Shinto

Shinto

Shinto, som betyder Gudernes Vej, er en naturreligion, som er unik for Japan, hvor den opstod, før andre religioner kom til landet og begyndte at gøre indflydelse på kulturen. Fundamentet i shintoismen er konceptet om kami: at alt er gennemstrømmet af en ånd. Det være naturen, abstrakte begreber og naturligvis alt levende. Dette inkluderer også mennesker, hvis kami forlader den jordiske verden efter deres død, hvorpå denne kommer til at indgå i åndeverdenen, der er en ubegribelig verden hinsides den jordiske, skønt de to verdener tilsyneladende eksisterer parallelt med hinanden. Af den grund er kamier teoretisk set en del af den jordiske verden – man er bare ikke i stand til at sanse dem, men man kan derimod begribe dem ved at erkende eksistensen af dem.

Som udgangspunkt kan man sige, at alt i den jordiske verden eksisterer, fordi det har en skaber eller ånd tilknyttet – altså en kami, der har stået for opfindelsen eller udførelsen af noget, på samme måde som det er tilfældet med guder i eksempelvis nordisk og græsk mytologi. De vigtigste kamier har gudestatus og kan tilbedes ved helligdomme, hvor man enten kan bede eller foretage ofringer til dem for at spørge om hjælp eller bevare deres tillid. Ved en helligdom er en kami nemlig blevet indfanget og opbevares, hvilket er grunden til, at det engelske ord for helligdom er “shrine” – altså “skrin”. Her sørger præster blandt andet for at passe på kamien, og de fungerer samtidig som et spirituelt led mellem guderne og mennesker, præcis som det er tilfældet i eksempelvis kristendommen, så helligdomme derfor kan sammenlignes med kirker, idet man ligeledes kan få sine nyfødte børn velsignet, ligesom man kan blive viet ved en helligdom. Helligdomme lægger desuden grund til mange af Japans lokale festivaler, da disse i sin tid er opstået som ritualer, gennem hvilke man har hyldet eller takket guderne.

Eftersom shintoismen er en naturreligion, så er det verden og ikke mennesket, der udgør dens fokus. Det vil sige, at shintoismen ikke har en forklaring på menneskets skabelse eller et formål med denne. Mennesket er kort sagt blevet skabt ind i verden, som er lavet af guderne, og mennesket skal derfor værdsætte og respektere verden som gudernes kreation, til trods for at vi er blevet sat til at befolke den. Dette gøres blandt andet ved at tilbede og respektere naturen via guderne, og derfor har shintoismen været medvirkende til, at japanerne gennem historien har respekteret sine omgivelser, selvom man også har gjort skade på dem. Netop derfor har man udvist guderne respekt ved eksempelvis at udføre ritualer eller opføre helligdomme for på den måde at tilegne sig deres gunst, mens man i nyere tid generelt set er blevet mere ligeglad med naturen og er begyndt at sætte det menneskelige samfund højere. At respektere naturen og tilbede guderne er netop to af shintoismens fire dyder. De to andre er at sikre fysisk renlighed og at bevare traditioner og familien. Hvis man gennem sin levetid sørger for at praktisere alle fire dyder, kan guderne vælge at velsigne ens sjæl, hvilket er et ideelt stadie kaldet for magokoro.

Shintoismen opstod i Japan, før man fik kontakt med udlandet og blev præsenteret for et skriftsprog, der kunne dokumentere religionens egentlige oprindelse, så det er umuligt at fastslå, hvor eller hvordan shintoismen udsprang. Visse helligdomme er også så gamle, at man ikke kan sætte en nøjagtig alder på disse, så religionen har altså været en del af japanernes liv i århundreder, hvilket har været med til at skabe deres verdensbillede og forme deres virkelighedsopfattelse. Da buddhismen kom til Japan fra Kina fortsatte de to religioner med at eksistere side om side, og de blev endda forenet, hvilket blandt andet betød, at helligdomme og templer mange steder blev slået sammen. Denne dobbelte dyrkelse af to religioner er en af grundene til, at mange japanere selv nu om dage har svært ved at adskille dem og se dem som to separate trosretninger, idet buddhismen i Japan på mange måder er præget af shintoismens tanker. Ikke desto mindre blev buddhismen og shintoismen adskilt via lov i slutningen af 1800-tallet, hvor shintoismen blev gjort til statsreligion, og templer og helligdomme blev således splittet op. I dag kan helligdomme typisk kendes på deres torii-porte, der er en dør tiltænkt guderne.

