I Japan har man en kejser, der i dag fungerer som et symbol på nationen, idet Japan er et konstitutionelt monarki, hvor kejseren ikke har nogen politisk indflydelse. Den japanske kejser foretager derfor mest opgaver af traditionel og symbolsk karakter, men han fungerer imidlertid også som repræsentant og vært under internationale besøg og begivenheder. Det er desuden kun mænd, der kan arve tronen, hvilket både kan ske ved, at en regerende kejser enten dør eller abdicerer, hvorved tronen gives videre til den næste mand i arvefølgen, der er defineret ud fra køn og relation til den regerende kejser. Den nuværende Kejser Naruhito har eksempelvis ingen sønner, så når han dør vil tronen blive arvet af hans bror, som nu er kronprins. Dog har der i Japan været regerende kejserinder gennem historien, men via tronfølgeloven er det nu ikke tilladt for kvinder at overtage tronen.
Oprindeligt anså man den japanske kejser for at være guddommelig, idet man mente, at han var efterkommer af solguden Amaterasu, der sendte sit barnebarn Ninigi til jorden, hvor hans oldebarn blev til kejser Jimmu og påbegyndte den japanske kejserslægt i år 660 før vores tidsregning, hvilket gør Japan til det ældste eksisterende monarki i verden. Dog er der tale om en legende, så med udgangspunkt i historisk materiale er det derimod Japans 29. kejser, Kinmei, der regerede fra 539 til 571, som er den tidligt dokumenterede kejser. Alligevel er dette stadig nok til at gøre Japan til det ældste eksisterende monarki i verden, men kejserdømmet er faktisk en styreform, man importerede fra Kina.
Den japanske trone er kendt som krysantemumtronen, idet en gul krysantemum er symbolet på den japanske kejserslægt. Denne er desuden blevet indskrænket markant siden afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor konsekvensen af Japans nederlag til USA ikke blot betød, at landet blev okkuperet - den daværende Kejser Hirohito måtte samtidig frasige sig sin guddommelige status, da det i høj grad var denne, som var medvirkende til, at Japan gik i krig og begyndte at overtage sine nabolande, eftersom det japanske folk var overbeviste om, at Japan var gudernes land, fordi man havde en guddommelig repræsentant som kejser. Kejseren mistede samtidig al politisk magt, men dette har ikke rigtig ændret på hans status, idet der stadig er en bred opbakning til monarkiet i Japan, hvor kejserslægten fortsat har en nærmest mytisk status, da der er en meget bred social distance mellem kejserslægten og det japanske folk. Kejseren bor eksempelvis på et palads, som det ikke er muligt for folk at komme i nærheden af, og kejserfamilien viser sig kun sjældent offentligt, ligesom man har at gøre med en temmelig konservativ instans, hvilket blandt andet ses på folks opførsel og påklædning.
Det japanske kejserpalads ligger i dag i Tokyo, der således er Japans hovedstad, da dette traditionelt er byen, hvor kejseren bor. Japan har således haft et utal af hovedstæder, da det før i tiden var normalt for en kejser at flytte til en ny by, når han overtog tronen, indtil Nara blev gjort til den første permanente hovedstad - en status, som Kyoto besad før Tokyo. Når en kejser dør, bliver hans rester anbragt i et mausoleum, og han vil blive kendt under en titel, der desuden har lagt navn til hans regeringsperiode. Kejser Hirohito blev eksempelvis kendt som Kejser Showa, så hans regeringsperiode fra 1926 til 1989 er kendt som Showa-perioden. Med sine 62 år på tronen var han dokumenteret set den længst regerende kejser i Japans historie. Mange japanske helligdage har også tilknytning til monarkiet og dets traditioner, idet Kejserens fødselsdag blandt andet er en national helligdag.
Før Anden Verdenskrig var det japanske hof enormt med et nærmest uoverskueligt antal medlemmer, som besad royal status grundet deres relation til kejseren. Nu om dage består den officielle kejserslægt derimod kun af den regerende kejser og hans nærmeste familie med prinser som et direkte bindeled. Prinsesser, som gifter sig med borgerlige mænd, mister derfor deres royale status og ryger ud af slægten - noget, der sådan set skyldes det japanske familieregister, hvor kvinder via ægteskab bliver en del af deres mands slægt. De får dermed også et efternavn, hvilket man ikke har i kejserslægten, hvor kvinder derfor mister deres efternavn, når de gifter sig ind i slægten.
