Saisen

Saisen

Når man i Japan besøger et tempel eller en helligdom, kan man bede til de guder, som disse er dedikeret til og samtidig foretage en ofring med mønter, hvilket er kendt som saisen. En sådan ofring vil typisk foregå ved tilbedelsesbygningen, hvor man foretager sin bøn, idet der her vil være en kasse til rådighed, som man kan kaste sine penge ned i. Selvom man som sådan ofrer penge til guderne, så bliver disse imidlertid samlet sammen og brugt til at opretholde templet eller helligdommen, så der i teorien er tale om donationer. At ofre mønter er dog generelt noget, man oplever på hellige steder i Japan, hvor man derfor kan se, at mønter flyder mange steder – endda ude i naturen, fordi der ikke er nogen til at samle dem sammen. Eftersom man som regel kaster penge i offerbøssen på afstand er der desuden også hellige steder, hvor det siges at bringe held, hvis man kan ramme dette med en mønt.

Saisen kan sammenlignes med ønskebrønde i Vesten, eftersom formålet er at bede om noget fra guderne ved til gengæld at give dem noget af værdi. I dag er penge den største værdi, som folk besidder, fordi det er nutidens form for valuta, men før i tiden ofrede man værdifulde ting som ris og dyr, hvilket også blev gjort for at udvise guderne taknemmelighed, så man kunne bevare deres respekt. Det er ikke obligatorisk at foretage ofringer, når man besøger en helligdom eller et tempel, idet mange japanere kun gør det, hvis de kommer for at bede for noget. Det er typisk kun mønter, man ofrer, og ikke sedler, og beløbets størrelse kan variere, men jo større et beløb, desto stærkere er ens begæring.

Total Page Visits: 27 - Today Page Visits: 1