Shimenawa

Shimenawa

Shimenawa er reb fremstillet af strå, som typisk ses ved hellige steder i Japan, idet man inden for shintoismen mener, at rebene kan afstøde det onde. Af den grund hænger shimenawa som regel på helligdomme, torii-porte eller på hellige objekter såsom sten og træer, så man samtidig kan se, at disse har en hellig status. Nogle gange har rebene fået påsat papirstrimler kendt som shide, der ligesom shimenawa menes at kunne udføre en slags spirituel rensning. Størrelsen på rebene varierer dog, idet nogen kan være små snore, mens andre kan være enorme og veje flere ton. Den største shimenawa er eksempelvis 13 meter og hænger ved Izumo-helligdommen

Brugen af shimenawa opstod, før de tidligste skriftlige kilder kan dokumentere dette, så det vides ikke, hvorfor man begyndte at anvende reb til at markere hellige steder. Dog var det at producere reb ud fra strå en ret simpel opgave og dermed også en nem måde at helliggøre noget, så med tiden blev det altså en udbredt metode. Shimenawa er imidlertid navngivet efter et himmelsk reb, der ifølge myten blev benyttet til at forhindre solgudinden Amaterasu i at vende tilbage til den grotte, hun havde skjult sig i og dermed lagt hele verden øde, før det lykkedes for de andre guder at lokke hende ud igen.

Rebene har det med at gå i forfald gennem tiden, og derfor bliver de nu og da udskiftet med nye. Før i tiden benyttede man sig af hampfibre, men efter Anden Verdenskrig blev produktionen af hamp bandlyst i Japan, så i dag benytter man sig typisk af strå. Shimenawa benyttes stadig under mange ritualer nu om dage - eksempelvis når man påbegynder et anlægsprojekt, ligesom det er en populær dekoration at hænge op til nytår for netop at drive ondskabet bort fra sit hjem. 

Total Page Visits: 311 - Today Page Visits: 1