En tamagushi er en offergave til de japanske guder inden for shintoismen. Der er ikke rigtig tale om andet end en gren fra den japanske cleyera-plante, der på japansk kaldes for sakaki, men denne er imidlertid kendt for at bevare sine blade og dermed grønne farve, så den på en måde repræsenterer livet i naturen og dermed også ånden i denne såvel som i mennesker. At ofre en gren er altså et symbol på, at man overdrager spirituel energi til guderne, og ved at dekorere grenene med hvide sedler tilføjer man en grad af renlighed til denne spirituelle energi. Man kan ydermere tilføje hamp-fibre og røde eller hvide stofstykker til en tamagushi for på den måde at gøre denne mere formel, ligesom når man klæde sig selv fint på.
Tamagushi ofres til guderne som en del af flere ritualer ved shinto-helligdomme - eksempelvis ved bryllupper eller begravelser. Og dette gøres ved, at selve grenens blade vender opad og placeres oven på venstre håndflade, mens grenen holdes med den højre hånd. Foran et alter løfter man så tamagushien op foran ens pande, hvorefter den ofres til guderne ved at man først vender pinden ind mod en selv, hvorefter man placerer den i retning mod guderne foran sig, så bladene til sidst peger i retning mod en selv. Tamagushien placeres derefter på et alter, og hvis der er flere ofringer, lægges de oven på hinanden.
Man behøver ikke nødvendigvis at anvende grene fra cleyera-planten, men denne anses for at være særlig hellig - blandt andet fordi den optræder i myten om solgudinden Amaterasu, der barrikaderede sig selv i en grotte, inden de andre guder fik lokket hende ud ved blandt andet at dekorere et stort sakaki-træ. Generelt er anvendelses af cleyera-planten udbredt inden for shintoismen, idet den ikke kun benyttes i ritualer, men også i dekorationer.