Amae er et begreb, der blev introduceret af den japanske psykoanalytiker Takeo Doi i 1971 med udgangspunkt i verbet "amaeru", der kan oversættes til "at blive forkælet", og blev anvendt som et synonym for den unikke afhængighedsfølelse, som japanere menes at føle for højerestående personer i det vertikalt hierarkisk opdelte samfund. Man er kort sagt overbevist om, at man har et socialt sikkerhedsnet at falde tilbage på, idet man under sin opdragelse og opvækst har fremkaldt en forventning om, at overordnede vil tage sig af en, hvis man skulle få brug for det. Amae dækker således over det usynlige bånd, der binder individer sammen i et mindre fællesskab og beskrives som en version af tilhørsforholdet mellem børn og forældre.
Amae opstår derfor allerede i japanernes sind fra barnsben, idet gifte japanske kvinder traditionelt bliver stimuleret til at leve deres liv som hjemmegående mødre, hvor de finder både ære og mening i denne tilværelse ved at føle sig som en nødvendig støtte for deres børn via opfyldelsen af deres behov - på dansk vil man nu om dage kalde sådan en mor for en curlingforælder. Til gengæld er moderen afhængig af faderen, der som familiens forsørger føler den samme form for pligtopfyldelse over for hende, ligesom han forventer, at hun gengælder hans rolle ved blandt andet at tage sig af ham, når han er kommet hjem fra arbejde.
Tålmodighed er en dyd hos japanske mødre, hvor det at tabe ansigt foran andre er ildeset. En mor vil derfor ikke gå imod sit barns interesser og udviser ikke mismod over dette. Et barn kan derfor få opfattelsen af, at moderen udelukkende føler glæde over at tjene det, og moderen selv vil da også føle en form for selvrealisering, så længe hun kan være til rådighed for sit barn. Det er af den grund ikke unormalt, at man i Japan ser mødre såvel som fædre forsørge deres børn indtil de er oppe i 40’erne. Japanske unge bor nemlig traditionelt hjemme til omkring giftealderen, og i denne periode anses deres værelser som værende deres personlige del af huset, hvor forældrene er forment adgang. Det betyder, at folk kan leve deres liv som voksne, men stadig have status som børn, der bor hos deres forældre, hvor de får lavet mad, vasket tøj og sågar modtager penge, hvis der er behov for det.
Der forefindes altså en kulturbunden mangel på selvhjulpethed, der da også forekommer i skolesystemet, hvor universiteter er tilknyttede virksomheder, så eleverne ubesværet kan komme videre på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, og derfor ser man også en form for hjælpeløshed og afmagt, når japanske arbejdere ender med at miste deres job, og de pludselig er overladt til sig selv, selvom de faktisk har mulighed for at søge hjælp hos systemet. Men fordi dette befinder sig uden for ens nærmeste fællesskab, så anser man det for at være en fremmed spiller, som mange derfor ikke ønsker at stifte bekendtskab med. Så når japanere ender i personlige eller økonomiske problemer, så er det som regel ens nærmeste "overordnede", der er første led i kæden, hvor man søger om hjælp, og det kan naturligvis være ens forældre, men også ens ældre søskende, ens kolleger eller sågar ens gamle senpai fra skoletiden, og fordi konceptet om amae er baseret på gensidighed, så besidder mange overordnede et indopdraget behov efter at yde støtte til deres underordnede.
De fleste forældre yder denne støtte til deres børn på trods af deres alder, og det skyldes ikke blot, at de føler et ansvar for deres børn, men også fordi de har en forventning om, at deres børn vil gengælde deres omsorg og tage hånd om dem, når rollerne senere i livet bliver byttet om, og forældrene traditionelt skal plejes af deres børn, som overtager pladsen som familiens overordnede - noget som dog ikke længere er så udbredt, fordi mange japanere bliver ved med at betragte sig selv som underordnede og ironisk nok vælger at leve deres eget liv, skønt de på samme tid anvender deres forældre som livliner i krisetider. Og når japanere, ikke modtager den støtte, de føler, at de har behov for, så sker det også, at de reagerer som forkælede børn ved slet og ret at protestere, stikke af fra problemerne eller overreagere i vrede.
En protest kan eksempelvis udfolde sig i fysisk isolation, mens det at stikke af fra problemerne kan ske ved at begå selvmord, og et vredesudbrud kan i værste fald eskalere i en forbrydelse såsom drab, der i visse tilfælde har foregået som massakrer - enten i hjemmet eller i offentligheden. Denne type adfærd kan altså skyldes den psykiske umodenhed, som japanerne menes at besidde via deres forhold til deres overordnede, så det at blive overladt til sig selv, kan virke så overvældende, at mange ikke ved, hvordan de skal kapere det, ligesom et barn der ikke får sin vilje eller bliver efterladt alene i en butik. Amae har kort sagt ført til opfattelsen af, at nogen altid vil komme en til undsætning, og derfor har japanerne svært ved at stå med og håndtere personlige problemer på egen hånd.
Amae kan efter sigende ikke oversættes, da et lignende begreb ikke findes i den vestlige del af verden, hvor man netop forsøger at gøre børn uafhængige af både forældre og samfund ved at opdrage dem som individualister, og derfor er konceptet om curlingforældre også negativt ladet i Danmark, hvor ens sociale sikkerhedsnet optræder i skikkelse af velfærdssamfundet. Ironisk nok er velfærdssamfundet også en form for amae, da dette gør folk afhængige af systemet, idet man har en forventning om, at dette vil fungere som ens støtte livet igennem, men netop fordi at systemet tager hånd om en, så kan man nemt leve sit eget liv uden at være afhængig af andre, og derfor er det blandt andet også tabu i eksempelvis Danmark, at kvinder lever som hjemmegående husmødre, da det dermed gør dem afhængige af mændene.