Buddhisme

BuddhismeBuddhismen blev officielt set indført i Japan fra Kina via Silkeruten i år 552, da en gruppe buddhistiske munke og nonner blev sendt til Japan for at introducere Kejser Kinmei for religionen. På daværende tidspunkt var shintoismen den eneste trosretning, der fandtes i Japan, og da denne blev betragtet som en sandhed, blev buddhismen og dens ideologier ikke implementeret i det japanske samfund med det samme. Der var i stedet tale om en langsommelig proces, hvor buddhismen gradvist fik mere magt og højere status, fordi Japans politiske elite begyndte at bekende sig til religionen og følge dens ritualer. Shintoismen og buddhismen var nemlig ikke kontraster til hinanden, og derfor var det nemt for japanerne at forholde sig til buddhismen, hvilket gjorde det muligt at udbrede religionen, så den med tiden begyndte at eksistere side om side med shintoismen og endda fusionere med den, så det blev svært for japanerne at forstå, hvornår der var tale om buddhistiske værdier, og hvornår der var tale om shinto-værdier. Officielt set blev de to religioner holdt adskilt og praktiseret hver for sig i henholdsvis templer og helligdomme, men selv disse fysiske steder blev ofte forenet, så helligdomme og templer eksisterede på samme grund.

I shintoismen tror man på et utal af guder, der er manifestationer af alt fra fysiske ting til abstrakte fænomener. Et lignende koncept optræder i buddhismen, hvor det tværtimod er et endeløst antal af Buddhaer, der udgør religionens guder, og præcis som med shintoismens guder, så kan man tilbede de buddhistiske, hvilket foregår ved templer via fysiske tilbedelsesobjekter såsom statuer. Dette er den primære forskel mellem buddhismen og shintoismen, idet man ved helligdomme opbevarer guders kami, der dog ikke kan ses, således at der altså ikke er noget fysisk tilbedelsesobjekt. En af de mest almindelige måder at tilbede guderne inden for shintoismen og buddhismen er dog ved at foretage ofringer, hvilket blandt andet kan gøres ved at donere mønter. Dette er forklaringen på, hvordan buddhismen i sandhed fik fodfæste i Japan og kunne sprede sig, for da religionen først var blevet anerkendt af landets politiske elite, så kunne man fra samfundets top udbrede buddhismen ved at anlægge templer overalt i landet. Disse modtog ikke blot økonomisk støtte fra de højere kredse, men også donationer fra det japanske folk, og buddhismen fik på den måde konsolideret sin status i Japan, som blev videre styrket, da templerne fungerede som landets tidligste skoler, hvor japanerne lærte at læse og skrive. Buddhismen blev altså basen for udbredelse af viden i Japan, og religionen blev med tiden en integreret del af den japanske kultur – særligt fordi den havde infiltreret det japanske hof og var med til at sætte den politiske dagsorden.

Buddhismens magt blev i sandhed åbenlys, da Nara blev gjort til Japans hovedstad i 700-tallet, hvor byen samtidig blev Japans buddhistiske hovedsæde med mange store templer. Til sidst endte buddhismen dog med at få så meget politisk indflydelse, at man fra hoffets side valgte at tage afstand fra religionen ved at flytte hovedstaden til Kyoto. På dette tidspunkt havde buddhismen dog fået bidt sig fast i det japanske samfund, og religionen blev derfor udbredt og bevarede sin status som en dominerende religion i århundreder. Tusindvis af templer skød op, og endnu flere japanere begyndte at arbejde i dem som munke eller nonner, der praktiserede religionen og ernærede sig ved at yde åndelig vejledning eller foretage religiøse ritualer. Buddhismens værdier blev eksempelvis inkorporeret i japanske begravelsesceremonier. Der findes dog mange grene – såkaldte sekter – inden for buddhismen, og disse blev indført i Japan gennem etableringen af forskellige skoler, ligesom der i Japan opstod grene, som var unikke var landet. Med disse grene fulgte et helt bestemt virkelighedssyn, hvilket også fik stor indflydelse på det japanske samfund – blandt andet da zen-buddhismen kom til landet, hvilket førte til udviklingen af japanske haver og teceremonier.

I slutningen af 1800-tallet vendte Japan imidlertid kinden til sine traditionelle værdier, da man i stedet begyndte at betragte Vesten som et ideal, og det betød, at man via lov fik adskilt shintoismen og buddhismen, så shintoismen herfra blev den eneste religion, der modtog statsstøtte, fordi buddhismen havde været en integreret del af shogunatet, som man havde formået at vælte, hvorved religionen blev betragtet som en fjende af landet og dets udvikling. Det bevirkede ikke blot, at templerne økonomisk blev overladt til sig selv, så tusindvis måtte lukke – man oplevede ligeledes en folkelig modstand mod religionen, hvilket resulterede i, at templer, statuer og skoler blev angrebet, ødelagt og brændt ned. Man forsøgte simpelthen at afskaffe religionen ved på fysisk vis at skille sig af med den, men buddhismen havde dog fastplantet sig så meget i det japanske samfund, at det ikke var muligt at hive den op med roden. Visse grene formåede at tilpasse sig tiden og på den måde overleve, og buddhismen fortsatte således med at eksistere i Japan som en sekundær religion i skyggen af shintoismen, indtil denne dog også blev afskaffet som statsreligion efter Anden Verdenskrig. Siden da har shintoismen og buddhismen været afhængige af privat støtte, men fordi de to religioner er et traditionel element i det japanske samfund, så er der stadig mange japanere, der støtter buddhismen og shintoismen – dog uden at de betragter sig selv som religiøse. Det er ret udbredt, at japanere slår et smut forbi et lokalt tempel og donerer en mønt, mens de foretager en bøn, men templer er også stedet, hvor mange ceremonier endnu finder sted – heriblandt begravelser, men også flere festivaler. Visse templer er samtidig blevet gjort til turistattraktioner, så de på den måde kan tjene penge, og nogle har endda valgt at åbne sig op for offentligheden som steder, hvor man kan overnatte.

Nu om dage er buddhismen i Japan altså en religiøs instans, der er afhængig af økonomisk støtte fra private, men grundet religionens indflydelse og historiske betydning i samfundet, så besidder den endnu en høj status, der gør det muligt for den at bestå i den moderne tidsalder. For dem, der praktiserer buddhismen, er formålet med tilværelsen at opnå en tilstand af sindsligevægt, så man spirituelt set kan vågne op og opnå et stadie af erkendelse, når man først forstår, at den fysiske verden blot er en indbildsk begrænsning, der holder folk fanget i en falsk virkelighedsopfattelse.

 

Total Page Visits: 69 - Today Page Visits: 1