Komainu

Komainu

Komainu bliver som regel oversat til "løvehunde" og er navnet på de dyrestatuer, der findes ved shinto-helligdomme, hvor de er sat til at vogte hovedbygningen - typisk som et identisk par i spejlvendt udgave, men man vil dog opleve, at den ene statue har munden åben, mens den anden har munden lukket. Komainu optræder i forskellige versioner, men de minder typisk om en løve med et traditionelt kinesisk design, der har tillagt dem frygtindgydende træk. Formålet med en komainu er da også at skræmme ondskaben på flugt, og netop derfor bliver de anset for at være vogtere ved helligdomme, hvor deres placering varierer. Nogle steder finder man dem uden for helligdommens grund ved siden af en torii-port, mens de andre steder befinder sig ud fra hovedbygningen, hvor helligdommens kami tilbedes.

Komainu er som sådan ikke noget dyr, men de er derimod hentet fra Kina, hvor løvelignende statuer længe havde været anvendt som vogtere ved bygninger, før man altså valgte at lade sig inspirere af samme koncept i Japan. Man mener dog, at statuerne oprindeligt skulle ligne rigtige løver, da disse var et symbol på styrke i Mellemøsten, men fordi man i Kina ikke havde løver, så havde man problemer med at portrættere dem korrekt, hvilket resulterede i det karakteristiske design, der siden blev anvendt til komainu.

Grunden til, at den ene statue har munden åben, er fordi, at denne skal symbolisere den første lyd i alfabetet Devanāgarī, der udtales som et A, mens den anden statue har munden lukket, hvilket skal symbolisere den sidste lyd i alfabetet, der udtales som HUM. Tilsammen repræsenterer statuerne således begyndelsen og enden – altså liv og død, idet det er opfattelsen, at mennesker siger A-lyden, når de kommer til verden, og forlader den ved at artikulere HUM-lyden. Dette er imidlertid en opfattelse hentet fra buddhismen, hvor samme koncept findes hos Nio-vogtere ved buddhistiske templer, og dette er altså endt med at smitte af ved helligdomme tilknyttet shintoismen, fordi shintoismen og buddhismen længere fungerede side om side i Japan.

I sin tid var de to statuer meget forskellige i deres fremtræden, og kun den ene af dem var kendt som komainu, og denne havde et enkelt horn på hovedet, mens den anden var hornløs og blev kaldt for shishi, hvilket er betegnelsen for de kinesiske statuer. Med tiden blev de gjort mere identiske og fik sammen betegnelsen komainu, og selvom de ellers mest er tilknyttet helligdomme, så ses de også ved visse buddhistiske templer, ligesom komainu sågar optræder som selvstændige dekorationer nogle steder. I Vesten er de eksempelvis populære som dekorationer i haver eller ved indgange til private hjem. De fleste komainu er lavet af sten, så de kan modstå elementerne, eftersom de typisk befinder sig udendørs, men der findes også komainu i eksempelvis træ og metal.

 

Total Page Visits: 542 - Today Page Visits: 1