Adotion i Japan

Adotion i JapanJapan har en af verdens højeste adoptionsrater, men hvad der kendetegner Japan er, at majoriteten af adoptioner foregår internt i landet, og at det som oftest ikke er børn, der bliver adopteret, men derimod voksne mænd. I Japan er det generelt en sjældenhed, at børn bliver overdraget til adoption uden for familien, for man vil som regel sørge for at finde slægtninge, der kan tage sig af et barn, hvis dette af den ene eller anden grund skulle stå uden forsørgere. Japanske børn overdrages desuden yderst sjældent til adoption uden for landets grænser, men barnløse japanere adopterer derimod også børn fra andre lande – oftest fra nabolandende Kina og Korea. Men adoption af børn udgør altså kun omkring 10 % af alle årlige adoptioner i Japan, hvor majoriteten af de adopterede er unge mænd. Adoption er nemlig en fuldt ud legal og socialt accepteret måde at overdrage sin slægts status og likvider til en person fra en anden familie, så man på den måde kan sørge for at videreføre slægtens navn og status, hvilket er en skik, der har været anvendt i Japan i århundreder. Før i tiden var det almindeligt, at især samuraier tog en ung mand til sig, som de valgte at adoptere og dermed gøre til deres søn, så de dermed kunne sikre sig en arving, fordi de ikke altid blev gift og selv fik børn. I de højere kredse var det dog også ret udbredt, at man hentede blod udefra, hvis man for eksempel fandt en egnet mand, som man mente kunne videreføre ens forretning eller familienavn. Typisk var det imidlertid sådan, at man så sig nødsaget til at adoptere mænd, fordi man ikke selv havde nogen sønner, eller hvis disse var døde, og hvis man kun havde døtre, så kunne man sågar adoptere sin svigersøn, så ens datter faktisk var gift med sin adoptivbror. Dette var der intet amoralsk eller underligt ved, for meningen med at blive adoptivsøn var udelukkende at blive gjort arveberettiget, og denne metode eksisterer fortsat den dag i dag, hvor det selv samme system lever i bedste velgående.

En mand, der bliver adopteret ind i sin kones familie, kaldes for en mukoyoshi, og selvom han ikke ligefrem skal betragte sine svigerforældre som sine egne forældre, så skal han dog påtage sig deres slægtsnavn, idet formålet med adoptionen er, at han frasiger sig sin egen slægt for i stedet at videreføre sin kones og eventuelt dennes familieforetagende såsom en virksomhed eller et nedarvet hverv. Som mand er det nemlig ham, der er husstandens overhoved og såldes også slægtsarving, så når en kvinde gifter sig med en mand, så forlader hun altså officielt set sin egen familie og bliver en del af sin mands, og derfor skal der også en adoption til, før en mand reelt set kan skifte slægt. Står man i den situation, at man rent faktisk har sønner, men disse ikke ønsker eller egner sig til at videreføre ens slægt eller familieforetagende, så kan man også sagtens adoptere en udefrakommende mand og gøre ham til hovedarving helt uden at han behøver at gifte sig ind i familien. Dog kan man også vælge adoption som en slags nødløsning, hvis ens datter ønsker at gifte sig med en mand af lav social status, så man på den måde kan give ham og dermed også hans kone og fremtidige børn bedre vilkår i tilværelsen. Der er dog stadig det finurlige ved dette, at en kvinde i så fald er gift med sin adoptivbror, men i Japan er dette ikke noget, man betragter som bizart, netop fordi denne form for adoption er så almindelig. Der er rent ud sagt tale om et bekvemt system, der gør det muligt for en slægt at bestå og sikre de aspekter, man ønsker at bevare. Der er samtidig prestige i at blive adopteret, da det er en stor tillidserklæring, og dette tillægger naturligvis en et vist ansvar og forventinger, som en adopteret mand gør meget ud af at efterleve. Mange af Japans ældste firmaer er blevet sikret gennem adoption af voksne mænd, og flere store virksomheder er også blevet videreført på denne måde. I Japan er det altså navn og ikke genetik, der afgør, hvem man er beslægtet med.

Man behøver desuden ikke at være to personer for at kunne adoptere en voksen mand i Japan – så længe den adopterede og adoptivforælderen har skrevet under på og ansøgt om adoption. Dette er egentlig også en normal måde for homoseksuelle mænd at gøre deres partner til livsarving, fordi ægteskab mellem homoseksuelle ikke er tilladt i Japan, men dette kræver i så fald også, at aldersfordelingen gør det muligt for dem at benytte systemet på denne måde. Som adoptivforælder skal man nemlig være ældre end den person, man ønsker at adoptere. Men så længe modparten er en dag yngre, så er det skam fulgt ud lovligt at adoptere vedkommende. Har man i forvejen børn, må man dog kun adoptere én person, men har man ingen børn, må man derimod adoptere to. Den eller de adopterede personer kan desuden vælge at ophæve adoptionen ved at flytte hjem til deres egen familie eller på anden måde forlade den, de er blevet adopteret ind i.

Total Page Visits: 27 - Today Page Visits: 1