I mange år ansås Kejseren som værende guddommelig, fordi man mente, at hans slægt var efterkommere af solguden, Amaterasu. Og man troede endda også, at det japanske øhav var blevet skabt af guderne selv, hvilket er en hyppig forklaring på, hvorfor Japan valgte at erobre sine nabolande i første halvdel af 1900-tallet, da man simpelthen anså det japanske folk for at være højere end andre folkefærd, idet man jo havde Kejseren, som var den jordiske repræsentant for guderne. Hermed fik japanerne også en eksistentiel mening, hvilket menneskeheden som udgangspunkt ikke har ifølge shintoismen, og dette er muligvis også en af forklaringerne på, at mange japanere nu om dage har svært ved at betragte sig selv som betydningsfulde og se en mening i tilværelsen, fordi de altså har en opfattelse af, at de “bare er væsner, som lever uden grund”. Særligt fordi at shintoismen blev pålagt en så stor del af skylden for japanernes krigsførelse, at man efter Anden Verdenskrig valgte at bryde med den som statsreligion i det såkaldte shintodirektiv, hvori det fremgår, at man ved at adskille stat og shintoismen blandt andet vil forhindre selvforlibte tanker blandt det japanske folk, der i værste tilfælde kan kulminere i krig, deriblandt tanken om, at Japan, det japanske folk og Kejseren er guddommelige og dermed andre lande og folkefærd overlegne.

Trods bruddet med shintoismen som statsreligion, findes der dog stadig mange japanere, der dyrker religionen, da denne fortsat er en naturlig del af dagligdagen for mange, og det er blandt andet grunden til, at der stadig findes helligdomme, da disse er afhængige af økonomiske bidrag, hvilket man blandt andet modtager i form af penge-ofringer, men nogle helligdomme har også valgt at slå dørene op for offentligheden som turistattraktioner. De fleste japanere betragter ironisk nok sig selv som ikke-troende, men det betyder ikke, at de ikke dyrker shintoismen eller dens værdier. Ifølge tal fra den japanske religionsårbog, fremgår det nemlig, at der er intet mindre end 214 millioner registrerede medlemskaber af religiøse institutioner i Japan. Og når man tænker på, at der kun er lidt over 125 millioner indbyggere i Japan, så bør det påpeges, at denne forskel skyldes, at japanerne ikke kun har én religion at forholde sig til. De har simpelthen mulighed for at tilknytte sig flere trosretninger indenfor blandt andet shintoismen og buddhismen, hvor der findes forskellige grene, idet der hverken er nogen lovbog eller monoteistiske tanker, der fastholder følgere i et ensrettet spor. Og dette er jo fuldkommen i strid med den opfattelse, som man har af religion i Vesten, hvor de forskellige trosretninger forholdes adskilte uden mulighed for at blive kombineret, fordi man anser en religion som værende en fast overbevisning, der ikke kan forenes med andre.

I Japan er det derimod normalt at tilhøre forskellige trosretninger, men kun når man ser på buddhismen, shintoismen og andre små religioner. Det er endnu tabu for en kristen eller muslimsk japaner at tilknytte sig en anden religion. Generelt kan man sige, at man i Japan slet ikke ser på religion på samme måde, som man i Vesten opfatter konceptet om tro. Japanerne har en noget løsere tilgang til emnet, idet de ikke betragter deres religion som værende regler og sandheder, men derimod værdier og metaforer, og derfor betragter de heller ikke sig selv som religiøse, selvom de altså tror på og tilmed dyrker de ideologier og normer, som de har modtaget fra deres religioner. Mange japanere kan derfor heller ikke forklare, om de rent faktisk tror på guder, og hvorfor de i så fald beder til dem, hvis det ikke er tilfældet, for for dem er religion et spirituelt fænomen, som praktiseres forskelligt fra person til person.

Total Page Visits: 1225 - Today Page Visits: 1