I shintoismen kaldes guder for kami. Der er tale om spirituelle skabninger, som er tilknyttet alt i denne verden - både det levende, det døde, steder, elementer, fænomener og sågar abstrakte koncepter, præcis som det er tilfældet i eksempelvis nordisk og græsk mytologi. Der findes tilmed kamier tilhørende visse slægter, da disse betragtes som de allertidligste forfædre. Guderne er usynlige for menneskets øje, eftersom de bor i en parallel verden, som reflekteres på Jorden, hvor de kommer til udtryk som alt lige fra håndgribelige ting som sten, floder og bjerge til uhåndgribelige fænomener som kærlighed, mod og død.
Kamier er altså ikke selvstændige væsner, men en slags spirituel manifestation af det, de repræsenterer. Det er dog muligt på fysisk vis at indfange en kami, så man kan opmagasinere denne i en helligdom og dermed tilbede den, hvilket gøres ved at knytte kamien til et fysisk objekt, så dette bliver en repræsentant for kamien. Selvom disse er åndelige væsner, som altså eksisterer overalt, så er tilbedelsen af dem nemlig knyttet til fysiske genstande og steder, fordi man dermed kan være sikker på, at der er en kami til stede. Shintoismens guder adskiller sig således for den monoteistiske Gud i kristendommen, islam og jødedommen, der siges at være altomfattende og altseende, og derfor er dyrkelsen af ham også udbredt til private hjem, hvor det i Japan er sjældent, at man tilbeder andet end sine forfædre, da disse dermed er knyttet til ens slægt og dermed også husstand.
Grundlæggende set kan man sige, at alt ifølge shintoismen er indbegrebet af en åndelighed. Denne åndelighed kan tilbedes med blandt andet bøn, festivaler og ofringer, så man for det første kan sikre sig gudernes gunst, men også bede om at få opfyldt ønsker af dem, hvis de dermed vælger at velsigne en. Det er eksempelvis mest udbredt at bede for et godt helbred, gode eksamensresultater, rigdom og lykke, og mange shinto-helligdomme er dedikeret til bestemte kamier, hvor man kan tilbede en kami, som repræsenterer et særligt område. Kamier er nemlig blide og venlige, når de bliver respekteret, men så snart de føler sig hånet eller ignoreret, så tøver de ikke med at vise deres vrede. Af samme grund siges naturkatastrofer at være gudernes værk. Visse steder i Japan er særligt hellige, fordi man mener, at disse er tæt forbundet til guderne, og nogle dyr siges tilmed at være gudernes budbringere. Både steder og dyr kan derfor også tilbedes som kamier, som altså findes i et utal af udgaver, ligesom nye kan komme til, mens andre kan forsvinde, fordi guderne jo er knyttet til alt i den jordiske verden, der er i konstant forandring. Generelt bliver kamier dog portrætteret som mennesker, der ligner og klæder sig som japanere fra den feudale tidsalder, og de besidder tilmed også køn, så deres personligheder og adfærd ofte er knyttet til traditionelle kønsroller.
På japansk kaldes den gud, som man kender fra kristendommen, islam og jødedommen, også for kami, men japanske kamier skabte ikke universet - de opstod derimod i det. Dog var det dem, der skabte Japan, hvorfor japanerne altså længe betragtede deres land som gudernes land, ligesom de så sig selv som værende overlegne i forhold til andre folkefærd, selvom det moderne japanske folk kendt som Yamato-folket ironisk nok er blevet til via indvandring fra nabolandende, mens de oprindelige folk enten er blevet udryddet eller undertrykt. Shintoismens guder kan nemlig opdeles i to kategorier: de himmelske guder (amatsukami) og de jordiske guder (kunitsukami), og da de himmelske guder overvandt de jordiske guder på Jorden - altså Japan, blev landet dermed guddommeligt, og da solguden Amaterasus barnebarn blev sendt dertil, påbegyndte han den japansk kejserslægt, der således også er blevet anset for at være guddommelig, fordi der ifølge myten er en direkte forbindelse mellem den japanske kejser og guderne, hvorved han kan siges at være en menneskelig repræsentant for disse.
Der er derimod delte opfattelser om, hvordan menneskeheden helt nøjagtigt opstod ifølge shintoismen, da menneskets skabelse aldrig rigtig har været et lige så vigtigt aspekt som i de store verdensreligioner, hvor mennesket er i fokus - tilmed som en udvalgt art med et særligt formål, således at mennesket er blevet givet en mening med livet. Sådan er det ikke i shintoismen, for da der er tale om en naturreligion, har verden altid været anset for at være det vigtige at forholde sig til, så mennesket altså blev skabt ind i denne uden noget egentligt formål. Eftersom guderne skabte verden, så skabte de dog også mennesket, men hvorfor og hvordan er der delte opfattelser om, ligesom der heller ikke er nogen overordnet forklaring på, hvorfor mennesker tilsyneladende ligner guderne, hvilket tilmed ikke tillægges nogen betydning. Shintoismens guder er derfor nok blevet portrætteret som menneskeskikkelser for at gøre dem forståelige, håndgribelige og genkendelige, eftersom det er svært at forholde sig til noget, man ikke kan forestille sig.