Ningyo

Ningyo

Ningyo er et overnaturligt væsen, som optræder i japansk mytologi. Ningyo betyder direkte oversat "menneskefisk", og man kan derfor kalde dem for den japanske udgave af havfolk. Men hvor havfolk i Vesten er beskrevet som halvmennesker, der ofte portrætteres som smukke væsner, så er ningyo noget mere dyrisk i sin fremtræden, idet den typisk beskrives som værende mere fisk med karaktertræk fra en abe.

Med tiden har den vestlige udgave af havfolket dog overtaget japanernes opfattelse af en ningyo, så det er denne, der nu om dage dominerer, hvorved den lille havfrue eksempelvis betegnes som en ningyo. På ældre tegninger og i gamle fortællinger er det imidlertid den originale og mere hæslige udgave, som optræder, og det siges blandt andet, at det bringer uheld, hvis en ningyo skylder i land, hvilket menes at have forvoldt naturkatastrofer såsom tsunamier. Dog skulle kødet fra en ningyo efter sigende smage godt og tilmed føre til evig ungdom, hvis man spiser det.

Som det er tilfældet med havfolket i Vesten, så opstod myten om ningyo muligvis som følge af menneskets møder med alt fra sæler til sildekonger. Men selvom der er tale om et mytisk væsen, så findes der faktisk ningyo-rester forskellige steder i Japan, såsom knoglerester, som findes udstillet i Ryuguji-templet i Fukuoka, eller et mumificeret eksemplar hos Tensho-Kosha-helligdommen ved Fuji-bjerget.

Total Page Visits: 452 - Today Page Visits: 1