Shinto, som betyder Gudernes Vej, er en naturreligion, som er unik for Japan, hvor den opstod, før andre religioner kom til landet og begyndte at gøre indflydelse på kulturen. Fundamentet i shintoismen er konceptet om kami: at alt er gennemstrømmet af en ånd. Det være steder i naturen og dens fænomener, fysiske genstande, abstrakte begreber og naturligvis alt levende. Dette inkluderer også mennesker, hvis kami forlader den jordiske verden efter deres død, hvorpå denne kommer til at indgå i åndeverdenen, der er en ubegribelig verden hinsides den jordiske, skønt de to verdener tilsyneladende eksisterer parallelt med hinanden. Af den grund er kamier teoretisk set en del af den jordiske verden - man er bare ikke i stand til at sanse dem, men man kan derimod begribe dem ved at erkende eksistensen af dem.
Som udgangspunkt kan man sige, at alt i den jordiske verden eksisterer, fordi det har en skaber eller ånd tilknyttet - altså en kami, der har stået for opfindelsen eller udførelsen af noget, på samme måde som det er tilfældet med guder i eksempelvis nordisk og græsk mytologi. De vigtigste kamier har gudestatus og kan tilbedes ved helligdomme, hvor man enten kan bede eller foretage ofringer til dem for at spørge om hjælp eller bevare deres tillid. Til trods for at kamier er usynlige og som sådan eksisterer overalt, så er dyrkelsen af dem begrænset til fysiske objekter eller steder, fordi man hér kan være sikker på, at der er en kami til stede. Ved en helligdom er en kami nemlig blevet indfanget og opbevares, hvilket er grunden til, at det engelske ord for helligdom er "shrine" - altså "skrin". Her sørger præster blandt andet for at passe på kamien, og de fungerer samtidig som et spirituelt led mellem guderne og mennesker, præcis som det er tilfældet i eksempelvis kristendommen, så helligdomme derfor kan sammenlignes med kirker, idet man ligeledes kan få sine nyfødte børn velsignet, ligesom man kan blive viet ved en helligdom. Helligdomme lægger desuden grund til mange af Japans lokale festivaler, da disse i sin tid er opstået som ritualer, gennem hvilke man har hyldet eller takket guderne.
Eftersom shintoismen er en naturreligion, så er det verden og ikke mennesket, der udgør dens fokus. Det vil sige, at shintoismen ikke har en forklaring på menneskets skabelse eller en hensigt med denne. Mennesket er kort sagt blevet skabt ind i verden, som er lavet af guderne, og mennesket skal derfor værdsætte og respektere verden som gudernes kreation, til trods for at vi er blevet sat til at befolke den uden noget egentligt formål. Dette gøres blandt andet ved at tilbede og respektere naturen via guderne, og derfor har shintoismen været medvirkende til, at japanerne gennem historien har respekteret sine omgivelser, selvom man også har gjort skade på dem. Netop derfor har man udvist guderne respekt ved eksempelvis at udføre ritualer eller opføre helligdomme for på den måde at tilegne sig deres gunst, mens man i nyere tid generelt set er blevet mere ligeglad med naturen og er begyndt at sætte det menneskelige samfund højere.
At respektere naturen og tilbede guderne er netop to af shintoismens fire dyder. De to andre er at sikre fysisk renlighed og at bevare traditioner og familien. Hvis man gennem sin levetid sørger for at praktisere alle fire dyder, kan guderne vælge at velsigne ens sjæl, hvilket er et ideelt stadie kaldet for magokoro. Shintoismen har dog intet moralkodeks, så der er heller ingen opfattelse af godt eller ondt eller rigtigt og forkert, hvorved synd heller ikke er et koncept i shintoismen, så der altså grundlæggende set ikke er nogen regler for, hvordan man skal leve sit liv. Dette har også gjort det nemmere for japanerne at acceptere shintoismen som en almengældende ideologi, fordi man kun får pålagt et bestemt verdensbillede og dermed en virkelighedsopfattelse fremfor en påtvunget levevis. Omvendt savner mange japanere en mening med tilværelsen, fordi shintoismen altså ikke tildeler mennesket en eksistentiel betydning eller værdi. Begge dele kan være forklaringen på, hvorfor buddhismen formåede at blive udbredt i det japanske samfund og eksistere side om side med shintoismen frem til i dag, fordi buddhismen for det første har en grundlæggende ideologi målrettet mennesket og for det andet har guder, som eksempelvis repræsenterer barmhjertighed og hengivenhed, hvilket man altså kan tilegne sig fra disse ved at tilbede dem.
