En torii er en traditionel japansk port, der primært befinder sig i nærheden af shinto-helligdomme eller ved hellige steder, da det er ment som et indgangsparti til guderne. Man finder dog også torii-porte ved enkelte buddhistiske templer, hvilket skyldes, at buddhismen og shintoismen længe eksisterede forenet i Japan. Eftersom shintoismen er en religion, der er unik for Japan, så er torii-porte også japanske, og de anvendes således ofte som symboler på Japan og japansk kultur. Men en toriis formål er også udelukkende af symbolsk karakter, for skønt der er tale om en port, finder man altså ingen døre eller låger, da det blot er meningen, at guderne skal træde igennem den for at kunne ankomme til eller forlade den jordiske verden. Konceptet med torii-porte er så gammelt, at ingen kilder dokumenterer deres oprindelse, og det vides derfor ikke, hvordan de helt nøjagtigt opstod.
Som menneske er det dog ikke en regel, at man skal passere igennem torii-porte, når man eksempelvis besøger helligdomme, men det er alligevel noget, som de fleste vælger at gøre for at værdsætte besøget som en spirituel oplevelse - altså at man træder ind på hellig grund ved at benytte sig af den korrekte indgang. Af den grund er der også mange, der bukker, før de træder igennem en torii-port for at vise gudernes grund respekt, og så er det desuden normalt at man træder igennem torii-porten til den ene side, da midterpunktet er reserveret til guderne.
En traditionel torii findes i alle størrelser og består for det meste af to runde søjler, der i toppen er forenet af en vertikal planke med endnu et element over sig. Hertil kommer så forskellige typer af torii-porte med forskellige designs, og der findes blandt andet også torii-porte med "støtteben" eller tre indgange. Tidligere blev de udformet i træ eller sten, men findes nu om dage også i diverse metaller og beton. Det sted i Japan med flest torii-porte er Fushimi Inari-helligdommen i Kyoto, hvor man finder flere tusind store og små orange porte. Rød/orange er da også den mest almindelige farve hos farvelagte torii-porte, fordi den skrigende nuance siges at kunne beskytte mod ondskab, og derfor er det også denne farve, som mange helligdomme har. En af de mest kendte er torii-porten ved Miyajima, der står i vandet, hvor den i sin tid har fungeret som indgang til øen, når man kom sejlende dertil i båd.
Nedenfor ses et udvalg over typer af torii-porte, der for nogles vedkommende kun adskiller sig fra hinanden på ganske simpel vis med krumninger for enden af den øverste bjælke eller med en forlængelse af den nederste bjælke. Der findes dog endnu flere torii-porte end disse.