'erne var i gang med at udvikle flere storbyer. Hér nåede de at opføre en række bygningsværker, før metabolisme-bevægelsen med tiden døde ud sammen med de arkitekter, som havde startet den.