Yakuza er det overordnede navn for den japanske mafia, der driver kriminalitet både i og uden for Japan. Netværket er også kendt som gokudo, der betyder "den ekstreme vej", mens medlemmerne selv kalder sig for ninkyo dantai, der kan oversættes til "heltemodig organisation". Begrebet yakuza stammer egentlig fra det japanske kortspil Oicho-Kabu, hvor den dårligste hånd er 8-9-3, der netop kan udtales ya-ku-za. Der er ikke endegyldige tal på, hvor mange medlemmer, der er tilknyttet yakuzaen, men det skønnes, at der i hvert fald er over 100.000, hvilket gør det til en af de største forbryderorganisationer i verden. De 100.000 medlemmer er dog spredt ud over Japan i mindre grupper, der menes at tælle omkring 2000.
Politiet har kendskab til organisationens udbredelse og i nogle tilfælde også til deres handlinger, men uden beviser er det ikke altid, at folk bliver dømt for deres forbrydelser. En stor del af Japans hårde kriminalitet såsom drab og vold er blevet begået af yakuza-medlemmer, der har stået for mange opsigtsvækkende sager i Japan, men generelt tjener medlemmerne deres penge ved at sprede frygt, der normalt går ud over magtindehavere såsom rigmænd og større virksomheder, så den almindelige japaner altså sjældent bliver gjort til offer. Tværtimod har yakuzaen under naturkatastrofer ydet nødhjælp til befolkningen, så nogen på den måde har dannet sig et positivt indtryk af organisationen, der åbent taler om sine aktiviteter og ofte optræder i offentligheden under fredelige forhold. Yakuzaen står dog også for organiseret international kriminalitet såsom narkosmugling, våbenhandel og menneskehandel, hvilket er nogle af de handlinger, der har ført til anholdelser uden for Japan - blandt andet da yakuza-lederen Takeshi Ebisawa i 2022 blev arresteret for at have været involveret i en våbenhandel i København, hvilket dog senere førte til hans anholdelse, da handlen blev foretaget af amerikanske og danske undercover-agenter med det formål at lokke ham i en fælde og dermed bremse hans kriminelle foretagender uden for Japan.
Det menes, at de første grupperinger opstod i de laveste samfundsklasser i løbet af 1600-tallet, og siden har yakuzaen vokset sig større og netop fungeret som en organisation, hvor individer fra de nedre lag, som ikke passer ind i samfundet, kan indgå i et fællesskab, men det hænder dog tit, at der er tale om svagtstillede personer, der bliver hvervet, fordi de ikke føler, at de har andre muligheder for at blive til noget, og så kan det at være et yakuza-medlem samtidig føre til respekt, idet det indgyder frygt i andre. Typisk er der tale om teenagedrenge, der hverves som unge, mens de endnu ikke har fundet deres kald i livet, eller folk fra minoritetsgrupper, der føler sig udstødt fra samfundet, og for mange bliver det at være yakuza-medlem en livslang "stilling", der gør det muligt for en at stige i graderne. Som yakuza-medlem kan man dog have status som aktivt eller inaktivt medlem, så man altså ikke behøver at indgå i aktiviteter for at være medlem.
Der findes forskellige yakuza-grupperinger kendt som kumi eller kai med en overordnet mafiaboss kaldet kumicho eller oyabun, og under ham findes et kompleks netværk bestående af en administrativ afdeling samt de underordnede, der har ansvaret for at udføre, overvåge og indberette aktiviteterne blandt medlemmerne kendt som brødre. For at blive medlem skal man gennemgå en række ritualer, før man vil blive accepteret ved at dele en kop sake med ens kumicho. Det er desuden kun mænd, der kan være medlemmer af yakuzaen, og de eneste kvinder, der er bliver anerkendt som værende en del af fællesskabet, er dem, som er gift med en kumicho, hvorved de får titlen ane-san, der betyder "storesøster".
Yakuza-grupper besidder forskellige territorier, og selvom yakuza-medlemmer som sådan tilhører det samme fællesskab, så hænder det, at der opstår interne konflikter, der kan udvikle sig til noget, der ligner lokale bandekrige. Et af de vigtigste aspekter hos yakuzaen er loyalitet, og straffen for ikke at udvise dette har før i tiden været, at man fik hugget et fingerled af, for hver gang, man udviste mangel på loyalitet (en straf kendt som yubitsume), men nu om dage er det ikke særlig udbredt, eftersom manglende fingre kan være et bevis på, at man er et yakuza-medlem, ligesom det desuden er forbudt at udføre denne form for afstraffelse.
Det er dog et krav, at man som yakuza-medlem får en tatovering, og nogle har flere end andre, så en krop dækket af tatoveringer derfor er blevet det stereotype billede på et yakuza-medlem. Af den grund har tatoveringer også fået et dårligt ry i Japan, idet man netop forbinder dem med yakuzaen og dermed også med kriminalitet. Ellers ligner og klæder yakuza-medlemmer sig som almindelige mennesker - dog lader kort hår og robuste kroppe til at være gennemgående træk, ligesom højtstående medlemmer som regel ses i jakkesæt.