Før i tiden blev ægteskaber arrangeret i kejserslægten, idet man fandt passende partier blandt den japanske elite, mens det nu om dage er tilladt for dens medlemmer at vælge en partner selv. Ydermere var det tradition for japanske kejsere at have elskerinder i skikkelse af konkubiner, som fødte arvinger, der var fuldt berettiget til tronen, hvilket nu er en uhørt skik, der ikke gøres brug af, hvilket er en af forklaringerne på den nuværende tronfølgeproblematik, idet færre børn begrænser antallet af arvinger. Tronfølgeloven er dog så gammel, at den faktisk nævner muligheden for, at en kejser kan fremstille en mandlig arving via en konkubine, hvis kejserinden ikke føder en sådan. Ifølge loven har en kejser nemlig ikke ret til at adoptere, hvilket bekræfter vigtigheden ved at bevare blodets bånd.
Ligesom med almindelige mennesker, så tager medlemmer af den japanske kejserslægt en uddannelse, så de på den måde kan tilegne sig både viden og kulturelle færdigheder. Selvom de japanske paladser er eget af staten, så modtager hoffet apanage fra denne, hvilket gør det muligt for kejseren og hans familie at leve en prominent tilværelse, men med denne følger der også en forventning om, at man efterlever både etikette og opretholder traditioner, idet de japanske medier er gode til at gøre det til en skandale, hvis det menes, at medlemmer af den royale slægt ikke lever op til deres status. Den nuværende Kejserinde Masako har blandt andet haft psykiske problemer grundet det pres, hun har oplevet som prinsesse, hvor der har været fokus på, at hun ikke har født en søn og dermed arving.
Selvom kejseren ikke længere anses for at være guddommelig, så er der ikke desto mindre stadig en dyb respekt for ham og hans familie, da det i Japan er meget ildeset at kritisere kejserfamilien eller sågar lave sjov med den - en berøringsangst kendt som krysantemum-tabuet, fordi kejseren er et symbol på nationen, hvorved kritik og satire af ham og hans slægt anses for at være et angreb på Japan. Af samme grund har medlemmer af kejserslægten været udpeget som mål for attentater, og i dag træder kejserfamilien derfor frem foran folket på en balkon med skudsikkert glas, fordi der i 1969 var en mand, som skød metalkugler mod Kejser Hirohito i forbindelse med nytårsfejringen, hvilket er en af de få gange om året, hvor den japanske kejserslægt viser sig selv for folket. Ellers deltager de dog også i offentlige arrangementer, ceremonier og højtideligheder, ligesom de eksempelvis deltager i velgørenhed og tager ud for at hilse på japanerne efter naturkatastrofer.
I Japan har man tre royale skatte, der gennem tiden er gået i arv som et fysisk bevis på kejserslægtens tilknytning til guderne, idet Niniji medbragte et sværd, et spejl og en ædelsten til Jorden, som stadig fungerer som hellige symboler den dag i dag. Det er desuden ikke et nyt fænomen, at den japanske kejser udelukkende fungerer som et nationalt symbol. Igennem historien har Japan nemlig haft flere shogunater, hvor en shogun har besiddet den politiske magt, der stort set har været uden for den regerende kejsers rækkevidde. Tokugawa-shogunatet anlagde sågar base i Tokyo, mens kejseren boede i Kyoto, for på den måde at forhindre, at hoffet fik nogen form for politisk indflydelse, men man indgik samtidig ægteskaber på tværs af slægterne for at styrke båndene og sikre gensidig loyalitet. Først med Tokugawa-shogunatets fald i slutningen af 1800-tallet blev den politiske magt overdraget til kejseren, der dog i høj grad var påvirket af politikere og rådgivere.
Både den japanske kejser og kejserinde tituleres som majestæter - også efter de er trådt fra tronen, mens andre royale medlemmer har status som højheder. Det er muligt at kortlægge den nuværende kejserfamilies slægtsforhold helt tilbage til den legendariske kejser Jimmu, så slægtsbåndet på intet tidspunkt er blevet brudt i det japanske monarki.