Shinto

ShintoShinto, som betyder Gudernes Vej, er en naturreligion, som er unik for Japan. Fundamentet i religionen er konceptet om kami: at alt er gennemstrømmet af en ånd. Det være naturen, abstrakte begreber og naturligvis alt levende. De vigtigste kamier har gudestatus og kan tilbedes ved helligdomme, hvor man enten kan bede eller foretage ofringer til dem. Ved en helligdom er en kami nemlig blevet indfanget og opbevares, hvilket er grunden til, at det engelske ord for helligdom er “shrine” – altså “skrin”. Her sørger præster blandt andet for at passe på kamien, og de fungerer samtidig som et spirituelt led mellem guderne og mennesker, præcis som det er tilfældet i kristendommen, så helligdomme derfor kan sammenlignes med kirker, idet man ligeledes kan få sine nyfødte børn velsignet, ligesom man kan blive viet. Helligdomme lægger desuden grund til mange af Japans festivaler, da disse i sin tid er opstået som ritualer, gennem hvilke man har hyldet eller takket guderne. 

Shintoismen opstod i Japan, før man fik kontakt med udlandet og blev præsenteret for et skriftsprog, der kunne dokumentere religionens egentlige oprindelse, så det er umuligt at fastslå, hvor eller hvordan shintoismen opstod. Visse helligdomme er også så gamle, at man ikke kan sætte en nøjagtig alder på disse, så religionen har altså været en del af japanernes liv i århundreder, hvilket har været med til at skabe deres verdensbillede. Da buddhismen kom til Japan fra Kina fortsatte de to religioner med at eksistere side om side, og de blev endda forenet, hvilket blandt andet betød, at helligdomme og templer blev slået sammen. Denne dobbelte dyrkelse af to religioner er en af grundene til, at mange japanere selv nu om dage har svært ved at adskille dem og se dem som to separate trosretninger, idet buddhismen i Japan på mange måder er præget af shintoismens tanker. Ikke desto mindre blev buddhismen og shintoismen adskilt via lov i slutningen af 1800-tallet, hvor shintoismen blev gjort til statsreligion, og templer og helligdomme blev således splittet op. I dag kan helligdomme typisk kendes på deres torii-porte, der er en dør tiltænkt guderne.

I mange år ansås Kejseren som værende guddommelig, fordi man mente, at hans slægt var efterkommere af solguden, Amaterasu. Og man troede også, at det japanske øhav var blevet skabt af guderne selv, hvilket er en hyppig forklaring på, hvorfor Japan valgte at erobre sine nabolande i første halvdel af 1900-tallet, da man simpelthen anså det japanske folk for at være højere end andre folkefærd. Japanerne selv skød tilsyneladende skylden på shintoismens tanker, idet de efter Anden Verdenskrig valgte at bryde med shintoismen som statsreligion i det såkaldte shintodirektiv, hvori det fremgår, at man ved at adskille stat og shintoismen blandt andet vil forhindre selvforlibte tanker blandt det japanske folk, der i værste tilfælde kan kulminere i krig, deriblandt tanken om, at Japan, det japanske folk og Kejseren er guddommelige og dermed andre lande og folkefærd overlegne.

Trods bruddet med shintoismen som statsreligion, findes der dog stadig mange japanere, der dyrker religionen, da denne fortsat er en naturlig del af dagligdagen for mange, og det er blandt andet grunden til, at der stadig findes helligdomme, da disse er afhængige af økonomiske bidrag, hvilket man blandt andet modtager i form af penge-ofringer, men nogle helligdomme har også valgt at slå dørene op for offentligheden som turistattraktioner. De fleste japanere betragter sig selv som ikke-troende, men det betyder ikke, at shintoismen er forsvundet fra nationen. Ifølge tal fra den japanske religionsårbog, fremgår det, at der er intet mindre end 214 millioner registrerede medlemskaber af religiøse institutioner i Japan. Og når man tænker på, at der kun er lidt over 125 millioner indbyggere i Japan, så bør det påpeges, at denne forskel skyldes, at japanerne ikke kun har én religion at forholde sig til. De har simpelthen mulighed for at tilknytte sig flere overbevisninger indenfor blandt andet shintoismen og buddhismen, hvor der findes forskellige grene, idet der hverken er nogen lovbog eller monoteistiske tanker, der fastholder følgere i et ensrettet spor. Og dette er jo fuldkommen i strid med den opfattelse, som man har af religion i Vesten, hvor de forskellige trosretninger forholdes adskilte uden mulighed for at blive kombineret, fordi man anser en religion som værende en fast overbevisning, der ikke kan forenes med andre. I Japan er det derimod normalt at tilhøre forskellige trosretninger, men kun når man ser på buddhismen, shintoismen og andre små religioner. Det er endnu tabu for en kristen eller muslimsk japaner at tilknytte sig en anden religion. Generelt kan man sige, at man i Japan slet ikke ser på religion på samme måde, som man i Vesten opfatter konceptet om tro. Japanerne har en noget løsere tilgang til emnet, idet de ikke betragter deres religion som værende regler og sandheder, men derimod værdier og metaforer. 

Shinto427total visits,1visits today