Shintoismen opstod i Japan, før man fik kontakt med udlandet og blev præsenteret for et skriftsprog, der kunne dokumentere religionens egentlige oprindelse, så det er umuligt at fastslå, hvor eller hvordan shintoismen udsprang, men via udbredelsen af et fælles koncept, formåede man at skabe og styrke shintoismen på landsplan, før andre religioner blev præsenteret i Japan, således at shintoismen kunne konsolidere sin status som nationalreligion. Da buddhismen kom til Japan fra Kina i 500-tallet fortsatte de to religioner med at eksistere side om side i en sådan grad, at de med tiden blev forenet, hvilket blandt andet betød, at helligdomme og templer mange steder blev slået sammen. Buddhismen er nemlig heller ikke en monoteistisk religion, idet den ligesom shintoismen er kendetegnet ved flerguderi, hvilket er den grundlæggende forklaring på, at buddhismen ikke kun kunne blive introduceret i Japan, men også accepteret som en anden sandhed, der blot fungerede som en udvidelse af den, man i forvejen troede på. Denne dobbelte dyrkelse af to ellers separate religioner er en af grundene til, at mange japanere selv nu om dage har svært ved at adskille dem fra hinanden, idet buddhismen i Japan på mange måder er præget af shintoismens tanker - og omvendt, fordi de i århundreder påvirkede hinanden og i fælleskab formede japanernes verdensbillede og virkelighedsopfattelse. Ikke desto mindre blev buddhismen og shintoismen adskilt via lov i slutningen af 1800-tallet, hvor man forsøgte at bryde med buddhismens dominans ved at erklære shintoismen for statsreligion, og templer og helligdomme blev således splittet op. I dag kan helligdomme typisk kendes på deres torii-porte, der er en dør tiltænkt guderne.
I mange år anså man den japanske for at være guddommelig, fordi man mente, at hans slægt var efterkommere af solguden, Amaterasu. Og man troede endda også, at det japanske øhav var blevet skabt af guderne selv, hvilket er en hyppig forklaring på, hvorfor Japan valgte at erobre sine nabolande i første halvdel af 1900-tallet, da man simpelthen anså det japanske folk for at være højere end andre folkefærd, idet man jo havde Kejseren, som var den jordiske repræsentant for guderne, hvis jordiske land derfor var Japan, der således havde til opgave at forene den splittede menneskehed via overtagelsen af andre folkefærds landområder. Da Japan tabte krigen, var det derfor et krav, at Kejseren ikke blot skulle proklamere landets overgivelse - han skulle samtidig frasige sig sin guddommelige status, for på den måde fjernede han nemlig grundlaget for de japanske soldaters kamplyst og offervilje, ligesom hele det japanske folk fik ændret deres selvbillede. Særligt fordi at shintoismen blev pålagt en så stor del af skylden for japanernes krigsførelse, var det samtidig et krav, at Japan skulle bryde med den som statsreligion i det såkaldte shintodirektiv, hvori det fremgår, at man ved at adskille stat og shintoismen blandt andet vil forhindre selvforlibte tanker blandt det japanske folk, der i værste tilfælde kan kulminere i krig, deriblandt tanken om, at Japan, det japanske folk og Kejseren er guddommelige og dermed andre lande og folkefærd overlegne.
Trods bruddet med shintoismen som statsreligion, findes der dog stadig mange japanere, der dyrker religionen, der som et kulturelt fundamant fortsat er en naturlig del af dagligdagen for mange, og det er blandt andet grunden til, at der stadig findes helligdomme, da disse er afhængige af økonomiske bidrag, hvilket man blandt andet modtager i form af penge-ofringer, men nogle helligdomme har også valgt at slå dørene op for offentligheden som turistattraktioner. De fleste japanere betragter ironisk nok sig selv som ikke-troende, men det betyder ikke, at de ikke dyrker shintoismen eller lever ud fra dens værdier. Eftersom der i shintoismen hverken er nogen lovbog eller monoteistiske tanker, der fastholder følgere i et ensrettet spor, så kan man sige, at man i Japan slet ikke er opdraget til at se på religion på samme måde, som man i Vesten opfatter konceptet om tro, idet man lader til at adskille religion fra overtro. Japanerne har nemlig en noget løsere tilgang til emnet, idet de ikke betragter deres religion som værende regler og sandheder, men derimod værdier og metaforer, og derfor betragter de heller ikke sig selv som religiøse, selvom de er overtroiske - altså tror på og tilmed dyrker de ideologier og normer, som de har modtaget fra deres religioner. Mange japanere kan derfor heller ikke forklare, om de rent faktisk tror på guder, og hvorfor de i så fald beder til dem, hvis det ikke er tilfældet, for for dem er religion et spirituelt fænomen, som praktiseres forskelligt fra person til person, selvom metoden for langt de fleste er tillært og således den samme.